Bush bruger pisk og gulerod

Lyt til artiklen

Ved skiftevis at bruge regulære trusler og lokke med løfter om økonomisk bistand håber USA's præsident, George W. Bush, at overtale de små lande i FN's Sikkerhedsråd til at støtte en krig mod Irak. Hvis det kom til en afstemning i dag i Sikkerhedsrådet, ville amerikanerne og briterne dog ikke kunne opnå flertal for et militært indgreb. I Det Ovale Værelse i Det Hvide Hus og i de amerikanske ministerkontorer ringer Bush og hans håndgangne mænd og kvinder på alle tider af døgnet til lande, som ikke er forvænt med at høre fra supermagten. USA har pludselig brug for regeringschefer på det latinamerikanske og afrikanske kontinent, som amerikanerne sjældent bruger kræfter på at smigre. Diplomater fra Chile og Mexico melder om egentlige trusler, mens afrikanske lande som Angola, Cameroun og Guinea fortæller, at de har modtaget løfter om ny økonomisk hjælp. Udsendinge fra Washington har også besøgt de pågældende lande for at lægge yderligere pres på tvivlerne. Hælder mod Frankrig Bush ringede selv til sin chilenske kollega, Ricardo Lagos. Chilenerne har endnu ikke besluttet sig, men hælder mest til Frankrigs side og ser gerne FN's våbeninspektioner i Irak fortsat og intensiveret. »Det er sandt, at præsident Bush har ringet til præsident Lagos, men hvordan man vil fortolke det, er en helt anden sag«, siger en chilensk talsmand til nyhedsbureauet Reuters. »Chile kan ikke acceptere pres, fordi vi har en suveræn og uafhængig udenrigspolitik«. Talsmanden tilføjer, at Chile først må have tid til at studere det nye resolutionsudkast fra USA og Storbritannien. Bush upopulær Det samme svar har Bush-regeringen også fået fra de økonomisk svage afrikanske lande, som ellers har hårdt brug for bistand, men betragter FN som deres måde at blive hørt og få indflydelse på. Det er også ved at gå op for amerikanske diplomater i udlandet, at Bush selv er en del af problemet. I store dele af verden afslører meningsmålinger, at folk anser Bush for en større trussel mod verdensfreden end Iraks diktator Saddam Hussein. Uanset om der er tale om demokratier eller ej, så kan regeringslederne ikke blot ignorere deres bagland. Det er ved at gå op for Amerikas diplomati, at de omfattende demonstrationer i første omgang ikke var udtryk for en anti-amerikansk holdning, men en anti-krigsdemonstration. Den seneste runde demonstrationer var heller ikke anti-amerikanske, men anti-Bush. Snydt Desuden føler mange regeringer sig snydt af Bush. I efteråret følte de sig overbevist om, at præsidenten virkelig tog FN seriøst og ikke blot ville anvende Sikkerhedsrådet som et gummistempel. De mistede tilliden til Bush, da han i det nye år fastslog, at han ville gå i krig under alle omstændigheder. I øjeblikket har Storbritannien og USA kun to stemmer bag sig i Sikkerhedsrådet: Bulgarien og Spanien. Frankrig, Rusland, Kina - som alle har vetoret sammen med amerikanerne og briterne - Tyskland og Syrien er enten imod en krig eller stærkt skeptiske. Ni ja-stemmer For at få flertal skal Washington og London have ni ja-stemmer, og så må ingen af de fem permanente medlemmer nedlægge veto. De resterende fem ja-stemmer skal hentes blandt tvivlerne: Angola, Cameroun, Chile, Guinea, Mexico og Pakistan.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her