Flygtninge sendes i ørkenen uden vand

På overfyldte lastbiler og uden mad og drikke sendes selv spædbørn ud på en 1.500 kilometer lang rejse gennem Sahara. For at leve op til en aftale med Italien om bekæmpelse af illegal indvandring har Libyen indledt en sand heksejagt på enhver med sort hud. Siden september er 106 mennesker omkommet, men det er kun de officielle tal. Reelt er langt flere omkommet, mener det ansete italienske ugeskrift L'Espresso. Hårejsende I en afslørende reportage fortæller bladet om den skæbne, der overgår immigranter i Libyen. »Det er hårrejsende. Folk tvinges ud på rejser, hvor selv en lille uforudset hændelse kan koste dem livet«, siger artiklens forfatter Fabrizio Gatti til Politiken. Italien blev voldsomt kritiseret af blandt andet FN's Flygtningehøjkommissariat, da de italienske myndigheder i oktober sidste år sendte flere hundrede indvandrere til Libyen på fly kort efter, at de var ankommet med skibe til den syditalienske ø Lampedusa. I disse dage er trafikken, som opstår med måneders mellemrum, genoptaget. I forgårs blev 180 indvandrere sat på fly og sendt tilbage til Tripoli i Libyen, efter at omkring 1.000 indvandrere er kommet til Lampedusa på få dage. Behandles ordentligt Italien forsikrer, at de afviste bliver ordentligt behandlet efter ankomsten til Libyen. Men de libyske myndigheder har hverken givet journalister eller organisationer adgang til at undersøge påstanden. Italienerne har også sagt, at de udviste bliver fløjet til hjemlandet i fly, men det sker kun i de færreste tilfælde ifølge de vidneberetninger, L'Espresso har indsamlet. Det italienske ugeskrift har taget turen omvendt, altså sydfra med udgangspunkt i Agadez i Niger, for at møde de flygtninge, der er på vej hjem fra Libyen. Herfra kørte Fabrizio Gatti ind i ørkenen, og mødte undervejs strømmen af afrikanere, der var udvist fra Libyen. Nogle af dem havde været omkring Italien, og var blevet fløjet ud under de stærkt kritiserede kollektive bortvisninger. Andre var aldrig kommet længere end til Libyen. Fælles for dem alle er, at de ikke bliver fulgt hjem af de libyske myndigheder, men selv må betale og organisere deres rejse. Forpligtelser Den hårde libyske linje begynder sidste sommer, da Italien og Libyen indgår en aftale. Libyen forpligter sig ikke blot til at tage imod indvandrere, der er udvist fra Italien, men lover også at vogte sine egne grænser bedre, så færre indvandrere kommer ind i Libyen fra andre afrikanske lande. Libyen har anslået omkring to millioner indvandrere, og Italien frygter, at de før eller siden vil forsøge at komme over Middelhavet. Derfor skal de ud. Indvandrere, der arbejdede, og var integrerede i Libyen, føler sig nu som jaget vildt. Også dem, der aldrig har haft planer om at søge til Europa. »Hvorfor gør Italien det her mod os? Jeg havde et rengøringsjob, og ville ikke til Europa. For en måned siden blev jeg hentet af politiet og sendt i en opsamlingslejr for afrikanere tæt ved Tripoli, hvor forholdene er rædselsfulde. De yngre kvinder, helt ned til 14 år, bliver tvunget til at gå i seng med soldaterne mod at få lov at blive. I skal bede de europæiske regeringer om at hjælpe, for alt dette er en skændsel«, siger den 27-årige nigerianer Mody Bessy til L'Espresso. Hendes bror rejser med hende. Også han arbejdede i Libyen, men besluttede at rejse til Italien, da Libyen begyndte sin jagt på indvandrere. »Jeg nåede til Lampedusa på en båd for 700 dollar«, fortæller Jonathan Bessy, 25 år og uddannet ingeniør fra Lagos. »Det italienske politi fløj os tilbage til Tripoli. Jeg opholdt mig fire måneder i en lejr, og her fandt jeg min søster. Nu er vi på vej hjem sammen«. 12 dage uden mad Turen fra Al Gatrun i Libyen til Agadez i Niger går gennem Sahara. Transporten af udviste gennemføres af de samme menneskesmuglere, der transporterer indvandrerne ind i Libyen. Turen tager op til tolv dage, og ofte har folk hverken noget at spise eller drikke. Udsultede mødre holder krampagtigt fast i deres børn på toppen af overfyldte lastbiler og frygter, at de ved et bump eller et øjebliks søvn kommer til at slippe grebet om de små. L'Espresso fortæller om en gruppe mennesker, der forlades af deres smuglere og bliver samlet op af franske nødhjælpsarbejdere. »De har intet tilbage. De fortæller, at i otte, måske ti dage, har de spist deres egen afføring og drukket urin for at overleve«. L'Espresso opregner de seneste ulykker. »50 indvandrere bliver mast til døde, da en overlæsset lastbil vælter på vej til Tumu-passet på grænsen mellem Libyen og Niger. I januar bliver en aldrig identificeret mand fra Ghana flået af et kobbel vilde hunde for øjnene af sine medrejsende på vej til Madama på grænsen mellem de to lande. Den seneste tragedie fandt sted for to uger siden: tre unge kvinder fra Nigeria dør af tørst en dagsrejse fra Tumu, og 15 andre livløse kroppe bliver samlet op, hvor de var blevet efterladt af dem, der havde organiseret deres hjemrejse. Men ingen ved reelt, hvor mange lig, der er begravet under sandet«. »Vi er hårde« Den italienske regering har ikke reageret på reportagen i L'Espresso, men formanden for parlamentets indvandrerkommission, Alberto Di Luca fra Forza Italia, siger til Politiken: »Italien har en meget civiliseret og demokratisk indvandrerlovgivning. Vi giver opholdstilladelse til dem, der har arbejde, men vi er hårde over for dem, der prøver at komme ind i landet illegalt«. Alberto Di Luca vil ikke direkte kommentere behandlingen af indvandrere i Libyen. Kritik fra UNHCR Det vil til gengæld talskvinden for UNHCR i Italien. »Vi er ekstremt bekymrede over den her situation. Libyen giver ikke tilstrækkelige garantier til, at Italien kan sende folk derned. Og den italienske regering lader os ikke udføre vores mandat. Vi forsøger at få adgang til modtagelseslejren på Lampedusa. Vi har internationalt mandat til det, men de italienske myndigheder lader os ikke komme ind. Der er tale om en meget alvorlig situation«, siger Laura Boldrini fra UNHCR.