Overlevende udførte de svenske myndigheders arbejde

Der er sket en katastrofe i Phuketområdet. Beskeden på den svenske ambassadør i Thailand Jonas Hafströms mobiltelefon 26. december var ikke til at misforstå. Han var selv lige steget ud af flyet mod Phuket, hvortil han var på vej sammen med familien for en tiltrængt juleferie. Flyet der skulle afgå 10.50 var pludselig blevet aflyst efter en oversvømmelse på flyvepladsen i Phuket. Hafström forstod dog hurtigt alvoren i beskeden, og iværksatte ambassadens kriseberedskab. En time senere var krisegruppen samlet på ambassaden i Bangkok. Man sendte fax til Udenrigsministeriet, kaldte ansatte ind for at bemande telefonerne og pakkede krisetasken for at senere på aftenen at flyve til Phuket. Der er gået mere end to uger, siden flodbølgen ramte Sydøstasien, og Sverige blev ramt af sin største katastrofe i moderne tid. Hidtil er 637 personer meldt savnet, og 52 er officielt bekræftet døde. Tallene er dog endnu usikre og kan komme til at stige. Vrede og kritik De første dages kaos, chok og sorg er langsomt gået over i vrede og kritik af regeringens mangelfulde og bureaukratiske håndtering af krisearbejdet - ikke mindst hos de, der overlevede katastrofen. Flere svenske aviser har i de seneste dage gennemgået forløbet og prøvet at finde svaret på, hvorfor Sverige reagerede så langsomt. Der findes dem, der kalder Sverige et af verdens mest velorganiserede lande. Men da det ufattelige skete anden juledag, var der ingen, der vidste, hvem der egentlig havde ansvaret. Og velfærds-Sverige med sine mange myndigheder og institutioner stod rådvild og ventede på, at nogen andre ville gøre noget. Det blev de overlevende på stedet i Phuket og Khao Lak, der smøgede ærmerne op og gik i gang med arbejdet. Dem, der havde mistet et familiemedlem. Dem, der havde set de frygteligste ting. I badebukser og uden sko og personlige ejendele kom de til den midlertidige svenske ambassade i Phuket. Den var allerede søndag aften blevet oprettet af Jonas Hafström, men selv rejste han dog øjeblikkelig til Khao Lak for at besøge sårede og identificere de døde. Ingen døde og sårede Tilbage i Phuket var kun en assistent, en præst og en lokalansat mand for at tage imod de mange overlevende. Sammen med de overlevende prøvede de at skabe orden i kaos - med kun en computer og en lokal telefonlinje - men uden penge. Flere af de frivillige, der ikke havde mistet alle deres ejendele, gik ud og købte computere og printere for deres egne penge. Andre tog til rådhuset i Phuket City for at finde svenskere eller begyndte at skrive lister over døde og savnede. Hjemme i Sverige var det som om, man endnu ikke havde forstået katastrofens omfang. Allerede om søndagen, begyndte overlevende Anna Jiffer på sin computer at lave en liste over savnede familiemedlemmer hos de svenskere, hun mødte på skolen, hvor hun var evakueret. Men når hun ringede til det svenske udenrigsministerium, sagde man: »Der findes ingen døde eller sårede svenskere i området«. Hertil svarede hun: »Jeg har dem lige her rundt omkring mig«. Minister i teatret Udenrigsminister Laila Freivalds har gennem de seneste uger mødt hård kritik - ikke kun for sin, ifølge mange, arrogante opførsel, men også for hendes og Udenrigsministeriets håndtering af katastrofen. Samme aften som flodbølgen fandt sted gik hun i teatret, og hun kom først til Udenrigsministeriet om mandagen - mere end tredive timer efter katastrofen. Selv mener Freivalds ikke, at der er begået nogle fejl. »Med de forudsætninger, der fandtes, udførte man et meget stærkt arbejde, men det var ikke nok«, sagde hun i et stort interview i Dagens Nyheter i sidste uge. Det professionelle arbejde kom også for sent i gang. Først en uge efter katastrofen havde man en fungerende myndighedsorganisation på stedet. Og så kunne de frivillige og overlevende rejse hjem. I dag er de fleste svenske turister vendt hjem Sverige igen. Tilbage er de døde, der skal identificeres og sendes hjem i kister. I Aftonbladet fortælles om en talemåde, som hurtigt spredte sig blandt de frivillige - dem, der hjalp med det, regeringen og myndighederne ikke klarede: »Vi tog hånd om de levende. Nu tager staten hånd om de døde«.