Tidligere bosnisk præsident død

Bosniens tidligere præsident Alija Izetbegovic er død, 78 år. Et svagt hjerte stoppede efter flere års sygdom. Han sad i Sarajevo under krigens blodige bombardementer og forsøgte at holde sammen på et Bosnien, der blev mere og mere splittet efter fire års blodig, uforsonlig krig og en fredsaftale i Dayton, som det blev en næsten umulig opgave at gennemføre i praksis. Izetbegovic var den eneste nationale leder i Eksjugoslavien, som ikke er tidligere kommunist. Han var hele sit liv en troende muslim, noget han har måttet betale dyrt for lige til det sidste. Stemplet som fascist Han blev født 8. august 1925 i den nordbosniske by Bosanski Samac, men flyttede med sine forældre til Sarajevo allerede som treårig. Under Anden Verdenskrig var han som ung dreng tilsluttet de muslimske grupper, der sammen med de fascistiske kroater bekrigede serberne og Titos partisaner. For ham var det et lokalt etnisk opgør. Men han fik stemplet som fascistisk medløber og måtte et par år i fængsel. Islamist Det var som islamisk og bosnisk politiker, at han blev kendt, efter han var blevet advokat. Først i 1983, hvor han blev idømt seks års fængsel for at 'konspirere' for dannelsen af en islamisk republik i Bosnien. Blandt beviserne fremførtes en bog 'Islamisk Deklaration', han havde udgivet i 1970. Hvad han skrev der, er siden i den kvalmende propagandahetz, der føres af alle mod alle i Eksjugoslavien, blevet brugt som bevis for, at han skulle være hvidglødende islamisk fundamentalist. Bogen er et generelt essay om politik og islam, Bosnien nævnes overhovedet ikke. Udgangspunktet er en beskrivelse af et islamisk samfund i modsætning til en islamisk regering. Man kan, skrev Izetbegovic, ikke indføre en islamisk regering, medmindre man har et islamisk samfund. Det beskriver han som et samfund, »hvor det store flertal af befolkningen er ærligt troende og praktiserende muslimer. Uden et sådant flertal vil en islamisk styreform bliver reduceret til nøgen magt og føre til tyranni«. Ufredeligt argument Alene denne bemærkning udelukkede en islamisk regering i Bosnien, hvor der aldrig kan blive et muslimsk flertal, specielt ikke da de bosniske muslimer hverken er specielt troende eller praktiserende, men snarere har islam som et kulturelt fundament. Han skrev i bogen også, at i et islamisk samfund »kan der ikke være nogen fred eller sameksistens mellem den islamiske tro og ikkeislamiske sociale og politiske institutioner«. Hans argument, som tydeligt ikke passer til Bosnien, er, at i et land, hvor det store flertal er praktiserende muslimer, vil man ikke acceptere indførelsen af ikkemuslimske institutioner. Det blev en sætning, der forfulgte ham resten af hans liv. Han har en enkelt formulering i bogen, der kan passe til Bosnien: »Muslimske minoriteter i ikkemuslimske samfund er, så længe der er garanti for religiøs frihed, med i et normalt liv og udvikling, loyale og må påtage sig at udføre alle de opgaver, samfundet pålægger dem, så længe disse ikke skader islam og muslimer«. Izetbegovic havde, hvis man skal tro hans bøger, ingen animositet mod Europa eller europæisk kultur. Han priser i en senere bog, 'Islam mellem Øst og Vest', renæssancen, malerkunsten (inkl. afbildning af mennesker, noget islam forbyder) og kalder kristendommen »en noget nær fuldkommen sammensmeltning af en ypperlig religion og en ypperlig etik«. Socialdemokratisk Han har også et helt kapitel om angelsaksisk filosofi og den socialdemokratiske tradition i Nordeuropa, som han tydeligt beundrede. Izetbegovic kom ud af fængslet i 1988 og blev kastet direkte ind i politik, da han var med til at danne det bosniske parti SDA (Partiet for Demokratisk Aktion), der blev det største ved valget i december 1990. Han blev dets leder, ofte tøvende, ubeslutsom, og ikke med de store visioner. Men han forblev under hele Sarajevos belejring på sin post, arbejdede bag sandsække på sit kontor i regeringsbygningen og fastholdt selv under den værste modgang, at hans styre ikke ville bøje sig for den serbiske overmagt. Lord Carrington, den britiske fredsmægler, opfordrede ham i 1993 direkte til, at han og bosnierne skulle 'overgive sig' - noget, der fnysende blev afvist. Ydmygende nederlag Izetbegovic måtte ved fredskonferencen i Geneve i 1994 indkassere et ydmygende nederlag for sin politik, da han blev tvunget til at gå med til en fredsaftale, der gav de bosniske serbere 70 pct. af landet. Den fredsaftale blev aldrig til noget, da de bosniske serbere forkastede hele aftalen. Heller ikke Dayton-aftalen, der delte landet i to, 51 procent til den bosnisk-kroatiske føderation og 49 procent af landområdet til de bosniske serbere, var noget, Izetbegovic brød sig om. »En uretfærdig fred er bedre end fortsat krig«, sagde han ved tilbagekomsten fra Dayton, hvor han havde siddet lukket inde i tre uger med præsidenterne Slobodan Milosevic og Franco Tudjman. De to kyniske ledere, som begge forsøgte at dele Bosnien imellem sig, har været hans politiske livs væsentlige med- og især modspillere. »At skulle vælge mellem dem er som at vælge mellem leukæmi og en hjernesvulst«, sagde han en gang tørt. Civiliseret livssyn Der er ingen tvivl om, at Izetbegovics SDA-parti, der har siddet på den politiske magt i Bosnien, hvor beskeden den end har været i det store spil, blev mere radikalt og muslimsk som følge af krigens helvede. Ej heller, at det bosniske militær fik betydelig politisk magt. Endnu værre blev det, da han trak sig tilbage for tre år siden. Men Izetbegovic, der fumlede, tog fejl, men rettede op på fejlene, bevarede et civiliseret livssyn midt i den mest beskidte politiske og militære konflikt i nyere europæisk historie. Og prøvede, så langt hans beskedne magt rakte, at påvirke sine omgivelser til ikke at forfalde til det rene barbari. En landsfader mere end en dynamisk leder, der kun kunne påkalde sig en moralsk ret midt i et realpolitisk spil med ganske andre og større indsatser på bordet, end han kunne overskue.