Da BBC World tirsdag bragte en stor reportage om overbelastningen på Bagdads hospitaler, var det et sjældent kig på noget, de store vestlige tv-stationer har brugt relativt lidt tid på - krigens civile ofre. Det var til gengæld en gammel nyhed for de fleste tv-seere i Mellemøsten. Den arabiske presse har længe fokuseret på de civile tab. Det gælder både aviser og de tre store arabiske satellitkanaler - al-Jazeera, Abu Dhabi Tv og Arabiyya. Iraks befolkning ramt Da BBC World skiftede fra hospitalsscenerne til en reportage fra de amerikanske krydsere i Den Persiske Golf, fortsatte al-Jazeera således med en reportage fra ruinerne af Bagdads huse. En unavngiven kvinde fortalte om, hvordan hendes hus var blevet ramt og flere i hendes familie såret. Billederne fra ruinerne lod ingen i tvivl om, at dette er en krig, der ikke blot rammer Iraks styre. Den rammer også Iraks borgere. Den rene krig BBC World roses endda af arabiske kommentatorer for at være relativt neutral i krigen - i modsætning til sine amerikanske kolleger. Der er en markant forskel på de billeder, amerikanske og arabiske medieforbrugere får af krigen. Mens USA's tv-netværk og aviser har en tendens til at vise uskadelige billeder af amerikanske tanks og 'befriede' irakere, viser de arabiske medier en stadig strøm af sårede, lemlæstede og døde civile. Undgår billeder af civile I begge tilfælde er det politik mere end egentlige journalistiske kriterier, der afgør, hvilket billede af Irak man får, siger medieeksperter i Mellemøsten. »De amerikanske tv-stationer undgår bevidst billeder af civile ofre«, siger egypteren Hussein Amin, der er leder af Fakultet for Massekommunikation og Journalistik ved American University i Kairo - der trods navnet er uafhængigt af den amerikanske regering. Om det bevidst er for at tækkes forsvarsministeriet, Pentagon, vil han ikke afgøre. Men det endelige produkt kan næppe genere den amerikanske regering, der prøver at sælge krigen i Irak som en 'ren' krig med kun få civile ofre, mener han. Visuel slagkraft De arabiske medier kan dermed siges at være mere ærlige i skildringen af krigens gru. Men det er forkert at tro, at de arabiske billedvalg er objektive, siger han. »Når de tre arabiske kanaler viser disse billeder, er det, fordi de ved, at de har en visuel slagkraft, der går direkte ind på nethinden. De bliver valgt, fordi araberne sympatiserer med irakerne, og tv-stationerne slår mønt på det«, siger Hussein Amin. Han bakkes op af Steve Negus, der er redaktør og kommentator på det uafhængige ugemagasin Cairo Times. »Ved at bringe de grusomme billeder understreger man et ideologisk budskab. Det er det modsatte af, hvad amerikanerne gør, når de dækker krigens rædsler til«, siger han. 'Englene dræbes' Det er ikke kun på tv, at man i den arabiske verden kan se lidelser i massevis. Mens vestlige aviser generelt er tilbageholdende med billeder af død og ødelæggelse, vælter sympatien frem i spalterne i de arabiske. Normale censurregler er sat ud af kraft. En af de grovere er den statskontrollerede egyptiske avis al-Akhbar. I mandagens udgave kunne man se en billedkollage af sårede og skamferede irakere. De ledsagende tekster efterlod ingen i tvivl om avisens sympatier. 'Englene dræbes', lød således en overskrift over et billede af et spædbarn i en hospitalsseng, med slanger i halsen og store forbindinger over hele kroppen. »Dette barn blev bombet ud af sin moders arme og svæver nu mellem liv og død«, fortæller ledsageteksten. Censur er ophævet Et andet billede forestiller et barn, der er dækket af store brandsår. Og under et billede af en grædende sygeplejerske hedder overskriften: 'De er alle min familie'. »Selvfølgelig er disse billeder valgt politisk, ikke journalistisk«. »Normalt ville billeder som disse falde for den strenge censur her i regionen. Men under denne krig bliver de tilladt«, siger Hussein Amin.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Fylder engelske ord for meget i dansk?
Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?



























