USA opgiver jagten på masseødelæggelsesvåben

Lyt til artiklen

I al ubemærkethed har USA sat 400 våbeninspektører i Irak til andre opgaver, fordi de efter syv måneder endnu ikke har fundet spor efter masseødelæggelsesvåben. I syv måneder har 1.400 amerikanske våbeninspektører og specialister i at uskadeliggøre masseødelæggelsesvåben gennemsøgt Irak på kryds og tværs og afhørt irakiske embedsmænd, politikere og videnskabsfolk uden resultat. Også selv om amerikanerne har postet hundreder af millioner i undersøgelserne. Militære kilder: Jagten indstillet Kilder i militæret tolkede i torsdagens tilbagetrækning som tegn på, at regeringen i Washington har opgivet at finde masseødelæggelsesvåben i Irak. Lederen af våbeninspektørerne, David Kay, meddelte allerede i december, at han vil træde tilbage. Det underbygger teorien om, at USA har opgivet at finde de ulovlige våben, for - som det fremtrædende demokratiske medlem af efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus, Jane Harman, siger: »Jeg må tro, at hvis de var tæt på at slå kløerne i et stort lager med kemiske eller biologiske våben, så ville han (Kay, red.) være til stede ved offentliggørelsen«. På tegnebrættet Påstanden understøttes af dokumenter, som Washington Post er kommet i besiddelse af, og af interview med irakiske videnskabsmænd, som i onsdagens udgave af avisen siger, at Irak tilintetgjorde sine biologiske våben helt tilbage i 1991. Siden har de skrækindjagende våben og våbenprogrammer kun befundet sig på irakiske videnskabsmænds tegnebræt. Irakerne har i årevis benægtet, at de havde masseødelæggelsesvåben og afvist, at de var i stand til at fremstille dem. Som lederen af Bagdad universitets Institut for Bioteknologi, Ali Zaag, siger om en virus, irakerne skulle have eksperimenteret med: »I har set vore laboratorier, disse muligheder er ren science fiction«. Ikke engang på kravlestadiet Zaag understøttes af en regeringsansat videnskabsmand i Europa, som studerede irakernes biologiske programmer sidste år: »Man skal lære at kravle, før man kan gå. Det bevismateriale, vi har om virusprogrammet, er, at de ikke engang er begyndt at kravle endnu«. Våbeninspektørerne i den amerikanske Iraq Survey Group har tilsyneladende ikke været alt for interesseret i at se beviser, som gik imod Washingtons påstand om masseødelæggelsesvåben. Ventede forgæves på amerikanerne Anwar Masraf ventede forgæves på Palestine Hotel i Bagdad på en våbeninspektør. Han havde kendskab til to mobile laboratorier, som amerikanerne fandt i april og maj nær Mosul og annoncerede som det endegyldige bevis. Masraf fulgte nysgerrigt amerikanernes påstande om fundet, indtil irakiske videnskabsmænd kunne dokumentere, at de blev brugt til udvinding af brint. Det kunne Masraf have fortalt dem i forvejen. Hvorfor gav Hussein så omverdenen det indtryk, at han havde masseødelæggelsesvåben? Det har den tidligere leder af FN's våbeninspektører, svenskeren Hans Blix, spekuleret over. Han siger til Washington Post: »Man kan sætte et skilt på døren, 'Pas på hunden', uden at have en hund. De (irakerne, red.) havde ikke noget imod at virke lidt seriøse og lidt farlige«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her