Ved en storstilet tysk politiaktion mod højreekstremistisk musik er 333 lejligheder i 15 tyske delstater ransaget og adskillige computere og cd'er beslaglagt. Det tyske forbundskriminalpoliti oplyser, at der nu er indledt efterforskning mod 342 mistænkte, som beskyldes for at have lagt hadske, racistiske og delvist nazistiske sange fra tyske skinheadgrupper ud på en bytteservice på internettet. 'Hadkampagner' De sigtede risikerer at blive idømt fem års fængsel for at have brudt den tyske straffelovs paragraf 130, som forbyder opfordring til had, vold og overgreb mod dele af befolkningen. »Det er ikke nogen bagatel at opfordre til hadkampagner«, skriver chefen for forbundskriminalpolitiet, Jörg Ziercke, i en pressemeddelelse.
Storstilet tysk razzia mod nazistisk musiknetværk
Lyt til artiklen