Et interview med den tjetjenske terrorleder Sjamil Basajev er årsagen til en konflikt mellem USA og Rusland, som er irriteret over, at den amerikanske tv-station ABC viste interviewet trods kraftige russiske indsigelser. Udsendelsen, lavet af en russisk journalist, blev sendt torsdag nat, selv om Ruslands ambassade i USA til sidste øjeblik forsøgte at forhindre det. ABC »ignorerede vores argumenter mod udsendelsen om en berømt international terrorist«, siger ambassaden i en erklæring. Dusør på Basajev Udenrigsministeriet har protesteret over for USA's Moskva-ambassade, forsvarsminister Sergej Ivanov har forbudt sine medarbejdere konktakt med ABC, og i parlamentet lyder der krav om arrestation af journalisten bag interviewet, Andrej Babitskij. Russerne har sat en dusør på 10 millioner amerikanske dollar (62 mill. kr.) på Basajevs hoved. Basajev erkender i interviewet, ligesom han gjorde over for den britiske tv-station Channel 4 i februar, at han har organiseret flere terroraktioner på russiske mål inklusive angrebet på en folkeskole i Beslan i september i fjor. Han siger også, at han overvejer nye aktioner i stil med Beslan for at tvinge Moskva til at stoppe krigen i Tjetjenien og »folkemordet på tjetjenerne«. Nægter ansvar »Jeg indrømmer, at jeg er en slem knægt, en bandit og en terrorist, men hvad skal man så kalde russerne ... krigen i Tjetjenien er en kolonialistisk krig, ikke en antiterroristisk operation«, siger Basajev i udsendelsen. Men han nægter kategorisk at have ansvar for Beslan-gidslernes død: »Hverken jeg selv eller mine mujahediner har nogen sinde dræbt børn«, påstår han. Tragedien i Beslan fandt sted i de første dage af september, da omkring 30 terrorister besatte skolen og tog over 1.300 gidsler. Mindst 330 blev dræbt, heraf 186 børn. Mange overlevende og pårørende mener, at de fleste gidsler døde som følge af russiske styrkers storm på skolen. En officiel efterforskning er ikke afsluttet. Vil fortsætte rapporter Interviewet med Basajev, som Babitskij ifølge egen udsagn gennemførte 23. juni, blev vist i ABC's program Nightline. Redaktionen forsvarer sin beslutning og understreger, at den vil fortsætte med at bringe rapporter fra Rusland inklusive Tjetjenien. »Ingen har ret til at bestemme over os. Ikke vores egen regering og selvfølgelig heller ikke andre«, siger programvært Ted Koppel. ABC, som er en af USA's mest sete tv-kanaler, siger også, at den har tilbudt Ruslands regering at deltage i kommende programmer på Nightline, men at tilbuddet blev afvist. Andrej Babitskij har tidligere været i konflikt med russiske myndigheder, primært på grund af sine reportager fra Kaukasus. Han er ansat ved Radio Free Europe/Radio Liberty og har siden 2000 levet i Prag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Klumme af Christian Jensen
Trump fortjener den største af alle skamstøtter, og den er heldigvis netop blevet rejst
Forsker: Man kunne også bare sige til forældre, der får afslag, at det også handler om økonomi
Lyt til artiklenLæst op af Kirsten Nilsson
00:00




























