Phi-Phi - det tabte paradis

Set fra havet og halvt gemt væk i morgendis ligner Phi-Phi-øerne sig selv. Grønne, puklede klipper, omgivet af turkisblåt hav. Det er med god grund, at netop disse øer inspirerede Alex Garland til at skrive alle rygsækrejsendes bibel, The Beach. Og at øerne længe har været et fast stop på ruten for backpackere på vej gennem Thailand. Brændt lugt Men speedbåden skal ikke ret meget tættere på, før det er tydeligt, at der er noget galt. Havvinden bærer en brændt lugt med sig. En militærhelikopter passerer med retning mod Phi-Phi. Den største ø, Phi-Phi Don, som er det eneste sted i øgruppen, man kan overnatte, er formet som et timeglas. For at komme ind til stranden ved midterstykket, skal man sejle rundt om bunden af glasset, der rejser sig som en stejl klippetop. Ødelæggelserne Langsomt kommer lagunen frem bag klippen. Folk på skadestuer i Phuket har talt om den totale ødelæggelse af Phi-Phi. De har ikke overdrevet. Langs lagunens fløje ligger der store stykker affald, og næsten oppe ved sandstranden ligger et krigsskib, hvor besætningen trækker vod. En helikopter cirkler over de palmer, der stadig står op. Alt andet - husvægge, bliktage, både - alt - er blevet kastet rundt. Midt i rodet står en gul kran og roder i skraldet, mens folk fra redningsholdet holder nøje øje med, hvad der dukker frem af brokkerne. Det første, der støder mod foden, når øen betrædes, er en åben rygsæk. Spredt omkring den ligger toilettaskens indhold. Fyldte ligposer Det er som om, øen er støvsuget for liv. Ud over magre katte og fluerne, som er overalt, er gaderne fyldt med hundredvis af redningsfolk, mange af dem frivillige fra øens egen lokalbefolkning. Langsomt arbejder de sig frem gennem området for at lede efter omkomne. Meget står endnu urørt efter ulykken, og der er meget at gøre. Strømmen af fyldte ligposer fra ruinerne præger bybilledet. Byen Ao Ton Sai, der også ligger i midten af timeglasset, har stadig nogle få gader tilbage. Selv om glasset i butikkerne er smadret, og inventaret kastet rundt. Alle bærer masker Herberger, internetcaféer, barer, bikinibutikker, vaskerier og rækkevis af dykkerklubber får stedet til at ligne en forladt forlystelsespark for unge voksne. I en hjørnebutik står 35-årige Noom og rydder op i den dykkerklub, hvor han selv havde et arbejde på kontoret. Han tager gerne en pause for at snakke og ryge en smøg. Den hvide maske, der ligner en læges ved et operationsbord, ryger ned under hagen, så røgen kan hives ned i lungerne. Alle på øen går med masker, hele tiden. Lugten er uudholdelig. »Er I fra Danmark? Der er altid mange skandinaver her, især svenskere, men også folk fra Danmark. De plejer at bo i et kvarter lidt længere nede ad den gade«, siger han og peger mod et område, hvor oprydningen kun lige er gået i gang. Ud over at forsøge at rydde op på sin tidligere arbejdsplads, er Noom frivillig i redningskorpset, der lige nu kæmper for at finde og identificere de døde. En taske med ejendele Det er svært, fordi en rygsækrejsende ikke er typen, der følger en nøje planlagt rejseplan, eller som hele tiden fortæller alle, hvor han eller hun befinder sig. Inden Noom fortæller mere, henter han en sort sportstaske ude bagved. Indholdet er alle personlige ejendele fra turister på øen, som han er faldet over, og som måske kan give et fingerpeg om, hvem der var på øen, da kæmpebølgerne væltede igennem det midterste af øen. Der er en notesbog med mailadresser til hele verden. Tyske og canadiske studiekort. Boardingpas fra Stockholm til Moskva. Pasfotos og familiebilleder. Et fotografi i en blomstret ramme viser et kærestepar på elefantryg. Teksten på rammen viser, at billedet er taget for nylig i nabolandet Cambodja. Da politiet i samme øjeblik går igennem den stille, væltede gade, lyner Noom tasken og giver tingene videre. Gaderne er væk Længere ind mod midten Ao Ton Sai er det ikke længere muligt at se, hvor gaderne har været. Det ser ud som om, vandet har håndplukket alt, hvad der overhovedet var i området, krøllet det sammen og spredt det ud over pladsen i en jævn mængde. De store bunker skrald ligger næsten formet som bølger. På grund af den lave beliggenhed er intet blevet sparet. Svenske Adam Hjort Ström ser sig omkring og ryster på hovedet. Han havde boet to en halv måned i Phi-Phi Don og arbejdet som dykkerinstruktør, da ulykken skete. På selve dagen var han taget ud for at dykke langt derfra. 'Spøgelsesagtigt' Der var en særlig stærk strøm den dag, mere end forventet. Sammen med resten af dykkerholdet besluttede han at tage tilbage til Phi-Phi. Da de trådte i land, var alt forandret. Det var kun to en halv time siden, den første tsunami ramte øen, men vandet var allerede forsvundet igen. Tilbage lå kun ødelæggelserne. »Det er næsten spøgelsesagtigt. Så mærkeligt. Man kan næsten ikke tro det«, siger han. Alle Adam Hjort Ströms kolleger overlevede på nær én. Sit eget held har han svært ved at tro på: »Jeg tror, jeg vil begynde at gå i kirke«.