En ny tv-station så i dag dagens lys i Irak, og de første skærmtrolde, der forsøgte at charmere seerne, var USA's præsident, George W. Bush, og Storbritanniens premierminister, Tony Blair. I to korte taler optaget under deres fælles topmøde i Nordirland mandag og tirsdag forsøgte de at vinde forståelse for, at koalitionsstyrkerne er i Irak for det irakiske folks skyld. 'Venskab og god vilje' »Sammen med jer vil vi bygge et velstående Irak, som I ønsker og har fortjent. Og det skal ledes af jer«, sagde Blair Han gentog, at indtægterne fra landets olie skal bruges af irakerne til at bygge landet op igen. »Det er med venskab og god vilje i ånden, at vi nu tilbyder vores hjælp«, sagde han, mens de arabiske undertekster fulgte den engelske tale. Også Bush understregede, at »administrationen af Irak og landets fremtid vil snart tilhøre jer«. De to taler var en del af i alt fem timers propagandafjernsyn, der i eftermiddag erstattede irakisk stats-tv.
Bush og Blair taler til det irakiske folk på ny tv-station
Lyt til artiklen