FBI gjorde 'kun få forsøg på at skelne' mellem indvandrere, der kunne have forbindelse til terrorisme og helt uskyldige folk, der bare røg med i købet, da myndighederne i månederne efter 11. september 2001 gik hårdt til værks i efterforskningen af terrorangrebet. Sådan lyder konklusionen i en rapport fra det amerikanske justitsministeriums såkaldte generalinspektør en ombudsmandslignende funktion, der findes hos adskillige amerikanske myndigheder. Hårdhændet behandling af uskyldige Generalinspektøren konkluderer ifølge New York Times, at der var 'alvorlige problemer' i FBI's fremgangsmåde i efterforskningen. Mange af de anholdte blev tilbageholdt i månedsvis uden nogensinde at blive præsenteret for en sigtelse, og de fik generelt en meget hårdhændet behandling i myndighedernes varetægt, særligt i New York. I alt blev 762 illegale indvandrere anholdt i ugerne efter terrorangrebet. De fleste er blevet udvist, mens ingen er blevet sigtet for terrorrelateret kriminalitet. Ministerium afviser: Vi beskyttede USA En talsmand for justitsministeriet afviser kritikken. Hun siger, at ministeriet og FBI har holdt sig inden for lovens grænser i jagten på folk med forbindelse til terror. »Vi vil ikke undskylde, at vi har benyttet enhver lovlig mulighed for at beskytte den amerikanske offentlighed mod nye terrorangreb«, siger Barbara Comstock, en talsmand for ministeriet. Kritiske embedsmænd fik mundkurv på Generalinspektøren skriver, at adskillige jurister i ministeriet har advaret om, at FBI's metoder var på kanten af loven. Men disse jurister efterfølgende blev sat på plads af deres overordnede. 'Vi lignede alle terrorister' »Det er godt at vide, at der er nogen, der mener, at vi blev behandlet uretfærdigt. Myndighederne overreagerede totalt og anholdt alle med arabiske navne ligesom mit. Vi lignede alle sammen terrorister, og vi blev mishandlet«, siger 39-årige Shanaz Mohammed, som sad fængslet i otte måneder, inden han blev udvist til Trinidad sidste år, fordi hans indrejsepapirer ikke var i orden. Ministeriet og FBI har bekæmpet enhver åbenhed om de mange anholdelser og har modsat sig, at offentligheden fik indsigt i, hvad der foregik, skriver New York Times. Værst i Brooklyn Generalinspektøren konkluderer bl.a., at der på en politistation i New York-bydelen Brooklyn var 'et mønster af fysisk og verbal mishandling' fra nogle vagter og 'unødigt barske' regler for de tilbageholdte. 84 af de anholdte, som altså intet havde med terrorisme at gøre, var indespærret i cellerne i 23 af døgnets timer, havde ret til et telefonopkald om ugen, ligesom de var i håndjern og fodlænker, når de ikke opholdt sig i cellerne. Og angiveligt på grund af 'et kommunikationssammenbrud' i ugerne efter 11. september fik de pårørende at vide, at deres familiemedlemmer ikke befandt sig i Brooklyn.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























