En af de tungeste demokrater i den amerikanske Kongres blev i går den første toppolitiker med betydelig vægt, der krævede, at USA øjeblikkeligt trækker sig ud af Irak. »USA's og koalitionens tropper har gjort alt, hvad de kan i Irak. Vores militær har fuldført sin mission og gjort sin pligt«, sagde den tidligere oberst og Vietnamveteran John Murtha og kaldte krigen »en fejlbehæftet politik pakket ind i illusioner«. Cheney vred Murtha fik dermed temperaturen til at stige yderligere nogle grader i en debat, der de seneste dage har boblet omkring kogepunktet. Den foreløbige kulmination kom sent onsdag, da vicepræsident Dick Cheney efter længere tids relativ tavshed med hele sin vægt buldrede mod de demokrater, der stadig mere insisterende beskylder regeringen for at have ført nationen i krig på fejlagtige og bevidst manipulerede oplysninger om Iraks ikkeeksisterende masseødelæggelsesvåben. 'Forkastelig anklage' »Jeg har tilbragt mange år i offentlig tjeneste, og jeg kom første gang til Washington sidst i 1960'erne. Jeg ved, hvordan det er at arbejde i et højspændt politisk miljø, hvor aktørerne på alle fronter har stærke følelser og taler kraftfuldt. I sådan et miljø mister folk sommetider fatningen, men i Washington kan man alligevel som regel stole på et mindstemål af sandfærdighed og god tro i den politiske debat. Men i de sidste uger har vi set en total fravigelse fra den tradition«, sagde Cheney. »Påstanden, der er blevet fremsat af visse amerikanske senatorer om, at USA's præsident eller medlemmer af hans regering med fuldt overlæg vildledte det amerikanske folk om efterretningerne forud for krigen, er en af de mest uærlige og forkastelige anklager, der nogensinde er fremsat her i byen«. Hvide Hus: Låg på Få timer efter Cheneys dundertale erklærede præsident George W. Bush sig på et pressemøde i Sydkorea helt enig med sin vicepræsident og forsøgte dermed også at lægge låg på de seneste ugers politiske rygter om, at der skulle være kold luft mellem landets to øverste. Det Hvide Hus siger åbent, at Cheneys udtalelser er led i en nøje planlagt kampagne for at få lagt effektivt låg på kritikken af både forløbet op til krigen og nu selve udførelsen i Irak. »I de seneste par uger har vi nået et mætningspunkt, og nu følte vi, at det var vigtigt at svare. Demokraterne har krydset en klar grænse. De har ingen fakta med sig«, sagde præsident Bushs medierådgiver Dan Bartlett til nyhedsbureauet AP i Sydkorea. 'Opreklameret trussel' Det er blandt andre demokraternes leder i Senatet, senator Harry Reid, der har ophidset Det Hvide Hus og bragt Cheney på krigsstien i en form, som mange kommentatorer sammenligner med præsidentvalgkampen sidste år. Reid var blandt de 29 demokrater, der i sin tid stemte for at give Bush mandat til at gå i krig. Men i tirsdags sagde Reid under en debat i Senatet blandt andet, at regeringen havde »manipuleret og nøje sorteret efterretningerne for at opreklamere truslen«. Berettiget debat Også enkelte fremtrædende republikanere har blandet sig i koret af regeringens kritikere. Deriblandt den republikanske senator Chuck Hagel, der i en tale tirsdag reagerede kraftigt på Det Hvide Hus' vrede over selve det at blive kritiseret. »Bushregeringen må forstå, at enhver amerikaner har ret til at stille spørgsmål til vores politik i Irak og ikke skal dæmoniseres for at være uenig. Det er ikke upatriotisk at stille spørgsmål til sin regerings handlinger. Det er upatriotisk ikke at gøre det«, sagde Hagel.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























