Det var et de store mysterier i tiden omkring Anden Verdenskrig. Hvordan kunne den dømte krigsforbryder Hermann Göring komme af sted med at tage gift, mens amerikanske soldater gik og forberedte hans henrettelse ved hængning? I det seneste halve århundrede har der verseret mindst ti forskellige teorier om, hvordan nazisternes næstkommanderende formåede at begå selvmord, selv om hans celle blev overvåget døgnet rundt. Skjulte ampul med cyanid Nogle historikere mener, at Göring havde en ampul med giftstoffet cyanid hos sig gennem de 11 måneder, da krigsforbrydersagen mod ham blev gennemført i den tyske by Nürnberg. Giften var skjult under en guldkrone på en tand, i en hul tand, i navlen eller i anus, alt efter hvilken teori man hælder til. Andre hævder, at nogen smuglede giftstoffet ind til Göring kort før selvmordet - måske en amerikansk officer, den tyske læge, der undersøgte ham, en medfange, eller ligefrem hans kone Emmy, der i teorien kunne have skjult kapslen i sin mund og lempet den over i hans under et 'dødskys', da hun sidste gang besøgte ham i cellen. Men ingen af forklaringerne holder, siger Herbert Lee Stivers. »Der var mig, der gav ham giften«, fastslår den pensionerede pladesmed fra Hesperia i Californien. Hovedpersoner er døde Den i dag 78-årige Stivers siger, at han i næsten 60 år har tiet med sin egen rolle i forbindelse med Görings død, fordi han frygtede at blive retsforfulgt af det amerikanske militær. Men nu har han på opfordring af sin datter valgt at fortælle sin historie. Det er umuligt at afgøre, om hans beretning er sand, for de fleste andre hovedpersoner i sagen om Göring er døde. En talsmand for det amerikanske forsvarsministerium har afvist at kommentere Stivers forklaring. Men de militære dokumenter bekræfter i hvert fald, at Stivers arbejdede som vagt under retssagerne i Nürnberg. Og flere historikere, som vi har talt med, finder beretningen sandsynlig. »Det lyder ikke som noget, han bare har fundet på«, siger Cornelius Schnauber, der er professor på University of Southern California og direktør for Max Kade Institute for østrigske, tyske og schweiziske studier. »Og det lyder endda mere troværdigt end den gængse forklaring om, at giften var skjult i en tandkrone«. Ifølge Stivers var det en teenageforelskelse, der satte Göring i stand til at snyde bødlen. Stivers var 19 år og menig soldat i den amerikanske hær, da han blev overført til vagttjeneste i Nürnberg. Han fortæller, at han blot prøvede at gøre indtryk på en tysk pige, han havde mødt på gaden, da han indvilgede i at smugle 'medicin' ind til Göring, som angiveligt var plaget af sygdom. En smuk pige Stivers tilhørte 1. Infanteridivisions 26. regiment, hvis D-kompagni skulle levere vagter til retssagen. De hvidhjelmede vagter fulgte de 22 anklagede nazister ind og ud af retslokalet og stod paradevagt bag dem under retsmøderne. Det var kedeligt, siger Stivers. Men vagterne havde lov til at tale med fangerne og bede dem om autografer. »Göring var en rigtig flink fyr. Han talte godt engelsk. Vi talte om sport, om boldspil«. Mellem retsmøderne havde vagterne ikke meget at tage sig til. Men Stivers havde blik for smukke piger. Han fortæller, at han en dag blev kontaktet af en flirtende, mørkhåret skønhed uden for en officersklub. Hun sagde, at hun hed Mona. »Hun spurgte mig, hvad jeg lavede, og jeg svarede, at jeg var vagt. Hun sagde 'Får I så alle fangerne at se?'. Jeg svarede: 'Hver dag'. Hun sagde: 'Du ligner ikke en vagt'. Jeg sagde: 'Jeg kan bevise det'. Jeg havde lige fået en autograf af Baldur von Schirach (en af de andre tiltalte, red.), som jeg viste hende«. »'Nej, må jeg ikke få den?', sagde hun, og jeg sagde okay. Næste dag skulle jeg bevogte Göring, og så fik jeg hans autograf og gav den til hende. Hun sagde, at hun havde en ven, jeg skulle møde. Dagen efter tog vi hjem til ham«. Så hende aldrig igen Stivers fortæller, at han derhjemme blev præsenteret for to mænd, der kaldte sig Erich og Mathias. De fortalte ham, at Göring var »en meget syg mand«, som ikke fik den medicin, han havde brug for i fængslet. Stivers smuglede to gange beskeder ind til Göring. Erich havde skjulte sedlerne i en fyldepen. Tredje gang var det en ampul, Erich anbragte i fyldepennen. »Han sagde, at det var medicin, og at hvis det virkede, hvis Göring fik det bedre, så ville de sende noget mere ind til ham«, fortæller Stivers. Da han havde afleveret 'medicinen' til Göring, gav han fyldepennen tilbage til den unge kvinde. »Jeg så aldrig Mona igen. Hun udnyttede mig nok«, siger Stivers. Herbert Lee Stivers fortalte sin datter om sagen for 15 år siden, og hun har forsøgt at overtale ham til at stå frem og fortælle, hvad han vidste. Det indvilgede han først i, da han havde fundet ud af, at sagen forlængst var forældet, og at han derfor ikke kunne straffes. Hans historie »er vanvittig nok til at være sand«, siger Aaron Breitbart, der er seniorforsker ved Simon Wiesenthal Centret i Los Angeles. Oversættelse: Tonny Pedersen