Svære sår at hele

Når Spanien i dag mindes ofrene for det største terrorattentat i Europa, bliver det uden deltagelse af de pårørende og efterladte. »Prøv at forestille jer, hvor svært det er med den slags mærkedage uden vores kære. Den første fødselsdag, den første jul og nu det første år. For os er det ikke en dag at huske. Det er tværtimod en dag, hvor vi gerne vil være alene med vores sorg, vores følelser og vores savn«. Blev talskvinde Pilar Manjón mistede sin 20-årige søn i attentatet. De første måneder bestilte hun ikke meget andet end at græde. Men så besluttede hun at melde sig ind i Foreningen af Ofre, Asociación 11M, hvor hun hurtigt blev talskvinde. I december sidste år holdt hun et stærkt og gribende indlæg i kongressen, hvor hun med tårer i øjnene forklarede om savnet. Hun kritiserede politikerne for at bruge ofrene og terrorismen til, hvad hun kaldte »skolegårdsskænderier«. Sandheden om gerningsmændene »Det eneste, vi ønsker, er at kende sandheden om, hvem der slog vores kære ihjel, og at I politikere sørger for at forhindre, at det sker igen«, sagde hun dengang. Pilar Manjón optrådte så overbevisende, at hun i januar blev valgt som foreningens præsident. Siden har der været rift om hende. Foreningen 11M havde fået hundredvis af forespørgsler fra spanske og udenlandske medier, der ønskede at interviewe hende i forbindelse med årsdagen for attentaterne. Så mange at foreningen besluttede at afvise dem alle og holde ét pressemøde. »Vi er meget taknemmelige for den medfølelse og solidaritet, vi får fra befolkningen og fra medierne. Men I må forstå, at vi altid er i fokus, vi skal altid fortælle den samme historie om og om igen. Så nogle gange er det svært at vende følelserne indad. Og det ønsker vi at gøre 11. marts«, sagde Pilar Manjón på pressemødet i Madridbydelen Vallecas, tæt på Santa Eugenia-stationen, hvor ét af de fire nærtog blev sprængt i luften. Erstatninger til familierne Et år efter attentaterne har alle familierne til de 191 dødsofre på nær 2 modtaget omkring en million kroner i erstatning. Mange af familierne til de 50 omkomne udlændinge af 16 forskellige nationaliteter har fået opholdstilladelse i Spanien. Både de fysiske og psykologiske sår har svært ved at heles. Flere end 200 af de sårede har fortsat brug for lægehjælp. »Min mand sank ned i en dyb depression kort efter attentatet. Og min datter har forsøgt at begå selvmord, fordi hun savner sin storebror og føler sig alene«, fortæller Carmen Aguado, der mistede sin 27-årige søn. Juan Carlos, som sønnen hed, var kemilaborant og boede sammen med familien i Coslada, en forstad til Madrid. Hver dag tog han toget ind til Madrid kl. kvart over 7. Også den skæbnesvangre morgen, da bomberne gik af. »Jeg vil aldrig tilgive, at de tog hans liv og hans illusioner. Og de slog ikke kun ham ihjel. De ødelagde hele min familie. Mordere! Feje mordere! Jeg vil ikke engang kalde dem terrorister. For det var rakkerpak, der blev udnyttet af en flok skrupelløse opportunister«, siger Carmen Aguado til Politiken.