Aktivister kæmper stadig mod evakueringen af Gaza

En israelsk soldat tager sig et hvil i landsbyen Bat-Hadar, kort før soldaterne skal starte en øvelse i at evakuere jødiske bosættelser i Gaza.   Foto: AP
En israelsk soldat tager sig et hvil i landsbyen Bat-Hadar, kort før soldaterne skal starte en øvelse i at evakuere jødiske bosættelser i Gaza. Foto: AP
Lyt til artiklen

Der er en besynderlig stemning i Gush Katif. Vanilla Sky, den eneste café og samlingssted i den centrale bosættelse Neve Dekalim, er lukket. Ejeren skyller for sidste gang kølediskene af med vandslanger. Også det lokale pizzeria og naboforretningen, en restaurant med 'mors egen mad', er lukket. I det lokale supermarked er hylderne stort set tomme. Bortset fra nogen få dåser sure agurker og majskerner et alt stort set væk. »Jeg lukker ikke«, siger forretningsføreren, der præsenterer sig som Michael, »tværtimod er jeg ved at bestille nye varer hjem«. Aktivister Det kan der på kort sigt være god grund til. For det myldrer med mennesker - potentielle supermarkedskunder - rundt om det lille indkøbstorv og græsplænen foran lokalrådsbygningen. Hundreder af unge mennesker, næsten alle med rygsække pyntet med orange bånd fra kampagnen mod tilbagetrækningen, forsøger i tætte grupper at finde skygge for den bagende sol. De er kommet - langt de fleste fra bosættelser på Vestbredden - for at være med til at beskytte Gush Katif imod evakueringen. Kort før middag bliver der givet tegn, og dusinvis af de unge styrter ud for at blokere hovedvejen for en konvoj af lastbiler med flyttecontainere til nogen af de par hundreder familier, der har besluttet at forlade Gaza-striben ved egen kraft. Det lykkes de unge aktivister at holde lastbilerne tilbage i godt en halv time, før politi og soldater får dem fjernet fra vejen, og flyttecontainerne kører videre. Brev til alle hustande Fra og med midnat mellem søndag og mandag skal de godt 8.000 Gaza-bosættere være ude af deres hjem, og de opfordres derfor til hurtigst muligt at pakke og rejse. Det står at læse i et brev, som chefen for den sydlige kommando, general Dan Harel, har sendt til samtlige 1.700 husstande. »I årenes løb har de israelske forsvarsstyrker beskyttet bosætterne i Gaza ud fra en følelse af fællesskab, ansvar og nationalfølelse. Vi agter også at udføre denne mission på basis af fællesskab, ansvar og nationalfølelse, og den vil blive gennemført til fulde«, skriver general Harel til bosætterne. Soldaterbesøg Mandag morgen vil samtlige husstande få besøg af soldater, der formelt vil overdrage dem en evakueringsordre. De, der på det tidspunkt er villige til at være ude af Gaza inden tirsdag aften, vil få hjælp af soldater til at flytte. De, der stadig ikke vil forstå, at det er alvor, og som ikke vil modtage ordren, vil få den klæbet på deres hoveddør. Det er dem, der fra onsdag vil blive fjernet af soldaterne. De vil ud over at miste en stor del af den kompensation, som staten giver de evakuerede bosættere, der frivilligt forlader Gaza, udsætte sig selv for at miste deres personlige ejendele. Hæren vil forsøge at tømme alle huse, inden de bliver bulldozet, men vil ikke påtage sig ansvar for ting, folk ikke selv har været med til at pakke. Sidste arbejdsdag For Rafat Shakla slutter arbejdslivet på fredag. »Hele mit liv har jeg levet i Gush Katif«, siger den 35-årige palæstinenser fra byen Rafah få kilometer væk. Som 13-årig kom han første gang på arbejde med sin far, der ifølge Rafat har været med til at bygge samtlige væksthuse for de israelske landmænd i Gush Katif-blokken. I de gode år, inden og uden intifada, var Rafat ansvarlig for 15 palæstinensiske landbrugsarbejdere i de store tomatdrivhuse. I de sidste uger har han hjulpet sin chef igennem de sidste 6 år med at flå hundredvis af tomatplanter op og gøre rent. Intet håb Væksthuset og vandingsanlægget er solgt til Verdensbanken, der muligvis vil sælge det videre til palæstinensiske landmænd. Men Rafat Shakla er trist og vred og ser intet håb. Fredag er det hele forbi. Uden bosættelserne med deres væksthuse vil det være svært at finde et arbejde, der kan forsøge hans seks børn. »Måske køber jeg en hest og en vogn og lever at flytte for folk i Rafah«, siger han træt. Af de tusinder af palæstinensere, der engang arbejdede for israelerne i Gush Katif er der kun 65 tilbage. På fredag går de hjem for sidste gang.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her