Esther (16): Manddomsprøven

På hver skærm sidder et nummer. Nummer fem er knaldende rød. Bag den er lægen Hamisi Ngobi i gang med at undersøge en mand. Han lytter med stetoskopet til hans lungefunktion. Og kigger ham i halsen. Dem - mændene - kommer der flere og flere af i Reach Out. Da hjælpeprojektet for de fattige i Mbuyas slum blev sat i gang i slutningen af 2001 af den danske læge Margrethe Juncker og den lokale kvinde Margaret Kironde, var manden en sjælden race blandt klienterne. I dag er kvinderne stadig i flertal. Men i tredje kvartal kom der for første gang flere mænd end kvinder for at blive hiv-testet. Muligheden for behandling med den livsforlængende aids-medicin lokker mændene ud i det fri. Manden bag den røde skærm nummer fem er kommet i Reach Out i halvanden måned. Han har tuberkulose og aids i udbrud. Han hedder Michael Asiimwe, han er Esthers mand og far til Emmanuel og Joyce. Klokken ni om morgenen 18. august gjorde Esther for første gang, hvad hun skal blive ved med resten af sit liv, to gange om dagen. Hun slugte en antiretroviral pille, en kombination af forskellige stoffer, som bekæmper hiv-virusset i hendes krop, styrker immunforsvaret og forlænger hendes liv med mange år. Når man måler, hvor slemt det står til med en hiv-smittet, tæller man antallet af en bestemt type celler, CD 4-celler, per mikroliter blod. CD 4-cellerne er kroppens frontsoldater, det er dem, der bekæmper indtrængende virus. Når hiv er trængt ind i kroppen, enten via blodbanerne eller gennem en slimhinde - langt de fleste bliver smittet gennem sex - begynder en livslang kamp mellem virusset og CD 4-cellerne. Og så længe der ikke er fundet en vaccine mod aids, er resultatet givet på forhånd: Hiv vil på et tidspunkt have slået så mange CD 4-celler ihjel, at kroppen ligger åben for alle mulige infektioner, som til sidst tager livet af den smittede. Den antiretrovirale behandling kan udskyde tidspunktet, men ikke forhindre det. CD 4-tallet hos raske varierer, men ligger som regel omkring 1.000 celler per mikroliter blod. Esthers CD 4-tal var 220, da hun begyndte at tage medicinen. Hvis alt går, som det skal, vil tallet være steget, når hun næste gang får det målt omkring 1. februar næste år. Hun er meget omhyggelig med at tage sin pille regelmæssigt. Hvis hun sjusker, hvis hun glemmer den en gang imellem, risikerer hun, at det evigt muterende hiv-virus bliver resistent over for medicinen, så pillerne ikke længere virker. Så kan man prøve med en ny kombination af stoffer. I et rigt land som Danmark er der mange forskellige cocktails at vælge imellem, men i Afrika er udvalget begrænset. Der er ikke så mange skud i bøssen. Det ved Esther. Så hver dag klokken ni, morgen og aften, bipper hendes mobiltelefon. Michael på medicin Da Michael så, hvor hurtigt Esther fik det godt, efter at hun begyndte at tage aids-medicin, besluttede han at møde op til Reach Outs sundhedsklinik for at blive undersøgt. Det var omkring 1. oktober. Og på tide, må man sige. Michaels CD 4-tal var kun 137, viste det sig, og tommelfingerreglen er, at man er gået fra at være hiv-smittet til at have aids, når tallet falder til under 200. Undersøgelsen afslørede desuden, at han stadig havde tuberkulose. Nu er han begyndt på medicinen. Desuden giver Esther ham hver dag en stærk indsprøjtning i den ene balle mod tuberkulose. En eftermiddag besøger jeg ham for at høre, hvordan han har det. Faktisk har han taget lidt på, siden jeg senest så ham i slutningen af maj. Alligevel kan jeg både høre og se, at han ikke er alt for frisk. Han har det så skidt, at han ikke kan passe sin lille forretning. Forhåbentlig er det kun bivirkninger fra medicinen. Det meste af tiden hænger han i en stol i stuen. Jeg sætter mig ved siden af, vi sidder lidt og glor på CNN og Arafats begravelse. Indtil strømmen går, hvilket sker i én skrigende uendelighed for tiden. Regeringen siger, at det skyldes lavvande i floderne - oppositionen, at det er, fordi nogle vitale vandkraftanlæg er fejlkonstruerede. Michael mere tolerant Michael begynder at fortælle: Det var ikke nemt. Dengang Esther lige var flyttet fra ham og ud i det halvfærdige hus i nybyggerområdet Mutungo, boede børnene det meste af tiden hos ham. Han skulle samtidig passe sin forretning, så derfor købte han maden i de små smugkroer og madboder, der ligger overalt i slummen. »Jeg var vred over, at hun var flyttet. Men jeg tænkte også, at det var godt, at vi fik en pause«, siger han. Jeg undlader taktfuldt at bemærke, at hun jo skred, fordi han tævede hende. Den diskussion har vi været igennem tidligere, og dengang forklarede han, at han slog hende, fordi hun ikke gjorde de ting, en kone skal gøre for sin mand: Sørge for, at maden er klar, når han kommer sent hjem, for eksempel. Efter et par måneder begyndte han at spørge Esther, om ikke hun kunne tænke sig at vende tilbage. Men det kunne hun ikke, i hvert fald ikke på det tidspunkt. »Når Esther har besluttet sig, er der ikke noget at gøre«, konstaterer Michael, og vi kommer begge til at smile. Det er heller ikke første gang, vi taler om, at hun er en temmelig målrettet person. For nu ikke at sige stædig. »Har du forandret dig i den periode, I har boet hver for sig?«, spørger jeg. »Det er svært selv at se, så det må andre bedømme. Men jeg tror, at jeg er blevet mere tolerant. Sådan i al almindelighed. Det betyder jo også noget, at man bliver ældre. Livet er en god lærer, plejer jeg at sige«. Efter at Esther er flyttet tilbage - det gjorde hun 22. oktober - har der ikke været de store problemer mellem de to, siger Michael. Men hun har ikke helt lagt pistolen fra sig, og en gang imellem sætter hun den for panden af ham. Esthers hus i Mutungo er nemlig ikke solgt, kun lejet ud. »Det hænder, at hun taler om, at hun altid kan flytte tilbage. »Det bestemmer du jo selv«, siger jeg så til hende«. En lille pause. »Men jeg håber ikke, at hun gør det«. En blå og en pink. Et stribet par i orange, fersken og hvid. Et andet par er turkis med røde, gule og blå prikker. Klipklapper. Emmanuel kommer løbende ud fra den nye stue, barfodet, hen over det fine nye støbte dørtrin med de spraglede kakler, nærmest springer ned i plastiktøflerne og er væk. Esther kommer ud af en dør, glider ned i et par klipklapper, tager to skridt hen over gårdens søle, træder ud af fodtøjet, op på kaklerne og ind i stuen, alt i én glidende bevægelse. Det er lørdag formiddag. Børnene leger. Ude på gaden. Inde i gården. Inde i stuen. Michael sidder i sin stol. Esther vasker tøj. En evig strøm af børn og voksne, ud og ind, frem og tilbage, dagen lang. Var det ikke for klipklapperne, ville husets gulve hurtigt ligne et floddelta. Klipklapperne er de små farvestrålende færger, der fragter menneskene tørfodede rundt på Det Røde Mudderhav. Huset er faktisk bygget temmelig meget om. En del af den gamle stue er blevet til Michaels og Esthers soveværelse, resten er nu køkken. Og hvor soveværelset lå før, ligger nu stuen, her er taget blevet hævet, og endevæggen flyttet en smule. Nu mangler der blot et værelse til børnene, som skal ligge i forlængelse af stuen, men det skal nok komme. Så indtil videre sover Emmanuel og Joyce i dobbeltsengen sammen med far og mor. Adoptivbørnene Patricia og Lillian sover på måtter på gulvet i køkkenet, hvor også Esthers kusine Anita sover. Da Esther fortæller mig det, er hun godt klar over, hvordan det lyder: At man kan tro, at hun gør forskel på børnene. Men sådan er det ikke, forklarer hun mig. Sagen er, at Lillian og Patricia tisser i sengen om natten, selv om de er henholdsvis ti og ni år. Og det er ved at drive Esther til vanvid. Hun har prøvet alt: At lade være med at give dem noget at drikke i timerne, inden de skal sove. At stå op og vække dem om natten, så de kan komme op og tisse. Men lige meget har det hjulpet, og nu ved hun ikke, hvad hun skal gøre. Ud over at lade dem sove på måtter, så ikke madrasserne kommer til at stinke af tis. Det er til at forstå, at Patricia er sengevæder. Hun har haft en rædselsfuld opvækst hos en mor, der drak og slog hende. Men Lillian har boet hos Esther og Michael, siden hun var et år. Hvad gemmer der sig inde i hovederne på små adopterede piger, som vokser op i et afrikansk slumkvarter? Hvad med børnene? Livet kan være hårdt. Livet kan være blødt. Esther er kommet på besøg, hvor vi bor. Hun er gået fra Reach Out ovre på den anden side af bakken. Lige nu er livet blødt, fortæller hun. Hun er sammen med alle børnene igen, og hun tjener lidt penge på at udleje huset i Mutungo samt tre små forretninger, der ligger i huset ved siden af familiens hus i Kinawataka. Det hus købte hun for et halvt år siden. Der er altså noget med Esther og fast ejendom. Det er selvfølgelig skidt, at Michael er syg og ikke kan arbejde, fortsætter hun. Men han skal nok få det bedre i løbet af nogle måneder, har lægerne sagt. Og det kan bestemt mærkes på økonomien, at han ingen penge tjener for tiden. Ikke mindst fordi børnene jo vokser og spiser som små tærskeværker. Så hvor hun før brugte 2.000 shilling om dagen på mad, skal der nu købes ind for 3.000, før alle munde er mættede. Apropos børnene, hvornår skal de store egentlig have at vide, at hun og Michael er hiv-smittede? spørger jeg. Hvad siger hun til dem om aids-medicinen? »At jeg tager medicinen for ikke at få ondt i hovedet. Jeg kan ikke sige, at det er for brystet, for jeg hoster jo ikke«. Og så fortæller hun om en lille episode fra forleden. »Jeg var i gang med at feje i stuen, da jeg hørte Emmanuel synge en sang, han havde lært i skolen. Den handlede om, hvor forfærdeligt det var for de børn, hvis forældre dør af aids. Jeg satte mig og lagde hovedet ned på armene. Når jeg hører ham synge sådan, så ved jeg ikke, hvordan jeg skal få det sagt«.