Hverken Indonesiens regering eller oprørsbevægelsen GAM vil tage ansvaret for de terrortrusler mod udenlandske nødhjælpsarbejdere i den katastroferamte Aceh-provins, som det danske udenrigsministerium modtog søndag aften. Sverige har modtaget tilsvarende advarsler. Regeringen i Indonesien taler om »ubekræftede rygter«. Kender ikke dansk kilde Men en talsmand for det indonesiske udenrigsministerium, der ligesom visse oprørsgrupper gerne ser nødhjælpsarbejderne forsvinde fra den konfliktramte ø, benyttede lejligheden til at angribe oprørerne i GAM: »Vi er ivrige efter at finde ud af, hvad de såkaldte efterretningsoplysninger, den danske regering er i besiddelse af, egentlig er. Men med vores viden om GAM's tidligere handlinger er det naturligt for os at vente GAM-aktioner mod nødhjælpsarbejderne«, siger Marty Natalegawa til Reuters. GAM afviser GAM-talsmanden Bekhtiar Abdullah tager klart afstand fra denne udlægning og minder om, at organisationen går ind for våbenhvile, og i New York opfordrede FN-generalsekretær Kofi Annan mandag nødhjælpsarbejderne til at være forsigtige. »Men indtil videre er det gået godt. Vi har ikke haft større problemer med GAM eller andre grupper«. Ministerium vil ikke røbe kilde Af sikkerhedsmæssige årsager vil kontorchef Niels Erik Andersen fra Udenrigsministeriet ikke røbe, hvor oplysningerne kommer fra. De danske nødhjælpsorganisationer tager foreløbigt oplysningerne med alvor, men uden panik. »Vi har faste sikkerhedsprocedurer, som også bliver fulgt nu. Men vores medarbejder derude føler ikke, at der er specielt utrygt, så han følger de normale procedurer omkring sikkerheden«, oplyser programchef Niels Hjortdal fra Red Barnet. Stort set samme melding kommer fra informationschef Karin Aaen i Unicef, hvis medarbejdere følger situationen tæt, men arbejder videre i området. Politisk spil Røde Kors har arbejdet på Sumatra i mange år. Organisationen har ofte været udsat for trusler, men de er aldrig blevet ført ud i livet, oplyser international chef i Røde Kors, Anders Ladekarl, til Ritzau. Truslerne mod udenlandske nødhjælpsarbejdere i provinsen kan være et led i et kompliceret politisk spil, der involverer den lokale oprørsbevægelse, dens modstandere i den indonesiske regering og de udenlandske nødhjælpsorganisationer. Red Barnet: Mange interesser på spil Udviklingen kommer langtfra bag på Niels Hjortdal fra Red Barnet: »Der er mange forskellige interesser på spil, og det kan optrappe sikkerhedssituationen. Det ved vi, og det tager vi højde for ved at være forsigtige«. Oprørerne har flere gange i den seneste uge protesteret stærkt mod tilstedeværelsen af især stærkt religiøse amerikanske organisationer, der uddeler bibler og optræder missionerende i det muslimske område. Regering har sat frist Regeringens indstilling er lige så negativ. Tilstedeværelsen af de udenlandske nødhjælpsorganisationer gør det svært for den åbenlyst at fortsætte kampen mod oprørerne. Søndag sagde forsvarsminister Juwono Sudarsono, at indoneserne selv vil overtage hovedparten af opgaven. »Fra 26. marts skal hovedparten af nødhjælpsindsatsen udføres af den indonesiske regering og indonesiske myndigheder i området«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Jørgen Ramskov
Debatindlæg af Timothy Garton Ash
Leder af Christian Jensen




























