Muslimer i Afghanistan og Pakistan er skeptiske over for magasinet Newsweeks udmelding om, at en rapport om skænding af Koranen på den amerikanske base Guantánamo, hvor flere hundrede muslimske fanger tilbageholdes, måske ikke er sand. Newsweek trækker i land efter amerikansk pres, siger islamiske ledere. Rapporten står i den Newsweek-udgave, der kom på gaden 9. maj. Den siger, at der opbevares koranbøger på toiletter i fangelejren, og i et tilfælde skal en koran være skyllet ud i toilettet. Optøjer Det har udløst blodige optøjer i den muslimske verden. 16 mennesker er dræbt under uroligheder i Afghanistan, hvor flere end 100 er såret. Tillige har der været demonstrationer i Pakistan, Indien, Indonesien og Gaza. Dementi Søndag meddelte Newsweek så, at historien måske ikke er sand. »Det lader vi os ikke narre af«, sagde den islamiske præst Mullah Sadullah Abu Aman i den nordafghanske provins Badakhshan. »Dette er en beslutning, som Amerika har truffet for at redde sig selv. Den kommer efter amerikansk pres. Selv en almindelig bonde, der ikke kan læse, forstår det og vil ikke acceptere det«, siger han. Opfordring til hellig krig Aman var leder af den gruppe islamiske præster, der søndag opfordrede til hellig krig imod USA om tre dage, medmindre USA udleverer de fangevogtere, der rapporteres at have skændet Koranen. »Opfordringen til hellig krig står ved magt«, sagde Aman mandag. Newsweek skrev oprindeligt, at efterforskere, der undersøgte mulig mishandling i det amerikanske fængsel på Guantánamo, havde fundet ud af, at afhøringsfolk 'havde placeret koranbøger på toiletter og i mindst et tilfælde havde skyllet en hellig bog ud i toilettet'. Muslimer regner Koranen for at indeholde Guds egne ord og behandler bogen med dyb respekt. Værste uroligheder i over tre år Urolighederne i Afghanistan i sidste uge var de værste antiamerikanske protester, siden USA's hær invaderede landet i 2001 for at knuse Taleban-regimet, der gav ly til Osama bin Laden og hans al-Qaeda-gruppe. Newsweek sagde søndag, at informationen om koranerne på Guantánamo kom fra en 'vidende regeringskilde'. Men senere har kilden så sagt, at han ikke er helt sikker på, om han har set oplysningerne i en militærrapport eller i et udkast til et andet dokument. »Det er ikke acceptabelt, at magasinet nu siger, at det har begået en fejl«, siger Hafizulla Torab, en 42-årig journalist og forfatter i den østafghanske by Jalalabad, hvor protesterne begyndte for en uge siden. »Ingen vil acceptere det«, siger Torab. Ny protest I nabolandet Pakistan sagde Ghaffer Aziz, højtstående repræsentant for partiet Jamaat-e-Islami, at det religiøse parti opretholder opfordringen til at protestere imod USA 27. maj. »Newsweek trækker i land, men det er ikke bare dets rapport. Alle uskyldige mennesker, der er løsladt fra amerikansk varetægt, har sagt, at Koranen bliver skændet«, sagde han. En talsmand for Taleban, der benægter at have deltaget i protesterne i sidste uge, siger, at den oprindelige historie i Newsweek var sand. »Newsweek ændrer historien efter pres fra USA's regering«, sagde Abdul Latif Hakimi. I Afghanistans hovedstad, Kabul, sagde en amerikansk militærtalsmand, at Newsweeks dementi af historien ikke har nogen indflydelse på den amerikanske holdning. »Enhver manglende respekt for Koranen eller nogen anden religion tolereres ikke af vor kultur eller vore værdier«, sagde oberst Jim Yonts. Forbyd Newsweek Abdul Khaliq, student på Kabuls universitet, sagde, at Newsweek bør holdes ansvarlig. »Hvis det er en fejl begået af Newsweek, bør magasinet forbydes«, tilføjede han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























