Muslimer vil ikke til Irak

Lyt til artiklen

Pakistan afviste tirsdag tanken om at sende soldater til Irak for at hjælpe den USA-ledede koalition. Det er for farligt, mener landets regering. Beslutningen kommer på et tidspunkt, hvor presset på koalitionen er stort. Ti dræbt det seneste døgn Både Italien og USA tager nye terrortrusler i hjemlandet alvorligt, store koalitionsmedlemmer ønsker at trække soldater hjem, og i det seneste døgn blev seks irakiske sikkerhedsfolk og fire amerikanske soldater dræbt i forskellige angreb. »Vi vil ikke sende soldater. Andre lande trækker deres soldater hjem, så hvordan skulle vi kunne sende dem?«, sagde informationsminister sheik Rashid Ahmed på en pressekonference. Hårdt slag for USA Afvisningen er et hårdt slag for USA. En muslimsk fredsbevarende styrke ville ikke blot give USA mulighed for at trække nogle af sine soldater hjem, men også modbevise, at det er en kristen-islamisk konflikt. Store lande som Indonesien og Algeriet har allerede sagt nej. Pakistan, der er en af USA's nære allierede, regnedes af mange analytikere som det bedste bud. Tre muslimske lande i koalitionen Men mordet på to pakistanske gidsler i sidste uge har øget presset på regeringen. I øjeblikket er kun tre muslimske lande med i koalitionen - Albanien, Aserbajdsjan og Kasakhstan. Tilsammen står de kun for 250 af de omtrent 150.000 udenlandske soldater i Irak. Trusler mod Italien At det er risikabelt at være med i koalitionen, kunne ses i Italien, hvor højtstående sikkerhedsfolk holdt krisemøde mandag aften om nye terrortrusler. En erklæring, der var underskrevet af gruppen Abu Hafs al-Masri Brigaderne, gav søndag Italien to uger til at trække sig ud af Irak. Ellers vil landet blive udsat for terrorangreb som det, der ramte Spanien i marts og dræbte 191 mennesker. »Situationen er, og forbliver, meget alvorlig«, sagde en kilde til Reuters. Koalitionen vakler Koalitionen, der på få måneder er faldet fra 36 til 31 lande, vakler fortsat. Ukraine, der med 1.650 soldater er USA's fjerdestørste partner i Irak, har oplyst, at landet ønsker at trække en del af sine soldater hjem snarest. Polen, der har 2.400 soldater i Irak, vil halvere antallet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her