Reportage: Irakere kræver sikkerhed

Bagdad brænder. De bygninger, som repræsenterer Saddam Husseins magt, bliver plyndret og sat i brand. Byen er overladt til banditter, mens dens indbyggere giver amerikanerne skylden. De vil have sikkerheden tilbage. Læs Politikens korrespondent Åsne Seierstads reportage. »Det her ville aldrig være sket under Saddams styre«, siger Samah. Hun har stablet en sofa og to slidte lænestole op på en gammel trækvogn, som hun og sønnerne skubber foran sig. De virker glade og forventningsfulde. Men selvom de har gjort et kup, mener Samah, at det var bedre før. »Nu hersker der kaos, vi er bange. Om natten går der bander rundt og drikker, stjæler og plyndrer. Det ville have været bedre at beholde Saddam ved magten, han var god til at kontrollere landet. Han var en stærk leder«, siger Samah, som ikke har dårlig samvittighed over, at hun og sønnerne er med til at plyndre. Vi tager bare dét, der er vores »Vi tager bare det tilbage, som tilhører os - det, som bureaukraterne tog fra os«, siger hun. Møblerne har hun hentet på Fred - og Venskabsforeningens kontor. Foreningen organiserede både de menneskelige bombeskjolde og de arabiske mujahedin-krigeres ankomst til Bagdad. Samah skelner mellem Saddam Hussein, som hun mener var en god mand, og hans bureaukrater, som hun mener var nogle tyve. »De stjal vores olie«, betror hun os. Samah er enke og mor til otte børn. Hun har aldrig nogensinde ejet en sofa eller to lænestole. Hendes små sønner hopper nærmest af glæde over at kunne tage møbler med hjem for første gang. Slidte møbler betrukket med et hullet orange- og brunstribet stof. »Jeg ved ikke, hvorfor amerikanerne tillader dette kaos«, siger Khaldoun Khairi al-Bazerkan, der er læge på et af Bagdads sygehuse. »De ønsker, at alting falder sammen, alle ministerier, alle administrationsbygninger. Bagefter vil folk råbe på hjælp og gå med til hvad som helst bare for at få indført lov og orden igen. De vil besætte Irak, det bliver ligesom i Palæstina. Og så kommer der et oprør og en intifada«, siger han. »Har du lagt mærke til, at der kun er ét ministerium, der ikke brænder? Der var kun ét ministerium, som amerikanerne tog kontrol over, mens de lod de andre blive brændt og plyndret. Olieministeriet. Se selv, der står amerikanske soldater foran ministeriet. Det er næsten for tydeligt, vi ved jo alle sammen godt, at de kom efter vores olie«, siger al-Bazerkan. Stadig flere af Bagdads indbyggere er begyndt at tro, at amerikanerne har et formål med kaoset, at de kan standse det, men ikke vil. De er vrede, og i modsætning til tidligere siger de også fra nu. Forholdet til amerikanerne forværres. Det var trods alt kun et lille mindretal, der var ude i gaderne for at fejre amerikanernes indmarch med et »Thank you Bush!«. Selvom de fleste er glade for at slippe af med Saddam Hussein, er de ikke enige i måden at gøre det på. Den amerikanske måde har ført til tusindvis af dræbte civile og har ført landet ud i kaos. Amerikanerne ser anderledes på situationen. Krigere, ikke politibetjente »Det er helt uden for vores mandat at genoprette lov og orden«, siger en officer fra den amerikanske flåde. »Især nu. Krigen er ikke vundet endnu. Der er stadig kampe i Bagdad, og vi har endnu ikke erobret hele landet. Der er stadig Saddams magtbase i Tikrit tilbage. Desuden leder vi efter de irakiske ledere, som prøver at flygte. Mine mænd har fået træning i at dræbe, ikke i at standse småtyve eller dirigere trafikken«, siger han. Problemet er, at de af Bagdads indbyggere, som selv forsøger at agere politi, er blevet et mål for amerikanerne. Det har givet folk indtryk af, at amerikanerne støtter tyvene og plyndringerne. Indenfor de sidste par dage har marineinfanteristerne fjernet nogle bevæbnede mænd, som prøvede at beskytte en butik. Fredag blev en snigskytte dræbt. Han stod på et af ministeriernes tage og skød for at forhindre folk i at plyndre. »Hvorfor? Hvorfor plyndre, brænde og ødelægge?«, siger en engelsklærer forarget. Han står og ser undervisningsministeriet, der brænder. Ikke langt derfra ligger nationalbanken. Her forsvinder inventaret lidt efter lidt. »Hvorfor skød amerikanerne ikke på dem, som stjal og hærgede? Når de er færdige med de offentlige bygninger, går de efter butikker, lejligheder og forbipasserende«, siger han. »Jeg er soldat, ikke politibetjent«, siger en sergent fra sin kampvogn. »Se, folk ser da lykkelige ud, selvom der er lidt uro i byen lige nu«. Dilemma »Det ser ikke ud til, at amerikanerne forstår, at de får rollen som de forhadte hos 99 procent af indbyggerne, når de tillader plyndringer i et land, der er vant til streng kontrol og en stærk mand. Alle de, der ikke er ude på gaderne nu, vil komme til at hade dem«, siger overlæge Mowafak Gorea på Thawra-sygehuset i Bagdad. »Se på bagdøren her på hospitalet. Amerikanerne kørte ind i den med deres kampvogne. Uden at undskylde, uden at reparere den. Nu kan tyvene gå lige ind«, sukker Gorea. Ingen hjælp at henteDe fleste mennesker i Bagdad er taknemmelige for friheden, som de har kunnet nyde de sidste par dage. Friheden til at snakke, til at diskutere, til at kritisere. Men de er bange, det er banditterne, der styrer byen nu. Amerikanerne er fanget i et dilemma. Hvis de sætter flere vejspærringer op og prøver at genoprette lov og orden, vil de blive kritiseret for at prøve at besætte landet og blive endnu mere upopulære. Kamal Askar stod udenfor det amerikanske hovedkvarter i Bagdad i går eftermiddag. »Jeg er direktør på al-Kindi-sygehuset. Kan I beskytte os? Kan I sende nogle soldater? Lægerne er rejst hjem, patienterne er blevet evakueret, folk stjæler sengene«, sagde han til soldaterne. Men forgæves, han slap ikke forbi afspærringerne.