»Kidnapninger er vor eneste chance«

Få timer efter kidnapningen af Kenneth Bigley og hans to amerikanske kolleger uden for deres hjem i Bagdad stod deres nabo - en irakisk mand omkring de 60 - og vandede sin have, da vejen pludselig blev bestormet af journalister og fotografer. »Hver dag dør flere hundrede irakere«, råbte manden til den store gruppe af pressefolk, »flere tusinde bliver kidnappet af amerikanerne hver eneste dag, og ingen løfter et øjenbryn. Men når tre udlændinge forsvinder, står hele verden klar«. Barbari Ikke alle Kenneth Bigleys naboer var enige i kritikken. På den anden side af gaden snakkede en kvinde og hendes datter med journalisterne og fortalte, hvor rare og venlige de tre udenlandske mænd var. Irakerne debatterer livligt, hvorfor disse kidnapninger finder sted. På en café i Bagdad sad en gruppe unge mænd forleden ved et bord dækket af bøger og tekopper og snakkede om dagligdagens kendsgerninger i Irak: selvmordsbomber, kidnapninger og de seneste halshugninger. »De ting, der sker, har intet med islam, modstandsbevægelse eller noget som helst andet end barbari at gøre. Intet kan retfærdiggøre sådanne handlinger. Oprørerne mister opbakning, når de gør sådan nogle ting«, sagde den 26-årige fabriksarbejder, Muhamad Safi. En anden mand, Ali Tawfiq, kædede kidnapningerne sammen med den generelle bølge af vold, som skyller ind over Irak. »De mennesker (modstandsbevægelsen, red.) har ingen respekt for menneskeliv. De dræber flere hundrede irakere hver dag, og de betragter det blot som en del af taktikken at dræbe et par udlændinge for at skræmme irakerne og tage hele landet som gidsel«. Selv for de irakere, der har oplevet de sidste 25 års voldelige regime, er de igangværende begivenheder uforståelige. Mange skyder skylden på udenlandske terrorister med forbindelse til al-Qaeda-netværket. Sammensværgelsesteorier florerer Andre hælder mere til sammensværgelsesteorierne om, at amerikanerne selv står bag terrorhandlingerne for at ødelægge de irakiske oprøreres ry. »Det er udenlandske terrorister, der har halshugget gidslerne. Den irakiske modstandsbevægelse ville aldrig gøre sådan noget«, mener økonomistuderende Rabah Dawood, 22. På trods af den udbredte fordømmelse af henrettelserne går salget af dvd'erne med billeder af halshugningerne strygende i visse butikker. En ung mand, som ellers har forholdt sig tavs under cafédiskussionen, vender sig pludselig om mod sine venner: »I har overhovedet ingen historisk viden. Hvis vi ønsker, at Irak skal befries fra amerikanerne, er alt tilladt. Hele verden skal have at vide, hvilke konsekvenser det kan få, hvis man vælger at rejse til Irak«. Efter den svada trækker han sin mobiltelefon op ad lommen. Et grynet billede kommer til syne. Et billede af en gruppe sortklædte mænd, der står rundt om en mand i en orange kedeldragt. En af mændene løfter et stort sværd, og et nyt billede viser et lig i en blodpøl. Mændene står i en rundkreds om ham og råber: »Allahu Akbar - Gud er stor«. »Jeg er ved at brække mig, hver gang jeg ser de billeder«, siger han, »men det er det eneste at gøre, hvis mit land skal befries«.