»Det er det værste. Nu ligner vi igen en samling barbarer set med resten af verdens øjne. Hvorfor var vi nødt til at slå ham ihjel?«, nærmest råber Tania Levy ud i den kølige californiske vinternat. Den 59-årige miljøarbejder fra San Franciscoforstaden Berkely hører ingen modstand fra de over 2.000, der som hun har taget opstilling på en lille stump vej, der er klemt inde mellem nydelige, velholdte træhuse i sarte pastelfarver. For enden af vejen ligger fængslet San Quentin og Californiens eneste dødskammer. Klokken er kvart i et om natten. Det er ti minutter siden, aftenens afgørende besked hurtigt summede igennem menneskemassen, der svarede med bøjede hoveder, lukkede øjne og spredte, sagte snøft, der et øjeblik syntes at kvæle lyden af en fjern trommerytme og den konstante helikoptersummen oppefra. Inde bag den spinkle gitterport for enden af vejen var den tidligere bandeleder Stanley 'Tookie' Williams netop bragt til ende med tre sprøjter med gift. Hverken guvernør Arnold Schwarzenegger eller nogen retsinstanser fandt grund til at gribe ind. »We shall overcome« Op fra mørket stiger en sagte, insisterende udgave af sangen 'We Shall Overcome' sunget og nynnet af en usædvanlig blanding af folk i alle aldre, farver og livssituationer. Mange udtrykker tvivl om, hvorvidt Williams faktisk var skyldig i de fire mord, han blev dømt for, men aldrig tilstod. De fleste er fulde af respekt for hans arbejde mod bandevold. Og alle synes at være lodret imod dødsstraffen. »Death row, hell no« - dødsgangen, fandeme nej - råber en mindre klynge hippietyper taktfast, da sangen forstummer. På den anden side af vejen bakser en gruppe unge latinokvinder med underansigterne dækket bag tørklæder med at få sat ild til et amerikansk flag. Feltet med stjerner er overmalet med et stort, klodset hagekors. »Fedt nok! Som Wu-Tang (en hiphopgruppe fra New York, red.) siger: Det flag er lavet af hvide racister«, jubler en ung knægt med afrohår vældende ud under en uldhue. Lidt derfra står en samling velfriserede unge hvide i universitetsalderen og morer sig over et skilt, der er et af aftenens angreb på præsident George W. Bush. »Hvis en doven alkoholiker kan finde Gud og blive USA's 43. præsident, hvorfor får Tookie så ikke lov at finde frelse?«, spørger banneret. På vejen, der langsomt er ved at blive tømt for mennesker, står også en gruppe sorte teenagere med noget, der ligner diamanter i ørerne og flere af dem med den nylonstrømpeagtige hovedbeklædning, der har dannet mode blandt USA's sorte bandemedlemmer. »Jeg er så vred« »Hvorfor fanden skulle de slå ham ihjel? Han hjalp en masse unge med at holde sig fra banderne. Han er vores profet, og kun profeter kan lave om på verden. De har slået vores profet ihjel, og her står jeg og kan ikke andet end bare at stå og se på. Jeg er så vred«, siger Barry Stoughtenborough. Stoughtenborough er 35 og er kommet ud i natten sammen med sin søn på 15 som led i sit forsøg på at sikre, at sønnen ikke vælger samme vej som han selv og den nu henrettede Williams gjorde som unge. »Se bare, hvad den mand har præsteret. Der er to fløje i bandekrigen - Crips og Blood. De står sammen her. Tookie har bragt dem sammen. Og hvis han har reddet bare en enkelt fra at blive slået ihjel, så burde det da være rigeligt til at hans eget liv skulle have været skånet«, mener Stoughtenborough. Absurd sundhed Helt henne ved politiets afspærring ind mod fængslets indkørsel står 49-årige Michael Baum og skruer på sit kamera, mens han smiler lidt for sig selv. »Se der. Bemærk lige det store banner derhenne på porten. 'Røgfrit miljø'. Ha. De vil vise, at det er en sund arbejdsplads. Og så har de lige slået en mand ihjel. Hvor er det alt sammen absurd. Man behøver slet ikke forholde sig til, om manden var skyldig eller ej. Han havde jo fuldstændig revideret sit liv, og så kommer de barbarer og slår ham ihjel. Og de gør det i mit navn og for mine penge«, siger Michael Baum, en 49-årig distrubutør af friskpresset appelsinjuice. Baum har også været med på den lille villavej i San Quentin de sidste mange gange, Californien har henrettet dødsdømte forbrydere. Han fatter ikke, hvorfor hans samfund har brug for at slå ihjel for at beskytte sig selv. Det må være nok at beholde forbryderne bag tremmer, mener han. Holdningen svinger »Det er som om, man siger til de unge: I skal bare gøre, som vi siger. I skal ikke tage jer af, hvad vi gør«, lyder det undrende fra Michael Baum. Han håber, at der er en bevægelse i gang i USA for at få afskaffet dødsstraffen. For nogle år siden viste en meningsmåling, at 80 procent af amerikanerne gik ind for dødsstraf. Nu er det 64 procent. »Jeg ved ikke, hvad man skal mene om, at det på den vestlige halvkugle er USA i selskab med lande som Cuba og Honduras, der slår folk ihjel på den måde. Vi må da komme til fornuft, ligesom det er sket i Europa for længst. Jeg håber i hvert fald, at min søn på et år når at opleve det«.