Esther (17): Lysfest

I dag husker Esther stadig sin mors evige bekymring - hvert år den samme klagesang: Hvordan skal vi få råd til svinekød? Til alt det, der følger med årets største højtid? Men trods fattigdommen blev det alligevel altid jul. Med faste traditioner, som Esther har givet videre til sine børn, lige siden hun i 1996 for første gang fejrede højtiden med sin familie i huset på Kinawataka-vejen. Altså: Svinekød til middag den 23. Grillstegt og serveret med en mos af matoke, de små ikke-søde madbananer, og med ris. Og så går det ellers slag i slag i dagene derpå. Vatkugler som pynt 24. december om morgenen betaler Esther en mand 1.000 shilling - lidt under fire kroner - for at gå ud og finde et juletræ. Eller rettere: en stor gren af det træ, som på luganda hedder kasalina, og som i Uganda er juletræet. Grenen stilles i et hjørne af stuen og pyntes med popcorn trukket på snor, med balloner og med en lyskæde, som hendes mand Michael køber. Desuden har Esther gennem hele året gemt alle de små vatkugler, der ligger i toppen af hendes pilleglas. Også dem trækker hun på snor og bruger som pynt. Når træet er pyntet færdigt, stiller hun årets julekort op på en hylde sammen med alle de foregående års kort. Ved 13-tiden spiser familien oksekød, og når middagen er fordøjet, går Esther i byen for at købe en kalkun, som hun allerede begynder at stege samme eftermiddag. En kalkun er dyr. Ikke mindst til jul, hvor alle priser i slumkvarteret, selv på en æske tændstikker, får et nøk opad. 15.000 shilling koster kræet, og det er stort set, hvad Esther normalt bruger på en uges mad. Derfor, men også fordi der er mere kød på en kalkun, end familien kan nå at kapere, inden det fordærver, deler hun fuglen med en nabo. Kampala ligger kun få kilometer nord for ækvator, og i den varme, støvede periode kan det blive ulideligt varmt. Men nu ligger temperaturen under 25 grader, og luften køles fra tid til anden af en regnbyge. Mbuya, ja, hele Kampala, glimter af lys fra utallige lyskæder. Alle, som ejer en radio, har stillet ind på stationer, der spiller julesange, og musikken svæver af sted mellem lerklinede mure og vægge af blik og pap. Ud fra husene siver duften af stegt kød og overdøver den sædvanlige sødlige hørm af affald og råddent kloakvand. De, der ikke har råd til kalkun, spiser oksekød. Eller kylling. I dagene op til jul trawler kyllingehandlerne på deres cykler frem og tilbage ad de røde grusveje med buret på bagagebæreren fyldt med forpjuskede kræ. Børnene kan ikke sove Esther går på markedet og køber matoke, tomater, søde kartofler, løg og ris. Så gør hun grøntsagerne klar til næste dag. Inden familien går til ro for natten, stryger Esther og Michael tøjet til næste dags fest, og selvfølgelig kan børnene ikke falde i søvn. 25. december ringer vækkeuret allerede klokken 5. Maden skal laves færdig, og det er den ved ni-tiden. Måske får børnene et lille stykke kalkun som appetitvækker, inden familien skynder sig i kirke. Det er hårdt for ungerne at skulle stå alle de mange salmer og bønner og prædikener igennem. For hjemme venter al den gode mad og - hvis der har været råd - gaverne, næsten altid nyt tøj eller nye sko. Sønnen Emmanuel har desuden fødselsdag juledag, til ham er der en ekstra ting og en fødselsdagssang. Præsterne er godt klar over, at børnene næsten ikke kan holde ventetiden ud, så gudstjenesten er kortet ganske betragteligt ned i forhold til en normal søndag. Fra fem-seks til sølle tre timer. Vel hjemme fra kirke lidt over klokken 12 sætter man sig til bords. Julemåltidet kan nemt strække sig over resten af eftermiddagen. Man kigger på fotografier fra året, der næsten er gået. Ringer rundt til familiemedlemmer og ønsker god jul. Venner kommer på besøg. De nødes til at spise med, men nej tak, de fleste er allerede propmætte. Også børnene får lov at være sent oppe, og der bliver ikke ro i huset før på den anden side af midnat. 26. december. Alle er trætte, ikke mindst Esther, og alle sover længe. Morgenmaden er kogt matoke. Resten af dagen står den på rester fra kalkunen. Måske kommer der gæster forbi, måske drysser Esther og Michael selv ind til naboerne for at ønske god jul. Før Esther fik arbejde i hjælpeprojektet Reach Out, forsørgede hun familien blandt andet ved at sælge kolde sodavand. Dengang gik en stor del af dagen med at tage ud i byen for at skaffe nye forsyninger, så lageret kunne blive fyldt op. Men det behøver hun ikke længere. Så nu er anden juledag en ren hviledag. 27. december. Der er gjort kål på kalkunen. Og hverdagen begynder så småt at trænge sig på, også madmæssigt. Tredje juledag er kødløs, familien spiser bønner og en sovs af jordnødder. Julen er forbi.