Fanger i Afghanistan blev mishandlet

Forhørene var det værste. Som en pakistansk fange senere forklarede organisationen Human Rights Watch, var der ingen nåde. Sammen med andre fanger blev han fløjet til lufthavnen i Kandahar i Afghanistan sent om natten. Med bind for øjnene. Soldater hev fangerne ud fra flyet og smed dem ind i en militærbil. Fremme ved lufthavnens lejr blev fangerne sat ind i et rum. Men kort efter blev fangerne hver for sig taget ind til afhøring. »Mine hænder var lagt i håndjern, og dér blev jeg tæsket for første gang af amerikanerne. De lagde mig på et bord med ansigtet ned i bordpladen, mens to personer holdt mig. En holdt mig i nakken, den anden i fødderne. Begge pressede mig hårdt mod bordet, mens to andre slog mig på min ryg, mine lår og arme med knytnæver og albuer«, fortalte fangen. Tæskene varede fem-seks minutter. Og så begyndte en halv times afhøring. Den pakistanske fange kom til fangelejren i Kandahar i begyndelsen af 2002. På samme tidspunkt hvor en dansk tolk fra Jægerkorpset arbejdede for amerikanske soldater, som han har anklaget for tortur. Fangen er kort nævnt i Human Rights Watchs rapport fra marts sidste år om forholdene i de amerikansk ledede fængsler i Afghanistan. Organisationen har givet Politiken adgang til en del af hans beretning. Tæsket i fangelejr De fem rækker med hytter i fangelejren var altid badet i projektørlys. I hver barak kunne der være ti fanger. De sov direkte på trægulvet, og om dagen måtte de kun tale sammen to og to. Temperaturen holdt sig under frysepunktet, og om natten krøb fangerne sammen for at holde varmen. Maden bestod af færdiglavede feltrationer. Som regel med kold spaghetti. Et bad var en luksus, de tilbageholdte kun kunne drømme om. Der var mange regler. Hvis de blev brudt, var der fysiske sanktioner. »Det var ikke tilladt at tale eller dække vores ansigter eller hænder under tæppet, når vi skulle sove. Hvis en fange brød reglerne, blev han straffet«, fortalte den pakistanske fange. Straffen varede en halv time. Med hænderne bag hovedet skulle fangen sidde på knæ: »Jeg blev selv straffet to gange, fordi jeg dækkede mine hænder og mit ansigt med et tæppe«. Hver fange havde et nummer viklet om håndleddet, og vagterne tjekkede numrene mange gange i løbet af døgnet. »De forstyrrede vores søvn flere gange i løbet af natten«, forklarede fangen. På et tidspunkt var omkring 25 fanger samlet på et åbent område for at bede. Pludselig kom vagterne. De råbte, at fangernes numre skulle tjekkes. Men da fangerne var ved at bede, adlød de ikke. Vagterne gik helt amok. Via radioen tilkaldte de flere vagter, som var udstyret med elektriske stave, våben og masker. Fangerne blev omringet. »De begyndte at slå os«, forklarede fangen. Fangerne vægrede for sig med de bare næver. En helikopter kredsede over dem, og fangerne fik for alvor tæsk. Den pakistanske fange blev senere overført til Guantánamobasen, inden han blev løsladt i 2003. Hans beretning stemmer overens med andre udsagn fra tidligere fanger i Kandahar og fra andre amerikanske fangelejre i Afghanistan. Mens behandlingen af fangerne i Abu Ghraib-fængslet og andre lejre i Irak er i de internationale mediers søgelys, er beskrivelser fra tilsvarende lejre i Afghanistan først begyndt at vække opsigt i den seneste tid. Troværdige beviser I rapporten fra sidste år konstaterer Human Rights Watch, at USA åbenbart ikke ønsker at efterforske flere dødsfald i lejrene. Og rapportens konklusion er klar: »Der er troværdige beviser for tæsk og andre fysiske overgreb på fanger, ligesom der er beviser for, at USA har anvendt lænker, udsat internerede for kulde og berøvet fanger søvn og dermed anvendt tortur og anden mishandling, som er en overtrædelse af international lov«. For nylig er endnu flere sager om overgreb på fanger i Afghanistan blevet kendt. Både fra 2002 og frem til så sent som september 2004. Det fik Human Rights Watch til i sidste måned at skrive et åbent brev til USA's forsvarsminister Donald Rumsfeld, hvor organisationen konstaterer: »Fængselssystemet i Afghanistan fortsætter med at operere uden for retssystemet«. Donald Rumsfeld har ikke reageret på brevet.