NÅR PRÆSIDENT George W. Bush tager ordet i Normandiet i anledning af 60-året for invasionen, forventer man i Frankrig, at han endnu engang hæmningsløst vil misbruge historien til at fremme sine egne chancer for at blive genvalgt. Han ventes at gentage sin sidestilling af vestmagternes befrielse af Frankrig i 1944 med det amerikanske felttog i Irak. Korstog for demokratiet mod afskyelige tyranner. Den elementære kendsgerning, at Hitler erklærede USA krig, mens Saddam Hussein ikke bare ikke havde erklæret USA krig, men efter den første Golfkrig ikke udgjorde nogen trussel hverken mod USA eller sine naboer, forbigås gerne i stilhed. Men den var ikke uvæsentlig. For ganske vist var præsident Franklin D. Roosevelt indstillet på, at Tyskland udgjorde en langt større trussel end Japan, fordi Hitler havde samlet hele Europa og var godt på vej til at knække Sovjetunionen. Men hvis ikke Hitler af grunde, der endnu er omstridte af historikerne, havde erklæret USA krig, kunne det være blevet meget svært for Roosevelt at få Kongressen med til at indlede en krig mod Tyskland. Efter Pearl Harbor var det for den amerikanske befolkning Japan, der var fjenden. Selv efter Tysklands krigserklæring gik navnlig det republikanske parti ind for, at det var i Stillehavet, man skulle slå til først. Her havde republikanernes store krigshelt Douglas MacArthur overkommandoen, og flåden arbejdede så kraftigt for en 'Stillehavet først'-strategi, at det kom til at forsinke general Eisenhowers invasion i Europa. FRA FRANSK side har man i de seneste dage gjort sig store anstrengelser for at punktere Bushs forsøg på at bruge amerikanske soldater, der faldt i Frankrig, til forsvar for besættelsen af Irak. Der har været en enorm medieinteresse for D-dagen. Men de officielle venskabsforsikringer har ikke fjernet uenigheden i FN's Sikkerhedsråd om Irak. Direkte modsige Bush ved selve mindehøjtideligheden kan den franske præsident ikke så godt. Men senere på dagen afholdes en anden ceremoni, hvis budskab er tydeligt nok. Chirac og Gerhard Schröder mødes ved mindesmærket over slaget i byen Caen. Det er første gang, en tysk regeringschef er med på selve D-dagen. Ligesom François Mitterrand og Helmut Kohl i september 1984 slog en streg over Første Verdenskrig ved deres håndslag ved krigergravene i Verdun, skal det tysk-franske møde i Caen slå en streg over Anden Verdenskrig. Samtidig vil det markere et fransk-tysk skæbnefællesskab, der dybest set ligger bag udsoningen mellem de to lande efter 1945 og på en måde helt frem til deres fælles optræden under Irak-konflikten. Caen var den by i Frankrig, der blev mest ødelagt af de allierede luftbombardementer under kampene i Normandiet. Efterkrigstidens forskning har vist, at disse bombardementer var af ringe militær værdi. I både Frankrig og Tyskland. I begge lande gik de derimod hårdt ud over civilbefolkningen. I Frankrig bidrog de til, at de materielle skader under Anden Verdenskrig blev dobbelt så store som under Første ifølge de beregninger, der blev lagt til grund for den første franske genopbygningsplan efter krigen. NÅR INVASIONEN alligevel lykkedes, skyldtes det i høj grad kludder i den tyske ledelse. De to topgeneraler Rommels og Rundstedts uenighed om strategien og Hitlers indblanding samt de allieredes vejrskibe ved Grønland, kan man tilføje. Da Sirius-patruljerne havde overmandet de tyske vejrstationer på Grønland, vidste Eisenhower et døgn før tyskerne, at stormen ville løje af i Kanalen. Når amerikanerne mere end englænderne kom til at stå som befrierne i Frankrig, skønt der var flere briter og canadiere med på D-dagen, var det, fordi det var dem, der kom til Paris. Det kunne de, men glemmer det gerne, takke den franske modstandsbevægelse i Bretagne og englænderne for. De åbnede vejen for pansergeneral Pattons lynfremstød mod øst. Det vil næppe fremgå af den amerikanske præsidents tale. Bushs selektive omgang med historien får ham til bedst at huske det, der passer ind i hans politiske kram. Det gælder også sidestillingen mellem Irak og Tyskland, når der henvises til indførelsen af demokratiet i Tyskland efter 1945. Igen en skæv sammenligning. Russernes fremfærd i øst fik tyskerne til at klynge sig til vestmagterne. Dertil kom, at de havde fået nok af nazisterne efter alle de ulykker, Hitlers krigserklæring til USA havde medført. I den sovjetiske besættelseszone var der ingen mulighed for at indføre et demokratisk system. Men i Vesttyskland kunne man bygge på demokratiske strukturer i form af politiske partier, der havde eksisteret i Weimarrepublikken og Kejsertiden. Der var solide forvaltningstraditioner fra den preussiske retsstats tid. De religiøse konflikter, der plager Irak, blev i Tyskland bilagt med den westfalske fred i 1648. Der opstod ingen Wehrwolf-guerilla efter 1945, som de allierede havde frygtet. Dertil kom, at Stalins politik affødte Marshall-planen, den største statsmandsbedrift i USA's historie, og luftbroen til Berlin, som sikrede tyskernes venskab. Takket være den demokratiske præsident Harry S. Truman.