Bagdad vækket af bomber

Bagdads indbyggere blev vækket ved halvsekstiden torsdag morgen af kraftige eksplosioner, brølende flymotorer og intens beskydning med irakiske luftværnsraketter. Angrebet varede godt en time, før sirenerne fortalte, at faren var drevet over. Men de fleste holdt sig alligevel inden døre resten af dagen. »Tænk, at amerikanerne angreb, netop da det var tid til bøn«, udbryder Mona oprørt. Hun var lige stået op, da de første eksplosioner hørtes i Bagdad, og luftværnsraketterne glimtede på himlen. Hun pakkede bedetæppet sammen og gik ned i kælderen. Hendes hus, der ligger i et af de tættest befolkede kvarterer i Bagdad, er proppet med mennesker. Slægtninge, der bor tættere på mere oplagte bombemål som ministerier, militære bygninger eller kommunikationscentre, er flyttet hjem til Mona og hendes familie. »Vi tror ikke, at de vil bombe der, hvor folk bor, så nu bor vi her med tæpper og madrasser over hele gulvet. Desuden vil vi helst være sammen, når noget truer os, for så er vi fri for at spekulere på, om der er sket vores nærmeste noget«, siger Mona. Forsøger at holde modet oppe Den litteraturstuderende kvinde forsøger at holde modet oppe og håber, at ingen civile vil blive dræbt under det amerikanske bombeangreb. De irakiske myndigheder meddelte i går, at 1 person blev dræbt og mellem 10 og 20 såret under det første angreb. »Men uanset hvor 'intelligente' disse bomber er, kan de jo ramme ved siden af. Vi går rundt og venter, det er, som om vi smager på døden og livet samtidig«, siger hun filosofisk. Hun er på ingen måde blevet grebet af panik over angrebet, som hun vidste ville komme. »Jeg faldt i søvn til sidst«, fortæller hun i telefonen. »Det her var ingenting. Men vi frygter, at der kommer værre angreb i nat. Eksplosionerne var ikke kraftigere, end at vi hele tiden kunne høre kvarterets hunde gø som vanvittige op mod himlen«, fortæller hun og ler lidt. Da sirenerne havde afblæst faren i Bagdad, varede det et stykke tid, inden de første mennesker bevægede sig ud på gaden. Enkelte biler kørte gennem de mennesketomme gader, efterfulgt af ambulancer. I den første time efter angrebet fik Bagdads indbyggere ingen oplysninger om, hvad der var sket. Irakisk tv og radio spillede militærmarcher og hyldestsange til Saddam Hussein. Derefter tonede præsidenten selv frem på tv-skærmen og læste en tale op. Han indledte med samme klagepunkt som Mona: at amerikanerne havde angrebet under morgenbønnen. Desuden opfordrede han til at kæmpe mod angrebet fra 'Lille Bush', som han ynder at kalde George Bush jr. Saddam forsatte talen med at recitere klassisk arabisk poesi om kæmpende mænd på hesteryg og med dragne sværd. »Hvem skal vi kæmpe imod? Bomberne?«, spørger Mona og tilføjer: »Det er ikke bomberne, jeg frygter mest, men det, der kan komme bagefter. Borgerkrig. Hvis her opstår kaos og et magttomrum, kan nogle benytte sig af lejligheden til at hævne sig på regimets folk. Shiitter kan angribe sunnier, mens banditterne får frit spil. Butikker forblev lukkede I morgentimerne har Mona endnu ikke besluttet, om hun tør gå ud den dag, selv om indenrigsministeren indtrængende har opfordret til, at folk åbner deres butikker. »Det viser sig, at vi er uovervindelige, at vi kan modstå selv ekstreme situationer«, mente ministeren. Ni ud af ti butikker forblev ikke desto mindre lukkede. Kun enkelte fødevarebutikker var åbne. »Der er ikke udgangsforbud, men det betyder vel ikke, at vi skal gå ud?«, siger hun. »Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at tage på universitetet i dag. Jeg vil hellere læse hjemme. Hvis jeg altså kan koncentrere mig. Det er det vanskeligste under en krig: at tænke på andet end frygten«. Finsk skjold Ved et træ i en midterrabat på en af Bagdads hovedgader står finnen Teijo Virolainen. Sammen med to andre har han symbolsk lænket sig til træet. »No to war«, står der på hans plakat. Teijo, der studerer ved en teknisk højskole i det sydlige Finland, tilbringer nætterne ved et kraftværk i den sydlige del af Bagdad sammen med andre menneskelige skjolde. »Vi prøver at fortælle verden, at krigen ikke er nødvendig, at den må standses, siger den 22-årige finne. Han fortæller, at han blev vækket om morgenen, da bomberne faldt, ved at nogen råbte: »Krigen er begyndt«. »De fleste gik ned i kraftværkets beskyttelsesrum, men jeg gik ned til floden for bedre at kunne se. Jeg ville se bomberne falde«, fortæller Teijo, som indrømmer, at det gav et stik i hjertet, da han tænkte på, at bomberne lige så godt kunne være faldet på hans kraftværk. Det sydlige Bagdads kraftværk er et såkaldt legitimt mål, der ligger tæt på et militært anlæg og en vigtig bro over Tigris - broen til Basra. »Jeg blev frygtelig ked af det og skuffet, da bombardementet begyndte. Det betyder, at vores protest ikke har virket. Men det er alligevel mit moralske ansvar at blive. Jeg håber selvfølgelig, at jeg overlever, men hvis jeg ikke gør, så har det ikke ligget i min skæbne«. Hvad siger dine forældre til, at du er lænket til et kraftværk? »De har bedt mig om at komme hjem. Men da jeg fortalte dem, at det her er vigtigt for mig, og jeg virkelig ønsker at gøre det, så forstod de det. Men jeg ved, at jeg ikke er fej, selv om jeg rejser hjem. Men det hjælper ikke, for jeg vil føle mig fej. Det er, som om jeg lader mine drømme dø, hvis jeg rejser hjem. Jeg vil prøve at bremse denne krig«, siger Teijo, før han i skumringen tager tilbage til kraftværket i det sydlige Bagdad. Til endnu en nat på en feltseng, mens han venter på nye bomber. »Det her var bare et forspil til krigen«, siger Mona. »Det virkelige helvede er ikke begyndt endnu«. Under en af Bagdads hovedbroer foregik en anden kamp i går. Over tyve unge fyre var mødt op for at spille fodbold. »Vi kommer her hver eftermiddag. Hvorfor skulle vi lade være i dag?«, siger den 17-årige Hamdi. »Vi tager hjem, når det bliver mørkt. I morgen mødes vi igen, uanset om de bomber eller ej. Vi lader os ikke knække«, siger han med overbevisning i stemmen.