Ingen nåde for Baathfamilier

Der er gået år siden Irakkrigen. Men for Najwa Abdallah er den ikke slut endnu. Den 43-årige kvinde og hendes familie er blandt de tusinder af irakere, hvis tilknytning til Saddam Husseins forhadte Baathparti blev deres skæbne. Fra at have tilhørt samfundets absolutte elite blev deres liv på få uger forvandlet til et mareridt. Hendes mand, Hamid Salah Mohammed, der var et højtstående medlem af partiet, blev skudt for øjnene af hendes børn. Den ældste søn blev tvunget ud af universitetet, før han kunne tage sine afsluttende eksaminer. Hendes yngste søn er kronisk angst og kan ikke sove om natten. »Alle mine børn er mærket af dette. Men jeg ved ikke, hvad vi skal gøre«, siger Najwa Abdallah, der er skoleinspektør på en skole i den østlige Bagdad-bydel Al Amin. »Efter at min mand blev myrdet, blev vi truet til at forlade vores hus. Jeg må end ikke sælge det - alle, der melder sig som købere, bliver truet«, siger hun. Medlem af Baathpartiet Najwa Abdallah læner sig ind over sit skrivebord for at give sine ord vægt. Hun er klædt i den sorte, traditionelle dragt, abaya, der kun efterlader ansigtet og hænderne fri. Den kan signalere både religiøsitet og sorg. Som lærer og senere skoleinspektør var også Najwa Abdallah medlem af Baathpartiet. Uden partikort kunne ingen arbejde i uddannelsessystemet. Men hun var ikke nært så langt oppe i graderne som sin mand, der var vicechef for Baathpartiet i Al Amin. Derfor var hun ikke på de dødslister, der blev udarbejdet efter krigen. Men det var hendes mand. Trusler og drab Flere gange efter krigen blev Hamid Salah Mohammed truet over telefonen. 29. juni kom den mest alvorlige advarsel. Enten skulle han og hans ældste søn på 23 år - som også var medlem af partiet - forlade Bagdad, eller også ville de blive henrettet. »Min mand svarede, at han ikke havde skadet nogen, og at de kunne komme til vores hus, så de kunne tale sammen om det. To dage efter blev han skudt for øjnene af vores børn. Der blev affyret otte skud med en pistol. Et af dem var dræbende«, siger Najwa Abdallah. Det var kun begyndelsen på hele familiens problemer. Rædselsslagne flygtede Najwa Abdallah og hendes seks børn, fire sønner og to døtre. I en uge boede de i et ødelagt hus - det eneste sted, de kunne finde, der ville tage imod dem. Først derefter lykkedes det familien at finde en lille lejlighed, de kunne rykke ind i. Naivt at håbe på opklaring At håbe på en opklaring af forbrydelsen vil være naivt. Iraks politi er underbemandet, og mord på en af de forhadte Baathledere er ikke en opgave, der kan forvente høj prioritet. Den 23-årige ældste søn slap med skrækken. Men han måtte forlade universitetet, før han kunne tage sin eksamen, siger hun. »Hans medstuderende tævede ham med knytnæver og stokke. De råbte til ham: »Din far var Baathmand, alle led under ham««. Værst ramt blev den yngste søn, der i dag er 12 år. »Han besvimede, da han så sin far blive skudt for øjnene af sig. I tre dage kunne han ikke tale. I dag er han bange for alt. Han går i min skole, men taler ikke med nogen«. »Han sidder i samme stilling hele dagen uden at bevæge sig. Han vil ikke sove, men vil hele tiden være hos mig. Han kommer med juice til mig og siger til mig, at han er bange for, at hvis han falder i søvn, så er jeg død, når han vågner. Han besvimer hyppigt, men jeg har ikke råd til at få ham behandlet af en professionel«. Sorg og vrede Skoleinspektøren har hidtil opretholdt en høflig, fattet mine. Men fortællingen om den yngste får overfladen til at krakelere. Tårer begynder at trille ned over hendes kinder, og hendes blik bliver fjernt. En af hendes lærere, sætter sig ved siden af hende og lægger armen om hende. Midt i sorgen er der vrede. »Det var ikke alle i Baathpartiet, der holdt med Saddam Hussein. Min mand gik kun med, fordi han var nødt til det for at få et godt arbejde. Han tog sig ingen fordele af sin post, kun sin løn. Han gjorde ingen fortræd«. Det er muligvis en forskønnelse af sandheden. Som næstøverste leder i en hel bydel kan Hamid Salah Mohammed næppe have været helt uvidende om den måde, Baathpartiet holdt landet i et jerngreb af politisk vold. Mord og tortur var dagens orden, og ledelsen af et stort område som Al Amin havde titusindvis af mennesker i sin magt. Hendes mand ville ikke skade andre Men hun fastholder, at hendes mand aldrig var ude på at skade andre, og at han aldrig udnyttede sin stilling til at skaffe sig fordele. I dag lever hele familien fra hånden i munden med Najwa Abdallahs løn som eneste indtægt. Deres formue er bundet i det hus, de ikke kan sælge. Og med mellemrum får hun stadig opringninger, hvor en mand truer med at dræbe hendes fire sønner, én for én. »Hvad har jeg og min familie gjort for at fortjene dette? Selv hvis min mand gjorde noget forkert, så har han bødet for det. Hvorfor skal vi fortsætte med at lide?«.