Esther (3): En pest

Nu var det midt i maj, og hvad havde det hele hjulpet? Tilsyneladende ingenting. Der var stadigvæk tuberkulose i hendes lunger, viste den seneste prøve. Tuberkulose - den hyppigt forekommende og ofte dødelige følge af hiv og aids. Hvorfor havde behandlingen ikke virket? spurgte hun fortvivlet den danske læge Margrethe Juncker. Danskeren er primus motor i det katolske hjælpeprojekt Reach Out - en af meget få organisationer, der hjælper de fattige syge i slumområdet Mbuya i udkanten af Ugandas hovedstad Kampala. Margrethe Juncker forsøgte at trøste hende: Hun skulle ikke græde, det var sket for andre, og de skulle nok finde ud af noget. Esther var begyndt at komme i Reach Out i januar 2002. Tre gange om ugen afholder hjælpeprojektet sundhedsklinikker - i et stort forlokale til den rødmurede katolske kirke, der knejser på en bakkeskråning i udkanten af Mbuya og i en anden katolsk kirke i den modsatte ende af området. Hver uge møder flere hundrede fattige op i kirkerne. Nogle kommer for at blive hiv-testet, andre for at få rådgivning, medicin eller del i de madrationer, som Reach Out giver til de allerfattigste. Der findes medicin, som kan holde hiv/aids i skak og forlænge livet med adskillige år. I rige lande som Danmark er den standardbehandling for alle hiv-smittede. Men medicinen er dyr og en umulig drøm for beboerne i et afrikansk slumområde. »De riges medicin«, som Esther siger. Så i Reach Out vil medicin udelukkende sige medicin mod de sygdomme og infektioner, der er den gradvise og uundgåelige følge af hiv-smitten og den efterfølgende aids - lungebetændelse og tuberkulose, blandt flere andre. Hiv/aids nedbryder immunforsvaret, og det er infektionerne - ikke aids i sig selv - der slår ihjel. Og blandt fattige aids-syge verden over ender der meget ofte med at stå tuberkulose på dødsattesten. Så der var ikke noget at sige til, at Esther var bange. Hvis ikke pillerne bed på hendes tuberkulose, var det en farlig sag. Dødsensfarlig. Men der var andre former for behandling og bestemt ingen grund til at opgive håbet, forklarede Margrethe Juncker den opskræmte kvinde. Nu skulle Esther foreløbig gå ned til det lokale sundhedscenter og meddele, at hun ikke skulle fortsætte med pillerne. Og næste dag tage ind på Kampalas store offentlige hospital, Mulago, for at blive røntgenfotograferet og få taget mere præcise prøver. Først derefter kunne der siges noget om, hvad der skulle gøres. VED SOLOPGANG TIDLIGT onsdag morgen prajede Esther en taxa-minibus, en af de hundreder af hvide Toyota Hi-Ace'er, der udgør rygraden i Kampalas kollektive trafiksystem. 1.400 shilling kostede turen fra Mbuya til Mulago og tilbage igen. Det svarer nogenlunde til en dansk femmer og var tæt på det beløb, Esther hver dag brugte på mad til familien. Hvis prøverne og røntgenbillederne viste, at Esther skulle skifte behandling, skulle hun måske til at have en indsprøjtning hver dag, havde Margrethe Juncker forklaret. Og hvad nu, hvis det skulle foregå på Mulago-hospitalet ... 1.400 shilling, bare til daglig transport ... Det ville blive meget svært at finde de penge på husholdningsbudgettet. Esthers mand, Michael, havde også tuberkulose. Det var blevet konstateret tre måneder efter, at Esther var diagnosticeret, og han havde nu været i behandling i to måneder. Også han var bange. Hvorfor virkede behandlingen ikke på Esther? Virkede den på ham? Parret vidste alt om, at de forhold, de levede under, forværrede sygdommen. Højt på deres ønskeliste stod endnu et vindue i huset. De havde i sin tid, da de byggede, kun haft råd til et, som var anbragt i soveværelset. Men det ville være rart med et vindue i stuen. Så de kunne få gennemtræk og luftet ud. De sov syv mennesker i to små rum, og om natten blev luften tit ulidelig fugtig og beklumret, ren gift for tuberkuloseplagede lunger. Men et nyt vindue havde de slet ikke råd til. Klokken 7.30 stillede hun sig op i køen foran tuberkulose-afdelingen på Mulago. Med tankerne kørende rundt i hovedet. NÅR SPECIALISTER OG journalister skal forsøge at forklare det ubegribelige omfang af hiv/aids-katastrofen, tyr de gerne til en historisk sammenligning. »Vor tids pest«, kalder man så epidemien med henvisning til Den Sorte Død, der i midten af 1300-tallet lagde en fjerdedel af Europas befolkning i graven, og som i 1711 dræbte 20.000 af Københavns 60.000 indbyggere på to måneder. Sammenligningen er såmænd forståelig nok. Med over 42 millioner hiv-smittede på verdensplan, heraf 30 millioner i det sydlige Afrika, og med smitte- og dødstal, som bare stiger og stiger, er der rigeligt belæg for at tale om en epidemi, der mange steder er helt ude af kontrol. Flere af de ulande, hvor over tyve procent af befolkningen mellem 15 og 49 år er hiv-positive, vakler i dag på randen af kollaps. Lærerne dør. Lægerne dør. Politibetjentene dør. Den sultkatastrofe, som i over et år har hærget i det sydlige Afrika, skyldes i høj grad, at bønder i hobetal er døde af aids. Men netop det, at aids især slår den produktive del af befolkningen ihjel, adskiller denne epidemi fra pesten, som dræbte i flæng - unge, gamle og arbejdsduelige. Det er et særligt ondartet karaktertræk ved aids, at det hovedsagelig er arbejdsstyrken, der smittes og dør. En af konsekvenserne er, at der i Uganda i dag er tæt på en million forældreløse børn ud af en befolkning på 22 millioner. Et enormt socialt problem oven i den belastning, selve sygdommen udgør for samfundet. Utallige familier passer, som Esther og hendes mand Michael, børn, hvis forældre er døde af aids. Og utallige hiv-positive forældres allerstørste bekymring er, hvad der skal ske med deres børn, når de selv dør. Desuden er der det helt specielle ved aids i modsætning til pesten i sin tid - og til de andre massedræbere, for eksempel malaria - at man i hvert fald i teorien selv bestemmer, om man vil udsættes for smitterisiko. I den kendsgerning gemmer sig både et håb og en forbandelse. Aids spredes hovedsageligt gennem seksuelt samkvem. Afstår man fra sex - eller bruger manden kondom - er risikoen for at blive smittet forsvindende lille. Hvilket jo på den ene side er umiddelbart betryggende. Men det har på den anden side også skabt grobund for en voldsom fordømmelse af hiv-smittede og aids-syge: For de er jo selv skyld i deres ulykke. De er syndere, som blot er ramt af en retfærdig straf. Guds straf. Derfor gemmer ofrene sig tit under en dyne af skam. Lukketheden og fordømmelsen rammer i særlig grad kvinderne, som i Afrika smittes i større tal end mændene - som et forudsigeligt resultat af en massiv kvindeundertrykkelse, hvor flerkoneri mange steder stadig er fuldt ud accepteret, hvor gifte mænd i stort tal går til prostituerede eller har elskerinder og hvor voldtægter - og vold mod kvinder i det hele taget - hører til dagens orden. I de hårdest ramte afrikanske lande lukkede regeringerne i årevis øjnene for katastrofens omfang. Men Uganda med præsident Museveni i spidsen har siden slutningen af 1980'erne været lyspunktet i det afrikanske mørke. Præsidenten og landets myndigheder har i mange år stået for en konsekvent positiv og fordomsfri holdning til oplysning om hiv/aids. Noget tyder på, at Uganda nu høster frugterne. Med forbehold for, at statistikker i alle ulande hviler på et meget spinkelt grundlag, tyder tallene på, at antallet af nye smittede i Uganda er faldende - mens det stiger i de andre afrikanske lande. Men selv i Uganda - det åbenhjertige Uganda, hvor man ser reklamer for kondomer overalt, og hvor selv kirkelederne accepterer, at der tales om sex og brug af kondomer - er der lang vej igen, før brændemærkning af de hiv-smittede og aids-syge hører fortiden til. Før skammen er luftet ud. ESTHER VENTEDE I køen ved Mulagos tuberkulose-afdeling i fire en halv time. Klokken 12 blev hun kaldt ind til en læge, der som det første spurgte til hendes røntgenbilleder. Hun havde ikke fået taget nogen endnu, svarede hun. Det skulle hun se at få gjort. Uden billeder, ingen undersøgelse. Lægen skrev en anvisning. Hun afleverede den første af tre spytprøver og fik besked på at komme med den næste prøve to dage senere. Derefter traskede hun over til røntgenafdelingen for at stille sig op i køen der. Men det var blevet for sent. Hun kunne komme igen næste dag, fik hun at vide. Yderligere 1.400 shilling til bussen fattigere. Om torsdagen fik Esther så taget sine billeder. Men lægen, som skulle udlevere dem, ville have 10.000 shilling for at give konvolutten fra sig. Tuberkulosebehandlingen på det offentlige Mulago-hospital er gratis. På papiret. I virkelighedens verden bliver de fattige patienter plukket fra det øjeblik, de sætter deres ben på hospitalets område. Esther var forberedt. Havde taget med af de penge, hun havde sparet op. Til mad og til børnenes skole. 10.000 shilling er familiens madbudget i en uge. Tilbage i Mbuya blev Margrethe Juncker rasende, da hun hørte om Esthers oplevelse med røntgenlægen. Rasende, men ikke overrasket. Hun kendte alt til den voldsomme korruption, der gennemsyrer Mulago - og store dele af samfundet i Uganda - som en altfortærende råddenskab. Hun gav Esther 10.000 shilling. Fredag morgen drog Esther igen ind til Mulago for at aflevere spytprøve nummer to. Og om eftermiddagen den 16. maj mødtes hun med Thomas og jeg i Reach Outs lokaler ved den katolske kirke. I de følgende ni dage flyttede vi ind i hendes og familiens liv.