Indbyggerne i Uganda mødte i dag massivt op for at deltage i et historisk præsident- og parlamentsvalg, hvor vælgerne for første gang i et kvart århundrede kunne stemme på forskellige politiske partier. Af frygt for uro og vold ved valget, der har været domineret af kapløbet mellem Ugandas siddende præsident gennem 20 år, Yoweri Museveni, og hans hovedmodstander, Kizza Besigye, var mindst 12.000 reservister fra hæren udkommanderet. De bistod politi og soldater med at opretholde ro og orden ved de hen ved 20.000 valgsteder i landet, hvor tusinder af lokale og internationale observatører var til stede sammen med endnu flere repræsentanter for Ugandas politiske partier. Ro i gaderne Men selve valget så ud til at være forløbet roligt, og soldaterne var i hvert fald i hovedstaden Kampala nærmest fraværende i gadebilledet. Ritzau observerede kun få biler med soldater, og ved valgstederne mødte soldaterne udelukkende op for at stemme. »Der har ikke været grund til at pege på alvorlige problemer ved valget. Det er gået stille og roligt for sig. Militæret har holdt sig væk. Og vigtigst er det, at de politiske partiers repræsentanter på alle de valgsteder, vi har besøgt, ikke har haft noget at beklage sig over. Det eneste problem, vi har observeret, er, at nogle af valgboksene ikke har været ordentligt forseglet«, siger en af de i alt 200 EU-observatører. Men oppositionen sagde, at der havde været »mange uregelmæssigheder« - blandt andet trusler mod vælgere og manglende stemmeurner. »Det er gået meget, meget dårligt, sagde talsmanden for Forum for Demokratisk Forandring«, Sam Akaki. Forandring Flere af Ugandas i alt 10,4 millioner vælgere indfandt sig allerede en time før, valghandlingerne gik i gang kl. 07.00, ved de udendørs valgsteder for ikke at komme til at stå bagest i køen. Men mange steder måtte de tålmodigt vente, mens de valgtilforordnede fik organiseret valgstederne efter forskrifterne. Skal man tro vælgerne på de hen ved 30 valgsteder, Ritzau har besøgt i og omkring hovedstaden Kampala, så har vælgerne stemt på 'forandring'. Og dermed imod Museveni. Men Kampala er en af oppositionens højborge, så billedet ude i landområderne kan meget vel vise sig at være et andet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























