Hverken billig arbejdskraft eller en husleje til spotpris kan lokke udenlandske pengemænd til at investere deres formuer i de fattigste udviklingslande i Afrika, Asien og Latinamerika. Tværtimod flyder der i dag mere kapital ud af de fattigste lande end de får ind igen via private lån og investeringer - ulandene betaler mere af på gammel gæld, end de får ind i frisk kapital. Konklusionen kommer fra Verdensbankens Global Development Finance-rapport for 2003, der blev offentliggjort i går. Alt for få aktiviteter »Det er et tydeligt tegn på, at der er alt for få aktiviteter i ulandene, der kan få dem ud af fattigdommen og deres gældsproblemer«, siger en af forfatterne bag rapporten, Uri Dadush, fra Verdensbankens kontor i Rom. Siden midten af 1990'erne - og især efter Asienkrisen, der har gjort internationale banker meget påpasselige - har mængden af private banklån til udviklingslandene været konstant faldende. I fjor betalte ulandene ni milliarder dollar mere i afdrag på gammel gæld end de fik ind igen i form af nye lån. Samtidig er mængden af langsigtede, direkte udenlandske investeringer - for eksempel til opbygning af virksomheder - faldet konstant siden 1999. 'Yderligere nedad for mange lande Uri Dadush forudser, at mange ulande vil synke endnu dybere ned i gældsfælden. I løbet af de seneste fem år har de fattigste lande til sammen fået gældslettelse for cirka 40 milliarder dollar under Verdensbankens såkaldte HIPC-initiativ (Highly-Indebted-Poor-Countries). Men det er ikke nok, erkender han. »Gælden hober sig op, fordi landene mangler kapital. Landene har ikke været i stand til at øge deres indtægter gennem øget eksport, og priserne på mange af de råvarer, som de sælger, er gået ned«, forklarer Uri Dadush. Dyb bekymring Steen Folke, seniorforsker, ved Institut for internationale Studier, er dybt bekymret. Især fordi de private investeringer falder i en tid, hvor den officielle udviklingsbistand også nedprioriteres af flere rige lande, blandt andet af Danmark. I fjor modtog udviklingslandene til sammen 16 milliarder dollar i officielle lån og 33 milliarder dollar i gavebistand. Afhængige af private »Det batter slet ikke i forhold til de enorme behov. Konsekvensen er, at ulandene bliver mere afhængige af de private investeringer, der også falder«, siger Steen Folke. At ulandene er afhængig af private pengefolk betyder, at udviklingshjælpen bliver sporadisk og ulige fordelt. »Langt de fleste private investeringer går til de lande og de sektorer, der i forvejen klarer sig godt. Hovedparten går til Kinas industriudvikling i byerne. Ikke til Afrikas fattige bønder, der har størst behov«, siger Steen Folke, der bakkes op af Verdensbanken. Penge til Asien og Mexico Ifølge bankens opgørelse er det især de stærkeste økonomier i Asien og Mexico, der er mål for udenlandske kontanter. Derimod har Latinamerika store problemer på grund af krisen i Argentina og Brasilien, og det afrikanske kontinent er fortsat sat helt ud af spillet. »EU og USA har lovet at øge deres udviklingsbistand med 50 procent i løbet af de næste fem år. Det håber vi naturligvis, at regeringerne lever op til. Men det kommer ikke til at ske uden opfordringer og påmindelser«, siger Uri Dadush.