Den mistænkte somaliske krigsforbryder, som svensk politi natten til mandag anholdt i Lund, er overraskende blevet løsladt. Den 57-årige Abdi Qeybdiid, der er politichef i Somalias hovedstad, Mogadishu, var mistænkt for folkedrab i Somalia under borgerkrigen i begyndelsen af 1990'erne. Den somaliske politichef var en del af den parlamentariske delegation fra Somalia, der var rejst til Sverige for at deltage i en konference i Lund, arrangeret af SIRC (Somalia International Rehabilitation Centre). Konferencen støttes blandt andet af den svenske bistandsorganisation SIDA. 'Bødlen fra Somalia Politichef Qeybdiid nåede dog kun at deltage en enkelt dag på konferencen, før han blev genkendt som 'bødlen fra Somalia' af nogle af sine landsmænd. De valgte at melde Abdi Qeybdiid til politiet i Göteborg for folkedrab. Ifølge politianmeldelsen handler det om overgreb og folkedrab begået i havnebyen Kismayo i 1991, begivenheder, der blandt andet er blevet beskrevet i filmen 'Black Hawk Down'. Qeybdiid var militsleder under krigen og arbejdede blandt andet for krigsherren Muhammed Farah Aidid. Drenge skudt på video I en fire timer lang video, som anmelderne udleverede til politiet, ses blandt andet, hvordan en gruppe unge drenge afhøres af Abdi Qeybdiid for efterfølgende at blive skudt af nogle af hans mænd. »Den er filmet af Qeybdiids mænd, men kom i 'forkerte hænder' og dukkede først op for et år siden«, siger 30-årige Jama, en af de somaliske anmeldere til Aftonbladet. Svensk politi tog anmeldelsen meget alvorligt, og da konferencen var ved at være slut, valgte man at handle hurtigt. Grundlovsforhør for lukkede døre Klokken 02.25, natten til mandag, bankede politiet på døren til Abdi Qeybdiids hotelværelse i Lund. Politichefen blev ført til arresten i Göteborg, og onsdag blev der afholdt grundlovsforhør i sagen for lukkede døre. Under forhøret kom det frem, at flere somaliske flygtninge i udlandet havde henvendt sig til en anklager ved Internationella Åklagarkammaren, Mats Sällström, for at fortælle om deres oplevelser med Abdi Qeybdiid. Anholdelse skabte furore i Somalia Efter et grundlovsforhør på fire en halv time valgte retten dog at løslade Qeybdiid, da man ikke fandt beviserne mod ham stærke nok. Blandt andet var filmen klippet sammen af forskellige film og derfor ikke gyldig som bevis. Anholdelsen i mandags skabte dog stor furore både i Somalia og blandt somaliere i Sverige. I onsdags demonstrerede 5.000 somaliere i Mogadishu mod den svenske anholdelse. Flere talere anklagede den midlertidige præsident, Abdullahi Yusuf Ahmed, for at stå bag anholdelsen. Det var en lettet politichef, der forlod retsbygningen ved 18-tiden i går aftes. »Jeg er fri, jeg er fri! Retssystemet virker«, sagde han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen
Debatindlæg af Jørgen Ramskov
Debatindlæg af Timothy Garton Ash
tema




























