Norsk højrefløjsparti skaber diplomatisk krise

Lyt til artiklen

Carl Hagen, lederen af Norges tredjestørste parti, Fremskrittspartiet, har lagt sig ud med ambassaderne fra en række lande med store muslimske befolkningsgrupper. Hagen har på en kristen kongres sagt, at profeten Mohammed 'misbruger børn til at sprede islamismen', og den svada har fået Norges indonesiske, egyptiske, marokkanske, tunesiske og pakistanske ambassader til at skrive et meget usædvanligt, fælles klagebrev, som er blevet optrykt i den norske avis Aftenposten i weekenden. Udtalelsen Hagens udtalelser faldt på en kristen kongres i Bergen tidligere på måneden. »Vi kristne er meget bekymret for børnenes ve og vel. 'Lad de små børn komme til os', sagde Jesus. Jeg kan ikke forstå, hvordan Mohammed kan sige det samme. I så fald bør det i stedet hedde: 'Lad de små børn komme til mig, så jeg kan udnytte dem til at sprede islamismen over hele verden'«, sagde Hagen. Han tilføjede, at Israel bør have international beskyttelse, så man kan komme terrorismen i den del af Mellemøsten til livs. Klagebrevet Talen blev senere gengivet i Aftenposten. Det efterfølgende klagebrev fra de fem landes ambassader blev offentliggjort i avisen i weekenden, og her skriver diplomaterne på vegne af '1,3 milliarder muslimer' bl.a. at: »Hagen har overtrådt principperne om tolerance, forståelse og kulturel frihed, som er hjørnestenen i det norske samfund«. Hagen føler sig misfortolket Hagen afviser, at han har udtalt sig generelt om muslimer. Han har kun sigtet til fundamentalistiske muslimer. »Mit budskab er, at muslimske fundamentalister står bag det meste terrorisme i verden«, siger Hagen til Aftenposten i dag. Diplomater går over stregen Og han mener, at de fem landes repræsentationer er gået over stregen ved at klage over ham. »Ambassadører repræsenterer en stat, ikke en religion«, siger han og tilføjer, at de pågældende landes ambassader hellere skulle passe deres job.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her