Mandens sorte fuldskæg når ham næsten til taljen. Han er bleg, hulkindet og har lyse, skinnende øjne. Tilsyneladende er den fremtoning suspekt nok til at påkalde sig opmærksomhed i den marokkanske havneby Tanger, hvor talløse skilte reklamerer med, at der kun er 45 minutters sejlads over Gibraltarstrædet til Sydspanien og det forjættede EU. I hvert fald bliver manden stoppet af en civilklædt betjent, som inddrager hans pas og gransker hver enkelt side uendelig langsomt. Den glatbarberede betjent trækker den langskæggede mand lidt væk og tilkalder en kollega. Sammen studerer de to betjente passet, mens den ene lader en gadedreng pudse sine sko. Da vi kører forbi få minutter senere, er manden med fuldskægget og den ene af de to betjente væk. Kamp mod fuldskæg Scenen er en ganske almindelig del af det spraglede gadebillede i Tanger, hvor borgmesteren for knap et år siden beskrev myndighedernes kamp mod islams hellige krigere med disse ord: »Vi vil slå så hårdt ned på islamisterne, at de end ikke tør anlægge fuldskæg«. Borgmester Ben Hammanits ord faldt ikke længe efter bombeangrebene i Casablanca i maj sidste år. Men siden terrorattentaterne i Madrid forrige torsdag er der kommet endnu mere politi på havnen i Tanger. Tre terrormistænkte fra Tanger Tre af spansk politis hovedmistænkte stammer fra Tanger, byen, der er bindeled mellem Afrika, den arabiske verden og Europa. Flere marokkanere er siden blevet arresteret, og ifølge det marokkanske dagblad Aujourd'hui Maroc sidder den spanske sikkerhedstjeneste med en liste over endnu 20 marokkanere, der alle har en forbindelse til Tanger. Men er byen så den terroristrede, som den i ugens løb er blevet udråbt til af flere internationale medier? Noget om snakken Sikkert er det, at mange af Marokkos mest prominente terrorister har boet i byen. Som for eksempel imamen Mohammed Fizazi, der fra moskeen i Benimakada-kvarteret i årevis har prædiket jihad, hellig krig. En af dem, der troligt kom til hans prædikener, er Abdelaziz Benyaïche, som i dag sidder fængslet i Spanien under anklage for at være en del af den spanske al-Qaeda-celle, der blev optrevlet i 2001. En anden person, der ofte kom i Benimakadamoskeen, er den franske muslim Richard Robert, der i dag sidder fængslet som en af bagmændene i bombeattentaterne i Casablanca i maj sidste år. På ferie uden skæg Og i denne moske kom også JZ, som nu sidder fængslet i Madrid, hovedmistænkt for forrige torsdags bombeattentater i den spanske hovedstad. En mand, om hvem man fortæller, at han i Spanien bar et langt, sort skæg, som han var klog nok til at rage af, når han vendte hjem på ferie i Tanger. Selv sidder imam Mohammed Fizazi nu fængslet her i Marokko, hvor han er blevet idømt 30 års fængsel for at have ansporet til terror. Der er ikke tvivl om, at mange terrortråde udgår fra Tanger. Byen, hvorfra marokkanerne rejser ud for at søge lykken på den anden side. Og ofte bliver skuffede. »Folk her er fattige, og man vil ikke leve et fattigt liv. I Europa kan man få job, tror folk, men det går galt for mange«, siger en mand fra Fast Ferry, et af havnens mange rejsebureauer. Ingen lyst til at udtale sig Da han ser, at hans ord bliver skrevet ned på en blok, gisper han, tigger om ikke at få sit navn i avisen og går sin vej. Folk i Tanger er bange for at udtale sig. Ingen skal have noget klinket med en af landets adskillige efterretningstjenester. De afbrudte samtaler er der også masser af dybt inde i medinaens krogede gader. På en café, hvis vægge er fyldt med guldindrammede plakater af Real Madrid og FC Barcelona, sidder to mænd og drikker myntete. Vrede over bomber De er venlige og imødekommende og udtrykker deres forfærdelse over bomberne i Madrid, men da de bliver spurgt til den formodede forbindelse mellem attentatet i den spanske hovedstad og Tanger, siger de: »Vi kan ikke mærke noget til myndighedernes overvågning af islamister her«. Og så stopper samtalen. Den ene mand går op i baren, den anden kigger væk. Længere inde i cafeen sidder fire mænd under et skilt, hvor der står 'Det er forbudt at indtage euforiserende stoffer her', og ryger en joint, mens de distræt og fnisende skimter op på tv'et, hvor al-Jazeera sender en debat om islam og terrorisme. Foran moskeen på Socco-pladsen, der ligger ude foran Tangers medina, står to gamle mænd. Heller ikke de er ivrige efter at tale om terrorister. Men de fortæller, at fattigdommen, håbløsheden og de manglende fremtidsudsigter i Tanger kan få unge mennesker til at gå langt, nogle gange for langt, med religionen som undskyldning. Træt af at være i søgelyset Den ene nikker ud mod menneskemylderet på pladsen: »Der er en talemåde her i Marokko: »Når man beder til, at et virkelig dårligt menneske skal forsvinde, så forsvinder det til Tanger««. Med henvisning til mylderet af tiggere og selvbestaltede parkeringsvagter på den store plads tilføjer han: »De fleste mennesker her er arbejdsløse. De kommer fra forskellige dele af landet ind til byen for at arbejde og finder intet. De vil slå ihjel for ti dirham (syv kroner, red.)«. Tangers befolkning er træt af at være i søgelyset, for i ugens løb har byen haft besøg af internationale journalister i massevis. Sådan var det også i tirsdags, da 500 mennesker demonstrerede foran byens spanske konsulat. Demonstrationen var rettet mod islamisk terrorisme, men var samtidig en sympatitilkendegivelse over for de to familier i Tanger, der mistede henholdsvis en 13-årig pige og en 23-årig mand i attentaterne i Madrid. Spaniere blev væk Ligene er blevet fløjet fra Madrid til Tanger, hvor de blev begravet med stor deltagelse fra byens borgere - men til manges forargelse var der ingen repræsentanter fra de spanske myndigheder til stede. Nede på parkeringspladsen i havnen, lige foran Café Malaga, vrimler det stadig med tungt lastede biler, der skal med en af aftenens færger til Europa. Flere biltage forsvinder under enorme mængder af spraglede pakkenelliker, der holdes fast af grønt fiskenet. I en anden del af havnen holder de store lastbiler og venter på deres tur til at blive tjekket. En marokkansk lastbilchauffør åbner bagdørene. På tusindvis af bøjler hænger flerfarvede kjoler, der venter på at blive inspiceret. Tolderen nøjes med at skubbe lidt til nogen af dem, før han giver tegn til, at dørene skal plomberes, mere er der ikke tid til. For flere hundrede lastbiler står stadig og venter på at komme til Europa med deres varer. Ingen af de rejsende er interesserede i at tale, endsige at blive fotograferet. For dem alle gælder det bare om at komme af sted og få indtaget Fort Europa.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Han har placeret sig som den vel nok kvikkeste borgerlige tænker
Fylder engelske ord for meget i dansk?
Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?



























