Nummer to fører til præsidentposten

Når Det Demokratiske Partis vicepræsidentkandidat John Edwards i aften betræder talerstolen ved demokraternes konvent i Boston, har han to mål. Han skal først og fremmest sælge sin præsidentkandidat John Kerry, men Edwards håber også, at posten som nummer to vil opfylde hans ambition på lang sigt: Selv at blive USA's præsident. »Både selve vicepræsidentembedet og kandidaturet er blevet det bedste springbræt til præsidentposten. Vicepræsidenter bliver enten præsidenter eller præsidentkandidater. Det gælder i nyere tid Richard Nixon, Lyndon Johnson, Hubert Humphrey, Walter Mondale og George Bush senior«, siger juraprofessor Joel Goldstein fra St. Louis Universitetet i Missouri, som er ekspert i vicepræsidentembedet og forfatter til bogen 'The Modern American Vice Presidency'. I gamle dage blev posten besat af politikere uden ballast, og efter aftjent værnepligt forsvandt de i ofte velfortjent glemsel. Men med den nuværende vicepræsident Dick Cheney har jobbet udviklet sig til et af de mest magtfulde i amerikansk politik. Vicepræsidentens indflydelse tog fart i det 20. århundrede, og med Richard Nixon som Dwight D. Eisenhowers højrehånd i 1953 begyndte man for alvor at regne med vicepræsidenterne. Walter Mondale skabte under Jimmy Carter i 1977 en helt ny rolle for vicepræsidenten som præsidentrådgiver. Desuden fik Mondale af Carter også de fornødne ressourcer til at opbygge en magtfuld post. Ressourcer som efterfølgende vicepræsidenter har beholdt. Populært valg Edwards er et populært valg hos de demokratiske græsrødder. Han er en moderne udgave af Bill Clinton, og hans energi og talegaver formår at engagere partimedlemmerne. Yvonne Griffin er delegeret fra Spokane i delstaten Washington og lykkelig for Kerrys valg af Edwards: »Vi var begejstrede, da vi hørte om Edwards. Vi tilhører selv arbejderklassen. Min far var tømrer, og min mands far arbejdede i en tekstilmølle akkurat som Edwards far«. Griffin understreger dog, at det først og fremmest er navnet på toppen af listen, der har betydning for hende: »Jeg har støttet og beundret Kerry, lige siden han begyndte at tale imod Vietnamkrigen i 1971. Han forstår Amerika, og i Vietnam gik han i krig sammen med gennemsnitsamerikanere, selv om han var privilegeret. Min mand er akkurat som andre familiemedlemmer også veteran«. Amerikanske medier har spekuleret i, hvorvidt Edwards vil overskygge den lidt stive Kerry både i sin tale i aften på konventet og under selve valgkampen, men det tror Goldstein ikke: »Måske er der et par demokrater, som gerne ville have byttet rundt på rækkefølgen på stemmesedlen, men det er næsten umuligt for en vicepræsidentkandidat at stjæle rampelyset fra præsidentkandidaten«. »Langt de fleste stemmer på præsidentkandidaten, og det er der, valgkampens fokus vil være. Projektørerne fokuserer på Kerry og Bush, og vælgerne vil træffe deres beslutning ud fra indtrykket af de to. Hvis man havde en Bill Clinton som vicepræsidentkandidat ville det måske gøre en forskel, men ellers skal man næsten have Elvis på stemmesedlen«. Kommunikator Goldstein peger på Edwards' evner som en kommunikator, der evner at tage et kompliceret begreb og formulere det i en appellerende form. Edwards leverede en positiv indsats under primærvalgene. Han har ikke begået nogen skandaler og er moden til den bedste sendetid. Goldstein mener, at netop Edwards' budskab om to Amerika'er - et privilegeret og et glemt - vil vække genklang hos mange vælgere i de 15-20 såkaldte svingstater, hvor der ikke er noget klart flertal for enten Kerry eller Bush. »På konventet har vicepræsidentkandidaten tre roller: For det første skal han opremse de temaer, som partiet går til valg på. Så skal han skabe entusiasme om og forsvare præsidentkandidaten. For det tredje skal han angribe modkandidaten«. Direktør Cheney Demokraterne ser frem til efterårets tv-debat mellem Edwards og Cheney. De håber, at Edwards fuldstændig vil overstråle den stive og vrængende Cheney. Goldstein er overbevist om, at Edwards vil klare sig godt, men han må ikke undervurdere Cheney. »Formatet vil være det samme som i 2000. De skal sidde rundt om et bord, og der er Cheney frygtelig effektiv. Så er han ikke længere den djævelske figur, som filminstruktøren Michael Moore fremstiller Cheney som i filmen 'Fahrenheit 9/11'. Joel Goldstein beskriver Cheney som USA's mest indflydelsesrige vicepræsident nogensinde: »Han er tæt på præsidenten. Bush har opbygget regeringen, så han selv er bestyrelsesformand, mens Cheney er direktør. Cheney har erfaring med Washington og udenrigs- og forsvarspolitiske anliggender, så han kan udfylde de huller, Bush har som en Washington-outsider. Lynafleder Cheney identificeres med mange af regeringens kontroversielle handlinger som Irakkrigen, og at Bush-regeringen støtter de rige. Prisen og fordelen for Bush er, at hans vicepræsident er lynafleder for dem, som ikke bryder sig om regeringen«.