Britisk domstol underkender terrorlove

Lyt til artiklen

Dagen efter indenrigsminister Blunketts dramatiske fald fik den britiske regering endnu en penibel sag på halsen, da dele af den antiterrorlovgivning, som den fik tvunget igennem i Parlamentet i kølvandet på 11. september 2001, blev kendt ugyldig ved landets øverste domstol. The Law Lords - en britisk form for højesteret - godkendte en række appeller fra ni udenlandske terrormistænkte, der har været fængslet uden rettergang i tre år. Med et klart flertal fastslog domstolen, at lovgivningen er i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention, fordi den diskriminerer udlændinge. En af dommerne kaldte den ligefrem farligere end terroren selv. På ubestemt tid Ifølge den kontroversielle og ofte kritiserede lov, som den netop afgåede indenrigsminister, David Blunkett, stod fadder til i efteråret 2001, er det muligt at tilbageholde udenlandske statsborgere på ubestemt tid under mistanke for terror, hvis de vel at mærke ikke kan udvises til deres hjemlande på grund af frygt for tortur eller henrettelse. Antiterrorlovgivningen er gået ud over ni mistænkte, hvoraf fire - ifølge deres advokat - efter tre års indespærring er blevet drevet til noget nær vanvid. »Regeringen er nødt til at tage skridt til at trække loven tilbage og løslade de tilbageholdte«, sagde hun og tilføjede, at hvis regeringen undlod at handle hurtigt, kunne fangerne bede Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om at tage affære. Blair under pres En af de ni fanger, kendt som 'A', erklærede sig tilfreds med kendelsen: »Den beviser, at uanset hvor fejlagtig regeringens politik er, vil der altid være et uafhængigt retssystem, der kan sige, at nu kan det være nok«. Domstolens vurdering er af vejledende karakter, og regeringen kan i første omgang ikke tvinges til at ændre lovgivningen eller løslade de ni mistænkte. Men der hersker ingen tvivl om, at Tony Blairs regering vil komme under et meget stort politisk pres for atter at bringe britisk lovgivning i harmoni med den europæiske konvention. Hård første dag på jobbet Kendelsen har givet den nybagte indenrigsminister, Charles Clarke, en mere end almindeligt hård første arbejdsdag, efter at han onsdag aften blev forfremmet til Blunketts tomme sæde. Clarke erklærede, at han havde grundlag for at mene, at fangerne udgør »en betydelig trussel mod vores sikkerhed. Min fremmeste rolle som indenrigsminister er at beskytte vores nationale sikkerhed«. Men han sagde også, at kendelsen vil blive »studeret grundigt for at se, om det er muligt at lempe vores lovgivning for at tage den bekymring, Overhuset har udtrykt, i betragtning«. Regeringen må handle hurtigt. En mulighed er at udarbejde en ny lovgivning, der gør det muligt at anklage terrormistænkte udlændinge på lige fod med britiske statsborgere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her