Når rige mænd styrer medierne

Ifølge den italienske forfatter Umberto Eco var Silvio Berlusconi den første til at forstå sammenbruddet for traditionel ideologi i Italien og dens erstatning med massemedier. Det var Berlusconis »mesterstykke af en syntese«, hans enestående bidrag til den globale mediekultur: kombinationen af business, fjernsyn, marketing og politik, påpeger Eco. Mediemonopol-politiker Det britiske dagblad The Guardian beskriver det således: »Han er prototypen på dét, som allerede kan være under udklækning: en ny race af mediemonopol-politikere«. Han ejer det meste af Italiens private tv og kontrollerer det statslige som regeringsleder, og han ejer bidder af stort set al anden business i Italien. Der har ikke tidligere været et fænomen som ham i et vestligt demokrati. Koncentrationen af mediemagt er størst i Italien, men hastigt øget koncentration er tendensen i hele Europa, så flere Berlusconier kan være på vej. Sammenblanding Når det gælder sammenblanding af politik, business og medier i hænderne på erhvervsledere, de såkaldte oligarker, ligner Rusland i dag Italien mest. Ruslands oligarker satte sig i 1990'erne tungt på mediemagten, men her er den spredt på langt flere hænder end i Italien, og koncentrationen af mediemagt foregår nu i statsligt regi. Gennem opgør med nogle oligarker og samarbejde med andre har Putin koncentreret magten over alle nationale tv-stationer under Kreml. Set i dette lys er Berlusconi oligarken over alle oligarker med foreningen af medieejerskab og regeringsledelse. Ingen uafhængig presse Ifølge den britiske journalist Jonas Tobias, der bor i Italien, eksisterer der ikke længere en reelt uafhængig presse i landet. Han påpeger i bogen 'The Dark Heart of Italy', at det ikke blot gælder tv. »I Italien er der ikke nogen fjerde statsmagt: Aviserne er med få undtagelser delt mellem oligarkier«, skriver han. Situationen er den samme i Rusland. Berlusconi ser intet problem i sin sammenblanding af medie- og regeringsmagt. »Hvis jeg, mens jeg tager mig af alles interesser, også varetager mine egne, så kan man ikke tale om interessekonflikt«, har han sagt. Mens han bar mediemagten med sig ind i regeringen, blev Putin båret til magten af oligarkkontrollerede medier. Putin udnytter ligesom Berlusconi kontrollen med især tv. Opinionsundersøgelser viser, at for 82 procent af italienerne er tv den eneste faste nyhedskilde. En klar førerplads i EU, men overgået af russerne, hvor endnu flere har tv som eneste faste nyhedskilde. Forskelle Der er dog vigtige forskelle. De russiske oligarker tjente deres formuer under den svindelagtige privatisering i 1990'erne, hvor de erobrede arvesølvet i olie- og gasindustrien og opkøbte medier. Privatisering i Italien er gået langt mere 'civiliseret' for sig og sammenblandingen imellem politisk og økonomisk magt er derfor sket inden for mere kontrollerede rammer end i Rusland - altså indtil Berlusconi kom til. Berlusconi grundlagde sin første tv-station i Milano i 1974 og året efter familiekoncernen Fininvest, der gik videre med etablering og opkøb af tv-kanaler, aviser, ugeblade, og blev dominerende også i bogbranchen. Berlusconismen Den ekspansion lignede andre familieforetagenders tidligere bevægelser i medierne som FIAT's Agnelli-dynastis, men Berlusconi-klanen arbejdede meget hurtigere. Berlusconismen som en livsstil blev skabt. Folk kunne bo i Berlusconi-byggede huse, se Berlusconi-tv, købe ind i hans supermarkeder og se hans fodboldteam AC Milan spille. Lærenemme De fleste forbinder begrebet oligarker med de russiske finansfyrster, men det stammer faktisk fra renæssancen, hvor bystyrer formet af handelsaristokratiet i f.eks. Firenze og Venedig blev kaldt oligarkier. Spillereglerne er ændret i Rusland, efter at Putin kom til magten, men oligarkier styrer stadig. De mest lærenemme, når det gælder tvivlsomme italienske 'produkter', synes også at være russerne. Så lærenemme, at ordet mafia i dag forbindes mere med Rusland end med Italien. Den italienske måde at agere på tiltaler russerne meget mere end f.eks. de velordnede europæiske velfærdssamfund. For russerne synes den korteste vej til et godt liv at være den italienske. Russernes forkærlighed har også givet italienske modehuse og investorer en kortere vej til det russiske marked end for de fleste nordeuropæere. Den både legale og illegale økonomis snævre sammenkobling med lokale og nationale administrationer er også et felt med stor lighed imellem de to lande. I Rusland lader oligarkerne sig dog langt lettere udpege end i Italien, altså lige bortset fra Berlusconi. Italienske erhvervsledere har støttet den til enhver tid siddende magt og dermed opnået privilegier, men som regel uden at spille den samme direkte politiske rolle som oligarkerne i Rusland - igen indtil Berlusconi kom til. Hitlisten Ud fra Forbes' liste over verdens rigeste kan de rigeste russere helt klart udpeges som oligarker, mens billedet er mere broget, når det gælder italienerne. Berlusconi er sit lands nummer ét, god for 38,4 milliarder kroner, fulgt af brilleproducenten Leonardo Del Vecchio, god for 36,4. Men blandt de ti rigeste i Italien er det faktisk kun Berlusconi, som repræsenterer det entydige sammenkog af politisk og økonomisk magt, der karakteriserer oligarker. De ti førende russere på verdensranglisten, fortjener alle betegnelsen oligarker. Forskellen kan også aflæses af, at de rigeste blandt italienerne har en gennemsnitsalder på over 60 år. Unge russiske løver Russernes top ti har en gennemsnitsalder under 40 år, unge løver, der nød godt af den hurtigere vej til rigdomme i postkommunismens Rusland. Og selv Berlusconi overgås så langt i rigdom af Ruslands top-oligark, lederen af oliekoncernen Yukos, Mikhail Khodorkovskij, der er god for 52 milliarder kroner. Han er nr. 26 på verdensranglisten, mens Berlusconi kun er nummer 45. Russeren Roman Abramovitj er god for næsten lige så meget som Berlusconi. Abramovitj vakte for nylig international opsigt ved at købe det britiske fodboldhold Chelsea. Få, men magtfulde Men fodboldmagt er ikke så karakteristisk for russiske oligarker som for italienske. Om sidstnævnte skriver Tobias Jones: »Den mest oplagte konklusion, som man kan drage af at se på italiensk fodbold, er, at landet er baseret på få, meget magtfulde oligarkier. Det er ikke forskelligt fra renæssancen med et dusin vigtige familier, der har delt byttet i landet«. Når de respektive oligarkiers økonomisk-politiske magt skal gøres op i indflydelse på samfundsudviklingen, er det mediemagten, som står i centrum. Mediepolitisk følger både Rusland og Italien nye veje. Kremls overtagelse af magten over tre private nationale tv-stationer har fået russiske journalister til enten at bøje nakken eller appellere til Vesten om hjælp. I Vesteuropa synes mange at være enige om, at det er dybt foruroligende, men kritiske russiske journalister har ikke hentet megen støtte. Vesteuropa har sit eget store mediepolitiske problem: Silvio Berlusconi. Folkevalgt mediemagt »Hvad skal man gøre, han er jo folkevalgt, hører man gang på gang, når det gælder Berlusconi, og det samme om Putin. Desuden er koncentrationen af mediemagt en fremadskridende proces i alle europæiske lande. Den trækker politikere med sig, som åbenbart ikke længere er tilfredse med kun gæsteroller på tv. På den måde kan Rusland ikke længere fremhæves som eksempel på tilbageslag, men er i stedet en afskrækkende aktuel variant af et moderne mediedemokrati«, mener den tyske kommentator Barbara Schweizerhof. På samme måde kan medieudviklingen i Berlusconis Italien siges at være en afskrækkende variant af en generel udvikling. Mere underholdning, infotainment, mindre samfundsdebat er også et fællestræk for medieudviklingen i Italien og Rusland under den økonomiske og politiske magts overtagelse af den vigtigste kulturpolitiske scene, som tv er blevet. Som Umberto Eco advarer om, kan det være toppen af et isbjerg i en generel udvikling.