Reportage: Saddams fald fra magten

Amerikanerne indtog onsdag de fleste bydele i Bagdad. Den irakiske hovedstad var præget af alt fra glædestårer til plyndringer, rapporterer Politikens korrespondent, Åsne Seierstad fra byen. Det koger på Paradis-pladsen i Bagdad. Amerikanske marineinfanterister fra Charlie-kompagniet har stillet deres kampvogne op i en cirkel rundt om pladsen, som præges af en række hvide søjler og en sort statue i midten. Folk prøver at komme op på statuen. Den forhadte leder Saddam Hussein holder stand. Det er svært at klatre op på en flere meter høj sokkel af granit. »Ned med Saddam, tusind tak Bush!«, råber folk på pladsen. Målet er at rive statuen ned. Det er den sidste, som blev bygget i Bagdad - den 28. april på hans 65-års fødselsdag. »Vi er i Irak, ikke i USA« Statuen holder stand, indtil Charlie-kompagniet træder til. En wire bliver sat fast på diktatorens hoved og fæstnet på den amerikanske kampvogn, som begynder at bakke. Der lyder et knæk. Amerikanerne stopper, nogle soldater klatrer op og sætter et amerikansk flag fast på diktatorens hoved. Folkene, der står rundt om statuen jubler, men det er, som om folkemængden i udkanten - de, der følger med på afstand, stivner et øjeblik. »Det har de ingen ret til«, siger en mand. »Vi er i Irak, ikke i USA«. »Det er os irakere, som burde have væltet Saddam Hussein, men vi lod amerikanerne gøre det«, sukker en anden. »Vi er feje, vi burde have konfronteret ham ansigt til ansigt, ikke rive statuerne af ham ned, efter at han er faldet«. For første gang høres en politisk diskussion i Bagdads gader. Endelig kan folk sige deres mening. Saddam Husseins regime lammede folk med brutalitet og trusler. Alle, der satte sig op imod ham. blev fjernet eller måtte flygte. Frygten har været så omfattende, at det har været næsten umuligt at finde en person i Irak, som turde hviske det, de fleste tænkte: »Vi vil have frihed«. Denne 9. april er der mange, som jubler over den nyvundne frihed. »Endelig kan vi sige, hvad vi vil. Den mand har blod på hænderne, han var en tyran, han kvalte os«, siger en. »Det er en fornærmelse« »Det er en fornærmelse«, siger en anden. »Det amerikanske flag bør ikke vaje over Bagdad«, siger en tredje. Det er som om, amerikanerne hører manden, der står i udkanten af pladsen. Pludselig kommer et irakisk flag til syne, som bliver sat fast på statuens hoved. Folkemængden jubler, der går nærmest et lettelsens suk igennem den: Det var bedre. Kampvognen trækker, og statuen knækker over et par gange, før den falder og ligger lodret på sokkelen. Gruppen der står rundt om statuen eksploderer. Vild jubel og sang tager over. »Jeg er så lykkelig« »Shiamuslimer«, snøfter en mand hånligt. »De er allesammen shiamuslimer. Hør hvordan de påkalder Iman Hussein«, siger han, før han går videre. Hussein er en af de vigtige hellige mænd for shiamuslimerne - en gruppe, som har været stærkt undertrykt under Saddam Husseins regime. En mand står og betragter det drama, der udspiller sig på pladsen, med alvorlig mine. Han holder om en lille dreng, som står på en betonmur. Han har flere ar i ansigtet og ser stift på det, som foregår. Det er som om, han er i trance. »Jeg er så lykkelig«, siger han, da han bliver revet ud af sine tanker. »Jeg havde aldrig troet, at regimet ville falde så hurtigt. Det har ødelagt mit liv. Nu er det væk«. Manden står og klapper den fireårige dreng på hovedet. Han ser ud som om han er barnets bedstefar, men drengen er hans søn. Manden er kun 45 år gammel. »Det er krigene, der har gjort mig gammel«, siger han, som om han har læst mine tanker. »De har suget kraften ud af mig. Alle disse krige, som vores præsident startede. Da jeg var 17 år, blev jeg sendt i krig mod Iran, det var et sandt helvede. Nogle år efter at jeg var kommet hjem, startede Golfkrigen. Jeg blev næsten dræbt, da et missil slog ned lige ved siden af mig. Der blev jeg såret her«, siger han og peger på ar på læben, over øjnene og på kinden. Han trækker skjorten op og viser flere ar frem. »En historisk dag« »Men de dybeste ar har jeg her«, siger han og peger på sit hjerte. »Mine to yngste brødre blev dræbt under krigen. Den ene blev mejet ned af kugler fra en amerikansk kampvogn, den anden døde under et af de store slag i ørkenen. Jeg undslap og gik til fods fra Kuwait til Bagdad. Da jeg endelig nåede frem, havde jeg ingenting, ingen penge, ingen sko, og mit tøj hang i laser. Men jeg var i live. Men mit liv blev stjålet fra mig. Jeg var i den irakiske hær i 20 år. År, som ikke gav mig andet end smerte«, siger han og klapper barnet på hovedet. Saddam Hussein-statuen, der blev væltet på Paradis-pladsen i Bagdad var noget af det sidste, der skete mellem Bagdads bygninger, inden mørket sænkede sig over byen. Aftentimerne var præget af sporadisk skydning, men i det fleste bydele herskede der fred efter en begivenhedsrig dag. »En historisk dag«, som en mand højtideligt sagde. »De er deserteret« Bagdads indbyggere vågnede onsdag efter den hidtil mest stille nat i krigen. Man hørte kun enkelte bomber detonere i det fjerne. Folk vågnede til et helt nyt syn: tomme gader. Alle sikkerhedsvagter var borte, hele den irakiske hær var væk, alle militsfolk, alle medlemmer af Bath-partiet, der plejede at patruljere i gaderne. »Hæren er flygtet til Tikrit«, lød rygterne. »De er deserteret«, sagde andre. »De er blevet bombet sønder og sammen, der er næsten ingen tilbage«. De fleste af Bagdads fem-seks millioner indbyggere holdt sig dog inden døre denne dag, hvor fraværet af kamphandlinger nærmest virkede mistænkeligt. Andre benyttede sig af, at der ikke var nogen sikkerhedsstyrker. Plyndringerne eksploderede allerede i morgentimerne. Butikker, restauranter, møbelforretninger, kiosker og ministerier blev tømt for alt af mindste værdi. Stole, lamper, computere, tallerkener - alt forsvandt for de grådige hænder, der nærmest skamløst gjorde v-tegnet, sejrstegnet, til fotograferne. En kvinde, der står og ser på, vil forklare. »Vi har levet tredive år under det værste diktatur, du kan forestille dig. Folk føler, at alt er blevet taget fra dem. Nu vil de tage det tilbage igen, selv om de nu stjæler fra deres egne. De føler, de har ret til alt nu, da politiet er borte, da regimet er borte. En ung mand har skudt papegøjen. Han kommer bærende med fem kalashnikov-rifler. Han har fundet Baath-partiets våbendepot. Han kan kun lige bære de tunge våben i sine tynde arme. Han skynder sig af sted. Han går hjemad, og det ser ud som om, han stolt skal hjem og vise sit bytte frem. Kalashnikov-riflerne, der skulle forsvare Irak, skyde på amerikanerne, ender formentlig på det sorte marked. Hvor Irak ender, var der ingen, der turde tænke på onsdag.