Italien kæmper med sløvt retsvæsen

Italienernes tillid til retsvæsenet kan ligge på et meget lille sted, og det er egentlig ikke så sært. Forbrydelser bliver ikke opklaret, de dømte bliver ikke straffet, og næsten halvdelen af de indsatte i fængslerne er formelt set uskyldige, fordi de ikke har modtaget dom. Dommerne beklager Situationen er så grel, at dommerstanden selv med jævne mellemrum siger, at systemet er tæt på at bryde sammen. Men intet sker. Ingen griber ind. »Retsvæsenet er langsommeligt i Italien, fordi vores retssystem er fyldt med formaliteter, som ikke tjener noget andet formål end at trække tiden ud,« siger statsadvokaten Armando Spataro til Politiken. »Formaliteterne bruges af forsvarsadvokaterne og især af dem, der forsvarer de rige, magtfulde og veluddannede, til at trække enhver retssag ud i det uendelige,« siger Spataro, der er anklager ved retten i Milano. En kø af sager I 1999 var Italien det land, der modtog flest kendelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og de handlede ofte om lang og uretfærdig sagsbehandling. Det tager i gennemsnit fem år at gennemføre en retssag, og næsten ni millioner straffe- og civilretssager verserer aktuelt ved de italienske domstole. Det skal ses i forhold til en samlet befolkning på 58 millioner mennesker. »Vi er stærkt underbemandet på den administrative side, og ofte mangler vi sågar papir til fotokopimaskinen og benzin til vores biler,« siger Armando Spataro, der har arbejdet i udlandet og derfor haft rig mulighed for at misunde kolleger andre steder i verden. Italienerne har også et problem med fængslerne. Tidligere på måneden vedtog parlamentet en amnestilov for nogle af de indsatte for at lette presset på fængslerne. 40 procent af de indsatte er formelt set uskyldige, fordi de endnu ikke er endeligt dømt, hvis da overhovedet deres retssag er begyndt. Af disse mennesker er 40 procent udlændinge. »Vores fængselsvæsen er en autentisk skamplet på nationen,« skrev den politiske kommentator Ernesto Galli Della Loggia for nylig i dagbladet Corriere della Sera og begrundede sin dom med, at fængslerne er beskidte og rottebefængte og huser 57.000 indsatte, selv om der kun er plads til godt 40.000. Lav moral I en rapport fra justitsministeriet hedder det, at ondernes moder er en blanding af pengemangel, overbureaukratisering og lav moral hos politi og dommere. Eksempelvis er politiets arbejde præget af manglende tro på, at forbryderne nogensinde bliver dømt og straffet. Den lange sagsbehandling medfører ofte, at forbrydelserne annulleres på grund af forældelsesfristen. Over en femårsperiode i 1990'erne blev 80 procent af en million fængselsdomme enten suspenderet eller konverteret til bøder. De skyldige kom altså ikke til at betale den lovbestemte pris for deres forbrydelser. Fængselsstraffe på under tre år gøres automatisk betingede, selv for personer, der har to eller tre domme bag sig. Tilstanden har ført til, at italienerne i en nedslået og desillusioneret tone ofte udtaler sætningen non paga nessuno, 'ingen betaler', underforstået for deres ugerninger. Den udbredte straffrihed gør, at italienerne ikke føler sig beskyttet af staten. De vender sig snarere mod familie og venner, hvis de har brug for hjælp og beskyttelse. Derfor ser man lokalområder, hvor en selvbestaltet 'myndighed' i form af en regerende klan fungerer som politimyndighed: Bliver en cykel stjålet, går ejeren ikke til politiet, men til den lokale mafiaboss for at 'anmelde' tyveriet.