USA på intens jagt efter støtte

Præsident George W. Bush var på den høje hest, da han torsdag aften mødte den amerikanske og internationale presse. »Når det drejer sig om vores sikkerhed, behøver vi ikke tilladelse fra nogen«, fastslog han, og hans sikkerhedsrådgiver, Condoleezza Rice, slog budskabet yderligere fast i går: USA går i krig, uanset om FN's Sikkerhedsråd siger ja eller nej. Det kan amerikanerne også gøre. De råder over den mægtigste ildkraft og de mest avancerede våben, verden endnu har set. Den militære sejr er sikker. Kun måden, den bliver vundet på, er usikker. Efter sejren vil USA i endnu højere grad end i dag fremstå som verdens absolut dominerende magt, som ikke behøver at tage hensyn til besværlige allierede eller en verdensopinion, som i stadig højere grad vender supermagten ryggen. Og dog. Hektiske forsøg Når udenrigsminister Colin Powell i disse dage gør et hektisk forsøg på at samle flertal for den amerikansk-britisk-spanske resolution, som vil give et moralsk og politisk rygstød for krig mod Irak, hænger det netop sammen med en erkendelse af grænserne for USA's magt. USA kan vinde krigen alene. Men accept eller støtte fra en bred, international koalition vil være vigtig for USA på længere sigt. Det er ikke nok, at USA's mest uforbeholdne støtter i NATO som Danmark, en række tidligere kommunistbosser i lande som Polen, Rumænien og senest Albanien samt vennerne i Golfstaterne siger ja med forskellige bagtanker. Det gør for eksempel ikke større indtryk på den britiske opinion, der for 85 procents vedkommende kun vil acceptere en krig med Sikkerhedsrådet i ryggen. Derfor vil afstemningen være helt afgørende for premierminister Tony Blair. Sikkerhedsrådets holdning vil også være af stor betydning for opinionen i resten af Europa og verden. For det andet vil en fortsat splittelse mellem de vestlige allierede føre til ustabilitet og kaos mellem de allierede, som den tidligere amerikanske udenrigsminister, Henry Kissinger, advarede mod sidste uge. Ansvaret for Irak Endelig kommer diskussionen om USA's og det internationale samfunds ansvar i Irak efter krigen. For sagen er, som kommentatoren og Mellemøst- eksperten Thomas L. Friedman skrev i går i New York Times, at USA ikke kan løse opgaverne i Irak og regionen alene efter en militær sejr. USA kan bygge et anstændigt Irak op. Men ikke alene, for amerikansk enegang vil se ud som en amerikansk besættelse af landet med vrede og frustrationer til følge. For »alene har amerikanerne ikke tålmodigheden, mandskabet og energien til at opbygge en nation. Det er ikke et hurtigløb, men et maratonløb«, skriver han. Alle disse forhold taler udenrigsminister Colin Powell ikke om i de hektiske dage og timer inden afstemningen i Sikkerhedsrådet. Men de er forklaringen på den hektiske indsats for at sikre en form for støtte inden missilregnen over Bagdad.