Fransk regering køber sig til EU-ja

En kan være en svipser, to et tilfælde og tre et virkelig usandsynligt sammentræf. Men når fire separate meningsmålinger alle giver nejsiden et forspring på helt op mod 8 procentpoint til den kommende franske folkeafstemning om EU-forfatningen, er der tale om en decideret tendens. Og selv om cirka halvdelen af de adspurgte i samtlige meningsmålinger enten ikke agter at stemme eller ikke har besluttet sig for, hvor krydset skal sættes, er det en tendens, man ikke kan se bort fra. Generel utilfredshed Ifølge en række politiske analytikere handler væksten i nejstemmerne imidlertid snarere om befolkningens utilfredshed med Frankrigs konservative regering end om et ønske om at bremse det europæiske samarbejde. Det politisk-litterære tidsskrift Marianne har forsøgt at afdække, hvad der motiverer folks valg, og undersøgelsen viser, at langt de fleste nejstemmer drives af en generel utilfredshed med ikke at blive hørt i den offentlige debat og et ønske om at straffe den siddende regering. »For mange af vælgerne handler det ikke om selve forfatningsteksten, men snarere om en skuffelse over slet ikke at blive taget alvorligt af de franske og europæiske regeringer«, konkluderer bladet på baggrund af en overraskende meningsmåling, der viser, at selv om 55 pct. af vælgerne hævder at ville stemme nej, håber 37 pct. alligevel, at det bliver et ja. Kun 30 pct. håber på et nej. Af samme grund har flere blade hurtigt med et sindrigt ordspil døbt skæbnedatoen 29. maj til et 'Chirac-Raffarindum'. Mere ferie Premierminister Jean-Pierre Raffarin er tydeligvis enig i analysen, og det afspejler sig i de seneste dages politiske tallerkenvendinger. I forrige uge lovede Raffarin pludselig de franske landmænd - der for 69 procents vedkommende er glødende modstandere af EU-forfatningen - ti ekstra feriedage. Regningen for den beslutning løber op i omkring 100 millioner euro, der skal betales af den i forvejen klemte franske statskasse. Mere i løn Onsdag gav Raffarin efter for pres fra de offentligt ansatte funktionærer og lovede dem lønstigninger på i alt 1,8 pct. Løftet følger efter flere uger med store demonstrationer over hele landet, og stigningen vil sikre, at lønudviklingen følger med inflationen, og dermed holdes reallønnen oven vande. En beslutning, der kommer til at koste den franske stat yderligere 240 millioner euro. Raffarins forsøg på at købe sig til et ja ved den kommende afstemning møder dog skarp kritik fra hans egne partifæller. Pengene fosser ud Således siger den tidligere finansminister Alain Lambert, der i dag er senator for regeringspartiet UMP, at regeringens eftergivenhed er en stor fejltagelse. »Det er en kæmpefejl at åbne for statskassen i håbet om at vinde afstemningen. Vælgernes samvittighed er ikke til salg, og i øvrigt har staten slet ikke råd til de ekstra udgifter«, siger han og kalder direkte strategien et »politisk vildspor« og den »sikre vej til ruin«. De franske fagforeninger har for længst opdaget, at regeringen er sårbar, og det gør de deres bedste for at udnytte. »Den nuværende situation tvinger regeringen til at lytte mere til vore krav«, som en repræsentant for fagforbundet CGT forleden sagde til Libération. Pressede ledere Og Chirac og Raffarin er pressede. Hele pointen med at give afstemningen så kort 'tilløb' var at undgå en gentagelse af Maastricht-afstemningen fra 1992, hvor det lykkedes jasiden at sætte et forspring på 65 pct. over styr og kun med nød og næppe trække sig over mållinjen med sølle 51 pct. Men med kun knap to måneder til afstemningen og en føring til nejsiden i samtlige meningsmålinger er regeringens ængstelse forståelig.