Afrikas Irak har stadig ikke fundet fred

Congo er ligesom Irak et land, der kun blev holdt sammen af en diktators jerngreb. Siden Mobutus fald har nationen truet med at gå i opløsning i en langstrakt borgerkrig. Og intet tyder på fred, før tutsierne - der som kurderne er spredt over flere lande - føler deres sikkerhed garanteret. Hvis afrikanske erfaringer kan bruges i Mellemøsten, kan Irak stå foran en lang periode med uro, hvor etniske oprørere og grådige udlændinge vil slås om rigdommene i et land frigjort for Saddam Husseins jerngreb. Iraks afrikanske parallel er Den Demokratiske Republik Congo, der under sit tidligere navn Zaire kun blev holdt sammen af diktatoren Mobutu Sese Sekos terror. Som i Irak blev diktatoren smidt ud efter en invasion, her med det strejf af elegance, at de invaderende hære - fra nabolandene Uganda og Rwanda - havde gjort sig den ulejlighed at finde en lokal frontfigur i oprørsveteranen Laurent Kabila til at legitimere deres indmarch. Det reelle motiv for Rwandas invasion i 1996 var dog jagten på de folkemordere, der to år tidligere havde taget livet af omkring 800.000 mennesker i Rwanda. Siden hen kom alt til at handle om penge. Plyndringer Ligesom amerikanske oliemagnater nu følger i kampvognenes spor ind i Irak, blev Congo efter diktatorens fald i 1997 overrendt af udlændinge, der fiskede i rørte vande efter diamanter og andre råstoffer. I de seneste seks år har congoleserne set soldater fra blandt andre Rwanda, Uganda, Angola, Zimbabwe og Namibia, der alle officielt kom for at hjælpe enten oprørere eller regeringen i den borgerkrig, der blussede op et år efter Laurent Kabilas magtovertagelse. De fleste udlændinge har dog plyndret lige så meget som de har ført krig, enten gennem ren kriminalitet eller med den slags ensidige forretningsaftaler, som folk med en pistol for panden har en tendens til at skrive under eller blot acceptere. Fredskonferencer Sydafrika har længe forsøgt at mægle og har den seneste måned alene huset to store fredskonferencer. Ved den første lovede både regeringen og oprørerne at deltage i en overgangsproces, der skal føre til valg. Dagen efter blev omkring 900 mennesker myrdet i etniske massakrer. Ved den anden konference lovede Rwanda og Uganda endnu en gang verden og hinanden, at Ugandas tilbagetrækning af sine sidste tropper i morgen skal markere afslutningen på udlandets indblanding. Men mens de to landes ledere mødtes i Sydafrika, beskyldte Ugandas generaler deres kolleger fra Rwanda for atter at være gået ind i Congo efter sidste års tilbagetrækning. Det overordnede billede viser et land, der tilsyneladende hverken har lyst til eller kan få lov til at være en nation. Det er der både historiske og geografiske grunde til. Konstrueret land Historisk er Congo en af kolonitidens konstruktioner, hvis grænser blev tegnet tværs gennem etniske grupper. Belgiens kong Leopold II drev landet som et privat firma, skabt af profitbegær, holdt sammen af terror. Senere blev det en belgisk koloni på samme recept, kun opblødt af de spirende krav om respekt for afrikanere, der til slut førte til landets selvstændighed i 1960. Visionær leder Congos første premierminister var Patrice Lumumba, en af de få ledere i landets historie, hvis vision var én samlet nation i folkets tjeneste. Men han var oppe mod etniske separatister og udenlandske diamantjægere, der flåede i landets rigeste provinser. Så Patrice Lumumba blev myrdet med velsignelse fra både de tidligere belgiske koloniherrer og den amerikanske efterretningstjeneste CIA. Efter nogle turbulente år tog hærchefen Mobutu magten og omdøbte landet til Zaire. Med hjælp fra udlændinge med forretningsinteresser og villige tropper holdt han indtil 1996 nationen sammen med unik blanding af militær terror og en accept af landets uregerlighed. Der har altid været for meget regnskov og for få veje og telefonlinjer mellem hovedstaden Kinshasa mod vest og de mineralrige grænseegne mod øst til, at nogen reelt kunne regere hele landet. Så når Mobutu havde sikret sig selv og sine tilstrækkeligt med diamanter til et liv i luksus, lod han i vid udstrækning befolkningen passe sig selv. Mod øst førte fraværet af en regering og nærværet af handelspartnere og etniske fæller i nabolandene Uganda, Rwanda og Burundi til et tæt samarbejde hen over grænserne, ofte drevet af tutsierne, der er det centrale Afrikas kurdere - et folk fordelt på adskillige lande. Folkemord Fra deres traditionelle magtbaser i Rwanda og Burundi (hvor de i begge tilfælde sidder på regeringsmagten) har tutsierne bredt sig ind i Uganda og - i forrige århundrede - til det østlige Congo. Som kurderne opfatter Saddam Husseins afgang som deres store chance, har tutsierne udnyttet krigen i Congo til det yderste. Det daværende Zaires husly til folkemordere var som nævnt en af hovedårsagerne til krigens start. Men siden har de effektive tutsier i ly af krigen også udbygget deres økonomiske magtbaser i det østlige Congo. Det har blandt andet været muligt, fordi tutsierne i modsætning til kurderne har magtbaser i anerkendte hjemlande som Rwanda og Burundi. Men set i et videre, fredsskabende perspektiv er der en anden tankevækkende parallel mellem Congo og Irak: Ingen forventer, at der bliver fred i Congo, før mindretallet af tutsier føler deres regionale sikkerhed garanteret.