For nylig fyldte de Roms gader. Alle vegne så man børn med bannere. De hujede og råbte: »Ned med regeringens skolereform«. Ministerpræsident Silvio Berlusconi så dem fra regeringspaladset og besluttede, at det var for meget. Bøder op til 15.000 kr. I en ny lovtekst, der skal godkendes af parlamentet, har Berlusconis regering foreslået, at ingen børn under 12 år fremover må deltage i politiske møder og protestmarcher på offentlig gade. Gør de det alligevel, må mor og far betale bøder på mellem 500 og 2.000 euro, altså helt op til 15.000 kroner. Regeringens forslag er blevet mødt med undren. »Ved regeringen ikke, at børn er mennesker som alle andre og frit kan deltage i foreningsliv og demonstrationer?«, lyder den målløse reaktion fra den tidligere sundhedsminister Rosy Bindi fra centrumpartiet La Margherita. Ejer ikke dømmekraft Men forkvinden for barndomskommissionen i parlamentet forsvarer den tekst, hun har udfærdiget på vegne af regeringen. »Et barn på 11 år ejer ikke den bevidsthed og dømmekraft, som er nødvendig for at deltage i en demonstration. Alle former for udnyttelse af børn udgør en risiko for at forstyrre deres harmoniske udvikling«, skriver Maria Burani Procaccini fra Berlusconis parti Forza Italia i lovforslaget. Hun tilføjer, at demonstrationer af politisk karakter er steder, hvor meninger og interesser brydes. Her kan opstå en »anspændt atmosfære, som kan være skadelig for barnets psykiske udvikling«. Forældreorganisation bakker op Bevægelsen Italienske Forældre, Moige, der er en uafhængig interesseorganisation, bakker op. »Vi hilser forslaget velkomment. Her i Italien er det ikke nok at appellere til folks fornuft. Børn bliver ofte brugt som bannerførere ved demonstrationer, fordi de tiltrækker positiv opmærksomhed. Men de ved ikke selv, hvad de demonstrerer for, og det bør forbydes at udnytte dem«, siger Elisabetta Scala fra Moige. Giacometta Zucconi, der leder en privat skole i Rom, kan godt forstå tankegangen bag lovforslaget. »Det er fuldstændig rigtigt, at børn på ti år ikke selv ved, hvad de går ind for. De gør, som de får besked på af forældre eller lærere. Men det er helt forkert at forbyde. Man kan give råd og vejledning, ikke mere«, siger Giacometta Zucconi. 'I strid med børnerettigheder' Oppositionen mener, at lovforslaget er i modstrid med FN's regler om børns rettigheder. Ifølge FN gælder voksne menneskers ytringsfrihed også for børn. »Børn har lov til at søge, modtage og udbrede informationer og ideer, og det står dem frit for at udtrykke dem skriftligt, mundtligt eller kunstnerisk. Er regeringen sikker på, at den ønsker at beskytte børnene, eller skal lovforslaget snarere beskytte regeringen mod børnene?«, spørger Anna Serafini fra Venstredemokraterne, der er Italiens største oppositionsparti.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























