Esther (9): Nye huse

Da vi besøgte hende i maj, fortalte hun, hvordan hun gennem flere år havde lagt penge til side, lidt hver dag, indtil hun for et lille års tid siden havde nok til at købe et beskedent stykke jord i udkanten af Mbuya. Hun fortalte om sin drøm, at bygge et lille hus, som kunne lejes ud - som kunne være med til at sikre de fire børn en indtægt, når hun og Michael var døde. Nu er drømmen ved at gå i opfyldelse. Da vi rejste hjem i maj, gav vi ægteparret 100 dollar for at have stillet sig til rådighed i over en uge. Det er de 100 dollar, der har givet hende mulighed for at gå i gang med huset. Som hun i øvrigt ikke har fortalt Michael om endnu. Det skal være en overraskelse. »Skal vi ikke tage ud og se det«, spørger jeg. »Vil du skrive om det?«. »Må jeg?«. Hun tænker sig lidt om. »Det er i orden. Så fortæller jeg det til ham«. »Ja, det er nok en god ide«, siger jeg. Esther har det bedre end sidst, det er tydeligt. Også selv om hun lige nu slås med lidt influenza og indimellem hoster fælt. Men tuberkulosen er hun helbredt for. Vi kører helt derud, hvor byen holder op. Ud ad knap nok anlagte røde grusveje. Og der står det så. Små 40 kvm, tre rum. De rå mure og et tag på. Men døre og vinduer og puds og finish mangler. Det må komme hen ad vejen, når hun får sparet op, forklarer Esther. Flere andre i området er i gang med at bygge. De røde mursten bliver produceret på stedet. En mand fylder ler i forme og glatter efter med hænderne. Så løfter han formen med to sten i hver og sætter den ned på jorden til tørring. Ved siden er bygget en ovn til brænding af stenene. Rundt omkring står flere ovne som store røde skakbrikker i landskabet. Der er rart herude. Frisk luft. Grønne bakker og en lund med høje matoketræer - de små madbananer, der er hovedbestanddelen i mange måltider. Et par kilometer væk, som et kæmpestort rumskib, skimtes Ugandas nationalstadion, Nelson Mandela-stadion. Esther præsenterer os for Betty, der bor lige ved siden af. Hun holder øje med Esthers byggeplads, er selv hiv-smittet og kender Esther fra hjælpeprojektet Reach Out. Det er Bettys bror, der bygger for Esther. »Jeg elsker Betty, hun elsker mig«, siger Esther, og Betty smiler bekræftende. I.N.R.I., står der øverst på det brune trækors. Forkortelsen for Iesus Nazarenus Rex Iudaeorum - Jesus af Nazaret, jødernes konge. Korset læner sig op ad endevæggen i det mørke baglokale. På den ene af korsets nagler har nogen hængt en grå jakke med hvide striber. Lyset fra lysstofrørene falder ned på fire sorte cykler, et par håndfulde FN-sække med majsmel og soyablanding og et råt, nopret betongulv. Ude i dagslyset, i forlokalet ved siden af hoveddøren, står et lille uanseligt bord, knap en meter gange en meter. Et helt specielt bord. Gulvet er dækket af grå linoleumsfliser. Eller næsten dækket, der mangler 11 fliser ovre i det ene hjørne. En dør fører ind i et mindre rum. Apotek, står der på døren. På en anden Administration. På væggene hænger stribevis af fotografier fra mærkedage. Fra prominente gæsters besøg. Fra åbningen af nye projekter og fra højtider. Lokalerne ligger i den katolske kirke Vor Frue af Afrika, der knejser på en stejl skråning. Højt oppe på kirkemuren spejder jomfru Maria mod højhusene i disen inde i Kampalas centrum. Her, i udkanten af Mbuyas slum, holder Reach Out til. En dag i juni gik Esther Tibasiima de små tre kilometer til Reach Outs sundhedsklinik for de hiv-smittede i Mbuya. Da hun var blevet vejet og havde fået tjekket sin helbredstilstand, opsøgte hun fader Joseph Archetti. Kunne hun få arbejde? Som bogholder i Reach Out? 25. august var hun begyndt. Og det lille uanselige bord ved døren? Det er Esthers arbejdsplads. Her sidder hun hver dag og holder regnskab og udbetaler penge. Til de ansatte i projektet og til klienterne. Til transport og til medicin. Hvert beløb bliver omhyggeligt noteret i en regnskabsbog med gennemslag. Og modtageren kvitterer. Arbejdet er et kvantespring for den 31-årige kvinde. For første gang i sit liv bruger hun sin uddannelse. Nogen, andre end hendes familie, har brug for hende. Det gør hende lykkelig. Ansigterne er ofte udtryksløse og uudgrundelige. Først når de syge rejser sig og går, kan man se smerten. På de optrukne skuldre, på de langsomme, nøje afmålte skridt. Forsigtigt, forsigtigt sætter de fødderne til jorden, prøvende, for at finde frem til netop den kontakt med underlaget, der sender færrest jag op gennem benene og kroppen. Skeptiske over for hele det udmattende og pinefulde projekt at bevæge sig rundt. Tre dage om ugen bliver et stort lokale i Vor Frue af Afrika forvandlet til klinik. Som denne mandag morgen i november. Klokken er ni, udenfor siler regnen ned. På bænke og stole sidder de første par håndfulde allerede og venter. Overfor de ventende står en stribe borde med hver to stole, delvis skjulte bag lavendelblå stofskærme på hjul. En stærkt forpint mand bliver hjulpet ind gennem døren. En af medarbejderne finder en skumgummimadras frem, anbringer den på gulvet under en sort tavle og trækker en skærm hen foran. Manden lægger sig med besvær på madrassen og venter. Først nu, hvor han ligger ned, ser man rigtigt, hvor udmagret han er. På den måde stoffet i hans mørke bukser falder om de tynde ben. Et kvarters tid senere knæler den danske læge Margrethe Juncker ved manden. Gennem en tolk spørger hun ham ud. Konen og en mandlig slægtning lytter med. Margrethe føler på hans hals. Leder efter 'perlekæden'. De hævede lymfekirtler på række, et af symptomerne på tuberkulose, den hyppige følgesygdom til aids. Hun tager et par engangs-gummihandsker på og går i gang med at undersøge mandens mave og lyske. Hun bevæger forsigtigt hænderne henover maven, ned ad siderne og om på ryggen. Er temmelig sikker på, at manden har abdominal tuberkulose: en tb, der har bredt sig til maven og forvandlet den til et hårdt panser af hævede lymfekirtler og betændelse. Det gør vanvittig ondt, men smitter til gengæld ikke. Og kan helbredes med den rette medicin i tide. Udenfor galer en hane. Indenfor græder et barn henover den lavmælte mumlen fra lægerne og sygeplejerskerne og patienterne bag skærmene. Margrethe er færdig med undersøgelsen, manden bliver hjulpet på benene og ud. Hun ryster på hovedet. »Han er typisk for mændene. De kommer alt for sent. Han har været syg siden 1998, siger konen, men er aldrig gået til læge. Nu er han så dårlig, at han er nødt til det. Han er aldrig blevet testet for hverken hiv eller tb. Typisk fornægter. Men nu bliver han hiv-testet. Og konen vil også«, siger hun og ryster igen på hovedet: »Tænk at gå så længe og være bange«. Margrethe Juncker kom til Uganda 4. januar 2001. Umådelig ked af at skulle forlade Cambodja, hvor hun havde arbejdet i et frivilligt projekt for hiv-smittede. Men sådan er betingelserne, når man er gift med en FN-ansat. 'Medfølgende ægtefælle', hedder det i diplomatkredse og blandt ansatte i bistandsorganisationerne. Margrethe har i det meste af sit voksne liv arbejdet i ulande. Sudan, Swaziland, Congo, Belize, Thailand og Indien. En dag i april 2001 løb hun ind i en katolsk nonne, der fortalte om, hvordan hun sammen med en lokal kvinde hjalp hiv-smittede i slummen i Mbuya. Margrethe fyldte en rygsæk med medicin og begyndte at tage på besøg hjemme hos de syge - fem dage om ugen. Behandlede de almindelige aids-følgesygdomme som lungebetændelse, tb og svampeinfektioner. Og sørgede for, at patienterne blev hiv-testet. Ved årsskiftet 2001/02 havde kvinderne 109 patienter i behandling. Et par måneder tidligere havde den katolske præst, fader Joseph, stillet nogle af kirkens lokaler til rådighed, så flere ting blev mulige. Ved årets julemesse spurgte kvinderne efter frivillige hjælpere. Mange meldte sig, og Reach Out var for alvor på banen. I dag, efter to år, er over 800 syge i behandling. Det er tæt på tre procent af den voksne befolkning i Mbuya, og Reach Out er i realiteten det eneste seriøse bud på en sundhedstjeneste i slumkvarteret. 80 mennesker - heraf 68 lokale - arbejder i projektet. Omkring halvdelen af de lokale er også patienter, og de får en beskeden løn for deres arbejde. Margrethe er 49 år og i evig bevægelse. Mor til fem, læge, sjælesørger, projektmager og fundraiser. Slank i en grad, så man kan frygte, at det er de mange aktiviteter, der suger alle kræfter ud af hende. Men det forholder sig præcis omvendt, kan man høre og se, når hun med glød i stemme og øjne fortæller om de fattige i Mbuya: »Jeg giver blot af mit overskud. De fattige giver afkald for at hjælpe hinanden på en måde, som er helt fantastisk«. Reach Out har i sin korte levetid knopskudt blandt andet med uddeling af fødevarer til de allerfattigste i området, med et skolepengeprojekt, der betaler for undervisning af børn af aids-syge forældre og med Roses of Mbuya, en systue, hvor 38 kvinder syr tøj og uniformer til blandt andet en stor supermarkedskæde og det store statslige Mulago-hospital. Hen over sommeren har Reach Out fået mulighed for at dele den livsforlængende ARV-medicin ud til et begrænset antal aids-patienter i forbindelse med et lokalt forskningsprojekt. Den dyre medicin, de fattige ellers ikke har råd til. »Den dag, jeg fortalte om, at vi var kommet med i projektet ... de dansede rundt, og kvinderne skreg de traditionelle glædesskrig. Jane, som var blevet testet positiv i 1989, og som var dødssyg, lagde sig hen over et bord og græd og græd af glæde«, fortæller Margrethe. Hun er selv katolik. En af dem, der med forfærdelse hører på Vatikanets bandbuller mod kondomer og børnebegrænsningsprogrammer, og som hovedrystende betragter alliancen mellem USA, Vatikanet, Iran og de mest reaktionære arabiske stater - en alliance, som agiterer for seksuel afholdenhed og troskab som eneste svar i kampen mod aids. Især to ting nager hende: At indtil nu kun 74 Reach Out-patienter er kommet med i ARV-programmet, for behovet er enormt meget større. Og at Reach Out hele tiden balancerer på randen af økonomisk ruin. Cirka 65.000 kroner om måneden koster det at holde det hele i gang. Penge, der skal hentes via frivillige donationer, for Reach Out modtager ingen offentlig udviklingsbistand. »Vi har været nede på kun at have penge til seks dages drift, og vi nærmer os bunden igen. Men indtil nu er vi hele tiden blevet reddet i sidste øjeblik. Det er heldigt, at jeg tror på mirakler«, siger hun. Det har gjort Esther godt at få et arbejde, at komme ud blandt andre, der tilmed ved, at hun er hiv-positiv. Også forholdet til Michael har udviklet sig positivt siden sidst. Begge har læst en engelsk oversættelse af de første otte kapitler i Politiken - hvilket på sin vis har renset luften mellem de to. Nu kender de jo hinandens hemmeligheder, som Esther siger. Men en ting er stadig udestående. »Børnene skal testes«, havde hun pludselig sagt omme fra bagsædet, da vi kørte hende hjem fra Reach Out efter vores første møde i denne omgang. Nu? Mens vi var i Uganda? »Ja«, svarede hun. Enkelte scener er rekonstrueret på baggrund af Esthers og Michaels erindring og fotograf Thomas Borbergs iagttagelser. Resten er skrevet på baggrund af Kim Fabers egne iagttagelser. Ved siden af de 100 dollar, som ægteparret modtog i maj, har Kim Faber efterfølgende sendt 100 kroner om måneden til parret. Familiens økonomiske situation er dermed blevet forbedret, og det har påvirket den fortsatte historie om Esther.