Frostens Ark søsat i London

En moderne version af Noas Ark, der skal redde tusinder af dyr fra udryddelse, blev i mandags lagt i støbeskeen af forskere ved Naturhistorisk Museum i London. Det usædvanlige projekt er sat i værk for at beskytte en lang række dyr - ikke fra syndfloden, men fra truslen om snarlig udryddelse som følge af menneskelige aktiviteter. Tusinder af arter forventes at blive udslettet inden for de næste tiår på grund af forurening, krige og ødelæggelse af naturlige levesteder. Fryseanlæg skal redde dyreracer I stedet for at blive tilbudt en plads om bord på et meget stort træskib står de truede arter foran en langt mere prosaisk redning på bunden af et fryseanlæg på et af museets laboratorier i det vestlige London. Mens hele kolonier af nogle dyr vil blive frosset ned, vil der i de fleste tilfælde blive tale om, at man nøjes med at nedfryse dna og vævsprøver fra truede arter. Videnskabsfolkene bag projektet, der er blevet døbt Frostens Ark, er opsatte på at bevare dna fra truede dyr, så de kan fortsætte udforskningen af deres evolutionshistorie, selv om de bliver udryddet. En mere ambitiøs målsætning er, at man en dag håber at kunne bruge celler fra det frosne væv til at genskabe udryddede dyr ved hjælp af avancerede kloningsteknikker. »På grund af menneskets påvirkninger udryddes arter med foruroligende hast. Vi taber dem nu med en hast, som er lige så stor som under de store udryddelser«, siger Philip Rainbow fra Naturhistorisk Museum og fortsætter: »Vores ultimative ønske er, at hvis vi opbevarer vævsprøver, kan vi en dag implantere dem i surrogatforældre og så at sige få de udryddede dyr tilbage. Det lyder måske vidtløftigt, men det vil være en stor skam, hvis videnskabsfolk om fyrre år vil sige: »Se, hvad vi kan nu, hvorfor gemte I ikke vævsprøver fra disse dyr?«. Søheste og frøer I mandags blev dna-prøver fra den krumhornede oryx, som blev erklæret uddød i 2003, som den første deponeret sammen med prøver fra socorroduen, koralfisken banggaikardinalen, den gule søhest og bjergkyllingen, der trods sit navn er en underart af den caribiske frø. Andre arter vil følge om kort tid, blandt dem den polynesiske træsnegl, fregatøens bille, som anses for særligt truet, og den britiske markfårekylling, hvoraf der kun er under 100 tilbage i den fri natur. I løbet af de næste tredive år vil omkring 1.130 pattedyrsarter og 1.183 fuglearter uddø. Ikke alle prøver vil blive oplagret på Naturhistorisk Museum. En del af projektet vil omfatte oprettelsen af en database, der indeholder global information om dna og vævsprøver. Som en forsikring mod overlast eller tab af de frosne prøver vil der blive opbevaret tilsvarende prøver i udvalgte institutioner rundt omkring i verden. Forsøg på at klone sig frem til at bringe uddøde arter ind i verden igen er allerede i gang. Videnskabsfolk på Det Australske Museum i Sydney gør sig stor umage for at sammensætte fragmenter af dna fra den tasmanske tiger ud fra konserverede tigerunger i håb om at genskabe dyret, som blev udryddet på grund af jagt for mere end tres år siden. Selv om de får succes, står de over for endnu en hurdle i arbejdet med at finde en passende art, der kan bære et klonet æg fra de uddøde dyr, uden at afstøde det. Klonet mammutokse Sidste år fremlagde forskere i Japan ambitiøse planer om at forsøge at klone forhistoriske mammutokser efter at have uddraget dna-prøver fra mammutter fra den russiske permafrost. Deres chancer for at lykkes med projektet afhænger i høj grad af, om dna'et er tilstrækkeligt velbevaret, hvilket mange videnskabsfolk finder usandsynligt. Ifølge professor Rainbow fra Frostens Ark er hans projekt sandsynligvis den bedste mulighed for at sikre, at selv om visse arter uddør i de kommende århundreder, vil de ikke være tabt for evigt. »Det lyder måske nedslående, at vi ser os nødsaget til at gøre dette, men det ville være endnu værre, hvis vi ikke gjorde noget. Vi forsøger ikke at genopføre historien om Frankenstein; vi prøver blot at bevare biologisk væv på en sådan måde, at nogen en dag måske vil være i stand til at gøre noget nyttigt med det. For halvtreds år siden kunne man ikke forestille sig, hvad vi i dag ville være i stand til«.