Grønlandsk toppolitiker nægter at betale sin regning for frås

Lyt til artiklen

I Grønlands Hjemmestyre skal man ikke håbe alt for meget på at få de hundredtusinder kroner tilbage, som de to toppolitikere Rasmus Frederiksen og Jens Napãtôk har brugt på deres repræsentationskonti. Hjemmestyrets advokater og revisorer har ellers opgjort regningen til Rasmus Frederiksen alene på 80.000 kr. i overforbrug til sprut og restaurantbesøg. Men den reelle regning ligger i omegnen af tusind kroner, skønner Rasmus Frederiksens advokat, Nicholas Symes. »Jeg synes, det har været hårdt. Efter beskyldningerne måtte jeg trække mig fra politik, og nu viser det sig, at hele sagen kun drejer sig om godt tusind kroner. Jeg har hele tiden sagt, at jeg nok skal betale, hvad jeg har brugt for meget«, siger Rasmus Frederiksen. Flere har brugt for mange penge Den grønlandske skandale involverer flere politiske topfigurer i regeringen, Landsstyret. Mens Både Rasmus Frederiksen og Jens Napãtôk er gået af, efter Hjemmestyrets advokater og revisorer i to rapporter konkluderede, at de havde misbrugt deres repræsentationskonti, er der en række siddende ministre, landsstyremedlemmer, som også har brugt flere penge end de måtte. 421.000 kroner Skandalen brød løs, da det kom frem, at Jens Napãtôk på mindre end et år havde brugt 412.221 kroner på sin repræsentationskonto. De offentlige penge var blandt andet gået til et besøg på stripbaren Waterloo i København. Sammenlagt brugte han på godt halvandet år mere end 600.000 kr.. Rasmus Frederiksen brugte i omegnen af 160.000 kr. i løbet af otte måneder. Men Nicholas Symes peger på, at en stor del af de penge er konteret forkert. Han fremhæver, at billetter til rejser og måltider under udlandsophold fejlagtigt er bogført som repræsentation. »Vi kan for eksempel se, at en billet til skibstrafik fra Nuuk ud til en bygd er konteret på repræsentationskontoen. Revisorerne og advokaterne har bare over en kam sagt, at Rasmus Frederiksen skal tilbagebetale alt. Og det er ikke rimeligt«, siger Nicholas Symes. Gassen går af ballonen Ifølge ham har Hjemmestyret ikke fulgt en ordentlig praksis for, hvordan man bogfører udlæg for landsstyremedlemmerne. »I det hele taget kan man sige, at gassen går grundigt af ballonen, når man rent faktisk begynder at dykke ned i regnskaberne«, siger Nicholas Symes og peger på, at det tidligere er kommet frem, at selv ikke topembedsmændene i den grønlandske administration havde styr på reglerne for, hvad landsstyremedlemmerne måtte bruge af penge. Blandt andet har Rasmus Frederiksen bedt sin direktør om hjælp til at få klarhed over, hvad han må bruge eller ikke må bruge af penge. Ifølge interne mail i Hjemmestyret kunne heller ikke direktøren finde ud af reglerne. Hvilke regler gælder Når striden efter al sandsynlighed ender ved domstolene, vil slagsmålet komme til at stå om, hvilke regler der egentlig gælder for brug af politikernes repræsentationskonti. De står nemlig kun nedfældet i et cirkulære, som Landsstyret selv har skrevet. Og her læser advokaterne paragrafferne ganske forskelligt. Ifølge Hjemmestyrets advokater betyder reglerne, at det er meget begrænset, hvad politikerne kan bruge på repræsentation, mens Nicholas Symes mener, at det stort set er op til politikerne selv. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Grønlands Hjemmestyre ej heller fra Jens Napãtôk.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her