Sexskandale på øen med de ni familier

Lyt til artiklen

En historie om 47 indbyggere og 9 familier. Om 7 mænd, der blev anklaget for voldtægter og sexmisbrug af mindreårige, og om et samfund, der aldrig bliver det samme igen. Det drama, der udspiller sig på Pitcairn i disse dage, er uden lige. Øens borgmester, Steve Christian, som også er samfundets tandlæge, radiograf, ingeniør og tidligere dommer for de 47 indbyggere, er sammen med 6 andre mænd blevet anklaget for i alt 96 forbrydelser, der alle omfatter sexmisbrug - i alle tilfælde af mindreårige børn. Udvidelse af fængslet undervejs Jurister fra New Zealand har været seks dage undervejs og er nu endelig ankommet til Pitcairn, hvor retssagen er begyndt. Det lokale fængsel står foran en snarlig udvidelse. Ud over borgmesteren er hans søn, den 30-årige Randy Christian, og sønnens svigerfar, den 78-årige Len Brown, samt dennes søn, den 49-årige Dave Brown, anklaget for en række seksuelle overgreb mod øens kvinder. Anklagemyndigheden sagde onsdag i sin indledende tale, at borgmesteren havde ført an i de seksuelle overgreb mod øens kvinder, og at han mente, at han havde ret til at kræve sex af de unge piger. Ifølge anklageren begyndte Steve Christian at voldtage mindreårige piger, da han selv var 15 år. Fire efternavne Der findes kun fire efternavne på øen; Warren, Young, Brown og Christian. Alle kender hinanden så godt, at de tilsyneladende kan genkende hinandens fodspor, og anklager om sexmisbrug, sandfærdige eller ej, går ikke let i glemmebogen. De fleste kvinder, der har anklaget de 7 mænd for voldtægt, bor ikke længere på øen. De afgiver deres vidneudsagn via video fra New Zealand og kan dårligt gøre sig håb om at vende tilbage til Pitcairn efter retssagen. Pitcairn er en ganske lille ø, der ligger så langt borte, at 'langt borte' er en underdrivelse. Øen tilhører Storbritannien, og det nærmeste supermarked og hospital er på New Zealand, 4.700 kilometer fra Pitcairns klippekyst. De fleste af øens indbyggere er efterkommere af 'HMS Bounty's berømte mytterister, der for 214 år siden lod 'Bounty's kaptajn Blight og resten af skibets besætning drive af sted mod en uvis fremtid på en tømmerflåde, og selv, efter en del omveje, satte kursen mod Pitcairn. Om bord på 'Bounty' havde mytteristerne præcis det, der skulle til for at sikre Pitcairns overlevelse og fremtid: kvinder fra Tahiti. Lukningstruet Pitcairn blev dengang valgt, fordi øen var så lille, at den var blevet fejlplaceret på verdenskortet og derfor svær at finde. Øen er stadig let at overse og bliver måske endnu mindre synlig, når retssagen er ovre. Kvinderne på øen frygter, at en fængselsdom til de anklagede vil sætte øen i stå. »Jeg er sikker på, at anklagerne er et forsøg fra briternes side på at lukke øen. De anklagede er alle gode, unge mænd - mænd, som sørger for, at vores samfund fungerer«, sagde Meralda Warren på et pressemøde i denne uge. Hun og en lang række af øens kvinder er ikke i tvivl om, at unge pitcairnere er seksuelt mere aktive end andre unge, og at den seksuelle aktivitet starter tidligere end normalt. »Vi har tradition for at modnes tidligt her. Sådan har det altid været«, forklarede Olive Christian, borgmesterens hustru og mor til en af de øvrige anklagede, som lagde hus til pressemødet. Nogle kvinder pointerede, at der ikke var frygtelig meget at lave på øen for et ungt menneske, mens andre undlod at sige så meget som et ord. Med 7 mænd anklagede og kun 9 familier på øen, er det stort set umuligt ikke at bo under tag med en anklaget. Afhængighed »Øboerne er bange for konsekvenserne. De er bange for at sige noget om nogen, fordi alle indbyggerne er så afhængige af hinanden. Hver eneste dag, hele deres liv, er de afhængige af hinanden. De kan ikke bare lade som ingenting eller passe enhver sit«, lyder forklaringen på tavsheden fra Pitcairns evangelist, Rick Ferret, til avisen The Independent. Størstedelen af Pitcairns indbyggere er syvendedagsadventister og undgår al kærlig berøring i offentlighed. Anklagerne er ikke nye. De har ulmet i nogle år, men er ikke blevet behandlet af øens egen politimester. Jobbet som politimester går på omgang mellem alle indbyggerne, kvalificerede eller ej, og i Pitcairns 213 år lange historie som hjemsted for mytteristerne og deres efterkommere, er ingen blevet anholdt. De 7 anklagede mænd forsøgte i første omgang at undgå indblanding fra New Zealand, hvor Pitcairns officielle guvernør, Matthew Forbes, har fast residens. Det lykkedes imidlertid ikke, fordi anklagerne er af en så alvorlig karakter. Alle mændene hævder, at de aldrig har tvunget pigerne til sex, men har indrømmet at have haft samleje med piger under den seksuelle lavalder. At der kommer lignende sager på Pitcairn i den nære fremtid er mildest talt usandsynligt. Ikke bare hævder mændene, at de ikke kunne drømme om at tvinge mindreårige piger til sex, men øens befolkningstilvækst er stoppet. På delebasis I 2003 blev det første barn i 17 år født, og øens unge har så få partnere at vælge imellem, at mange forbliver partner- og barnløse. Det er ikke unormalt, at søstre deler samme mand, eller at kvinder får børn med flere forskellige mænd. »Du har ingen anelse om, hvad ensomhed virkelig er. Hvordan kan jeg blive forelsket og gift«, spurgte en af øens unge i fortvivlelse forfatteren Dea Birkitt, da hun besøgte øen for nogle år siden. Den fortvivlede ungersvend havde kun to kvinder at vælge imellem. Hvis alt går efter de britiske myndigheders plan, skal Pitcairns befolkning leve lykkeligt til deres dages ende som hovedattraktionen på en ø, der skal omdannes til en økodestination for velhavende turister.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her