Esther (10): Hjertet i halsen

Michael sidder foroverbøjet i sofaen og stryger sine bukser, der ligger på et fugtigt håndklæde nede på gulvet. Han stryger med hurtige cirkelbevægelser, øvet og rutineret. Det gør han hver morgen, sit eget tøj, så han kan være præsentabel i sin lille forretning, men nogle gange også resten af familiens, når alle skal være pæne. Som i dag. Lommetørklæderne får også en omgang. Foldes sammen, stryges, foldes en gang til, stryges, foldes, stryges, indtil stoffet er reduceret til et kompakt, glat kvadrat. I går, da Esther og Michael diskuterede, om ikke det var nu, at børnene skulle testes, havde han trukket lidt på det. Kunne hun ikke ordne det alene, det ville blive svært for ham at lukke forretningen? »Nej. Du skal være med, når vi gør det her«, havde hun sagt til ham. Begge er frygtelig bange ved tanken om det værst tænkelige. Men da Michael går ud ad døren på vej til forretningen, siger han til Esther: »Kom forbi og hent mig på vejen«. Han tager med. I bilen på vej til Aids Information Centre, der ligger inde i centrum af Kampala, er stemningen afslappet. Der er en lethed over både Esther og Michael, som om beslutningen, at nu skal det være, har løftet et åg af skuldrene. Og lige nu overstiger lettelsen deres angst for resultaterne. Trafikken er som sædvanlig i myldretiderne på sammenbruddets rand. Vi snegler os gennem den gamle bydel ad mudrede veje, som den igangværende regntid har forvandlet til et brunt landskab, spættet med store, dybe søer, hvori en personbil mageligt kan forsvinde fra jordens overflade. Taxaer, cykler, lastvogne, kvinder med bananer på hovedet, børn slæbende på gule vanddunke - alt og alle flyder rundt mellem hinanden i et uoverskueligt labyrintisk mønster. Langs vejen viser enorme bunker af rustent jern sig at være fuldt funktionsdygtige metalvirksomheder, der forvandler skrot til mægtige stålporte og -døre. På toppen af en fyldt affaldscontainer gør to køer, den ene med meterlange, svungne horn, sig til gode med ... et eller andet. Vi er faret vild. Er i bydelen Mengo Kisenyi, men hvor er aids-centret? Michael spørger om vej et par gange, og pludselig holder vi foran indgangen. Hvide bygninger indhegnet af en høj mur. Gennem en gårdhave, ind i et aflangt lokale, masser af aids-plakater på de gullighvide vægge. Bænke og stole langs væggene. Esther går hen til en disk for enden og forklarer sig til to kvinder, en tredje kommer til. Michael lytter med. Men. Man tester ikke længere børn her, siger kvinderne. De skal selv kunne skrive under på og tage ansvaret for, at de vil testes. Så først, når de er blevet 13 år. Kan hun og Michael ikke bare skrive under for børnene?, spørger Esther. Nej, ikke mere. Man har fundet ud af, at børn, der testes positive, alt for ofte bliver forladt af forældrene, så derfor nej. Parret hanker op i de fire børn. Uden for den hvide mur diskuterer de, hvad nu? Til Mulago, det store statslige hospital med alle dets lange køer, al bestikkelsen og den uforskammede nedladenhed over for fattige patienter? Nej, det vil Michael ikke, og Esther ser heller ikke begejstret ud ved tanken. Den lokale sundhedsklinik i Kiswa, tæt på Mbuya, så? Ja, beslutter ægteparret. Klokken er 9.35, da vi ruller op foran klinikken, som først åbner klokken 10. Vi sætter os og venter. Familien er blevet sulten. For enden af bygningen ligger en lille bod, hvor Michael køber mad, matoke, kassava og spaghetti i tomatsovs. Alle seks sætter sig i skyggen og spiser. Da Michael er færdig, går han ind og taler med en kvinde. De forsvinder ind på et lille kontor, men han kommer hurtigt ud igen. De skal vente på de specielle aids-rådgivere, som ikke er mødt endnu. Esther fortæller, at Joyce faktisk er blevet testet tidligere. Jeg løfter øjenbrynet. Dengang hun var et år. Men Esther fik aldrig resultatet. Hun turde ikke. Det er derfor, hun ikke har fortalt mig det før, forklarer hun. For det er jo intet værd, er det vel, når ikke hun turde få resultatet? Og Lillian, Esthers niece, blev testet i sommer, da hun besøgte Esthers storesøster, der bor 80 kilometer nord for Kampala. Lillian fik pludselig en masse væskende knopper over hele kroppen. Men pigen var heldigvis negativ. Uvisheden er reduceret til tre børn. En mand kommer ud og taler med Michael. Samme besked som tidligere på dagen. Ingen test af små børn. Nu er Michael og Esther ved at tabe modet. Jeg ringer til Margrethe Juncker. Hun foreslår, at de prøver Sundhedsministeriets forskningscenter ude i den modsatte ende af byen. Vi kører ind gennem en bevogtet port. Hiv-test? Ovre til højre. Vagten peger. Venteværelset er fyldt, men stille. Bortset fra dåselatter, et tv står på en hylde og kværner løs. Esther og Michael går ned ad en gang og får en aftale om rådgivning. De sætter sig og venter. Klokken er kvart over tolv, da en smuk, gravid kvinde med fint flettet hår og i en lilla og gul løsthængende kjole kalder parret ind. Ti minutter efter kommer de ud igen. Går tavse hen ad gangen, gennem venteværelset og ud på parkeringspladsen, hvor børnene har ventet. »Der er problemer. De siger det samme her som de andre steder«, fortæller Michael, og Esther fortsætter: »Vi skulle bekræfte og skrive under på, at vi ikke ville svigte børnene. Og så skulle vi dokumentere, at vi kunne behandle dem med ARV, hvis de var positive. Eller have en garanti med fra nogen, som ville behandle dem. Men vi har jo ikke råd til medicinen«. Og nu er de to løbet tør for beslutsomhed. Vi kører tilbage til Mbuya. Det må blive en anden gang. Ethvert hus, ethvert hjem har to dimensioner: den synlige, håndgribelige og den skjulte, hemmelige, hellige, og enhver forsøger, så ofte det kan lade sig gøre, at besøge sit barndomshjem, sit urhjem - der får han kræfter og styrker sin identitet«, skriver den polske journalist og forfatter Ryszard Kapuscinski i sin fantastiske reportagebog 'Ibenholt - afrikanske rejser'. Michael blev glad, da jeg foreslog, at vi skulle besøge hans familie. Og nu er vi på vej sydvestover, 400 kilometer gennem et landskab, der langsomt hæver sig fra flade papyrusdækkede sumpområder ved bredden af Victoriasøen op mod de grønne bjerge og vidtstrakte højsletter i 1.600 meters højde ved grænsen til Rwanda. Med kurs mod provinsbyen Kabale og den lille landsby, Morambe, hvor Michael er født. Med på turen er Michael, Esther og deres to egne børn, Emmanuel og Joyce, mens niecerne Lillian og Patricia har måttet blive hjemme. Det er, så vidt Michael lige husker, over et år siden, han sidst har set sin mor og bedstemor. Og Esther har kun besøgt svigermor en gang tidligere. For Emmanuel bliver det anden gang, han ser sin farmor, mens det er første for Joyces vedkommende. Det er dyrt at rejse. Kabale viser sig at være en rodet affære, en samling huse langs en hovedvej, det hele angrebet af ukontrolleret vokseværk. Mest bemærkelsesværdigt er myriaderne af cyklister, som dødsforagtende fræser ned ad stejle veje - ofte tungt lastede med varer eller mennesker på bagagebæreren, der gerne er polstret og betrukket med nydeligt rødt kunstlæder og pyntet med små frynser. Tre kilometer på den anden side af byen, gennem en grøn dal, ligger Morambe, hvor bedstemors hus klamrer sig til skråningen. Balancegang op ad en stejl sti med en form for trin trådt ned i leret. På plateauet foran det grå hus står en tøjret kalv og gumler. Michaels mor hedder Atuheire Malbe og er en trivelig, smilende kone i orange T-shirt, mønstret slå om-nederdel i rødt og gyldent og tørklæde om håret. Hans bedstemor, Beatrice Nyamutuku, er en flot ældre kvinde, klædt i brunt og gråt. Hendes dybtliggende øjne, der skinner med en fantastisk glans af langt liv, måler os med en sær blanding af ironisk distance og gæstfrihed: Besynderligt sådan at få besøg af to hvide mænd, musunguer, men når det nu ikke kan være anderledes, så vær velkommen. Hun har gennem et langt liv ernæret sig og sine ved at dyrke jorden og ikke mindst ved at brygge egnens bedste sprut af sorghum, en slags hirse. Og ved at sælge planker af eukalyptustræ. »Kan du se, Michael ligner sin bedstemor lidt«, siger Esther til mig. Michaels far døde, da sønnen var omkring seks. Han kan godt huske sin far, har set billeder af ham. Moren har - hvad der er meget usædvanligt i Uganda - kun fået Michael og en søster, Patricias mor, der døde sidste år af aids. Michael gik i skole ikke langt fra hjemmet, i Bubaare-skolen, der ligger højt med en fantastisk udsigt over dalen. Han var, fortæller han selv, kvik i skolen. Lå konstant helt oppe blandt de bedste og blev sponseret af en amerikansk mand, der betalte skolepengene. Han ville meget gerne være fortsat helt til universitetet, men støtten fra USA ophørte, og moren havde ikke råd til at betale, så Michael måtte forlade skolen i utide. Det gjorde ondt. Flere af Emmanuel og Joyces fætre og kusiner - tror jeg nok, for jeg har for længst opgivet at holde rede på familierelationerne - dukker op og stirrer tavst betuttede på de to storbybørn, Emmanuel i bronzeskinnende habit og Joyce i hvid flæsekjole og sorte laksko, der pjatter og griner og leger. Michael vil, at hans børn skal omfavne de små slægtninge, men det skal Emmanuel ikke nyde noget af. Til gengæld kravler begge glad og gerne op på skødet af bedstemor og oldemor. Og da vi næste morgen siger farvel, tager den gamle dame sit oldebarn op, krammer ham og giver ham en pengeseddel, 1.000 shilling, cirka fire kroner. »Det er min«, stråler drengen og krammer den fedtede og snavsede papirlap. Efter den frustrerende formiddag og det forgæves forsøg på at få børnene hiv-testet sad Esther og jeg en times tid hjemme i stuen og talte om, hvad der var sket. »De mennesker har skuffet os«, sagde hun. Men, funderede hun så: »Det er jo rigtig nok. Det er sket, at forældre har smidt deres børn på gaden, når børnene er blevet testet positive«. Joyce fik foden i klemme i en dør. Esther tog hende op på skødet og vrikkede for at se, om noget var brækket. Den lille græd hæst og hikkende, mens mor trøstede. »De tanker er da også inde i mit hoved. At hvis barnet er smittet, hvorfor så betale dyre skolepenge og alt det der. For et barn, som alligevel dør efter få år«. 'Esther' er skrevet på baggrund af interview og samtaler med Esther Tibasiima og Michael Asiimwe, parrets familie og venner, den danske læge Margrethe Juncker samt frivillige fra hjælpeorganisationen Reach Out. Serien er researchet i Uganda i perioderne 15.-24. maj og 7.-17. november 2003. Enkelte scener er rekonstrueret på baggrund af Esthers og Michaels erindring og fotograf Thomas Borbergs iagttagelser. Resten er skrevet på baggrund af Kim Fabers egne iagttagelser. Ved siden af de 100 dollar, ægteparret modtog i maj, har Kim Faber efterfølgende sendt 100 kroner om måneden til parret. Det har selvsagt forbedret familiens økonomiske situation og påvirker dermed den fortsatte historie om Esther.