Iranske studenter giver op

»Det giver ingen mening at demonstrere, når der ikke er nogen politisk opbakning. Det er ikke værd at risikere sit liv for sagen«. Ordene kommer fra en kvinde sidst i 20'erne. Hun sidder på en barstol i en kaffebar i det centrale Teheran. Udenfor er gadehjørnerne tæt befolket af politi, civilklædte med walkie-talkier og bevæbnede mænd i militæruniformer. Foran en politistation i nærheden af Teheran Universitet holder sorte pansrede mandskabsvogne parkeret skulder ved skulder. Alle klar til at rykke ud ved det mindste tegn på ballade. Årsdagen Det er årsdagen for studenterurolighederne i 1999. Uroligheder, der opstod i kølvandet på valget af den reformvenlige præsident Mohammad Khatami i 1997, og som udviklede sig til den største politiske demonstration siden Den Islamiske Republiks fødsel i 1979. Det var i dag (fredag) for fem år siden, at tusindvis af studerende gik på gaden for at demonstrere deres utilfredshed med det iranske præstestyre efter lukningen af en reformvenlig avis. Politi og civilklædte sikkerhedsstyrker bekæmpede demonstranterne på gaden og på kollegierne. Mindst én studerende blev dræbt og adskillige såret i løbet af de fem dage, urolighederne varede. Demonstranter i tusindvis blev desuden arresteret, og ifølge menneskeretsorganisationen Human Rights Watch sidder et ukendt antal stadig fængslet. Siden har studenterbevægelser hvert år søgt om tilladelse til at markere opstanden med nye demonstrationer, men de er hver gang blevet mødt af afslag fra myndighederne. Senest sidste år gik et mindre antal studerende alligevel på gaden og råbte slogans mod styret. Men i år ser det ud til, at alle har tænkt sig at overholde forbuddet. Kvinden på barstolen suger det sidste lemonade op gennem sugerøret. »Vi er blevet klogere, siger hun. Hvorfor skulle vi ofre vores liv? Det fører alligevel ikke til noget«. Hun har givet op over for reformer af det politiske system i Iran, fortæller hun. Kritiserer Khatami Det skyldes ikke kun, at de konservative har styrket deres greb om magten efter det kontroversielle parlamentsvalg i februar, hvor det ikkevalgte religiøse organ Vogternes Råd diskvalificerede omkring 2.500 kandidater. Langt de fleste tilhørte reformbevægelsen. Faktisk gav hun op længe inden valget. »Reformbevægelsen er død og har været det længe. Hvor var Khatami (Irans præsident, red.) i 2000, da de lukkede seks af reformbevægelsens aviser? Hvor var han under demonstrationerne i 1999, da vi havde brug for hans opbakning«, spørger hun. En af hendes kammerater sidder på en stol ved siden af. Han nikker. »Ved årsdagen for to år siden var der stadig en optimistisk stemning. En tro på forandring. Det er der ikke længere. Folk er som lammede«, siger han. »Hvornår kommer der en ny film af Lars von Trier«, spørger han så. Kvinden på barstolen lyser op, da hun hører navnet på den danske filminstruktør, og de kaster sig straks ud i en opremsning af titlerne på hans film. De bliver enige om, at 'Dogville' er den bedste indtil videre, hvorefter de begiver sig ud i en diskussion af filmens skuespilpræstationer. Snakken om det politiske klima i Iran og årsdagen for studenterdemonstrationerne synes langt borte, og de bevæger sig kun modvilligt tilbage på sporet. »Det er meningsløst at bruge energi på det. Vi har ikke andre muligheder end bare at prøve at få det bedste ud af vores liv inden for rammerne af det nuværende system«, siger kvinden. Coffeeshoppen lukker, og de bevæger sig ud i Teherans gader. Går forbi politi og bevæbnede mænd i militæruniformer. På vej ud for at spise middag.