Tusindvis af italienske venstrefløjstilhængere strømmede i eftermiddags til Piazza Santi Apostoli i Rom, hvor de tog forskud på en sejr til centrum-venstre-koalitionen. Men festen har udviklet sig til et mareridt, og valgaftenen har vist sig at være lang, nervepirrende og overraskende. Berlusconi i overhalingsbanen For centrum-højre-partierne har overhalet det, der lignede et klart forspring til venstrepartierne og deres leder, Romano Prodi. Efterhånden som stemmerne er blevet talt op, har de vist et helt andet resultat end de exit polls, der allerede fra midt på eftermiddagen fik venstrefløjen til at juble. Da 97 procent af stemmerne var talt op til Senatet, havde Berlusconi 158 mandater, mens der kun var 151 til Prodis venstrefløj. Til deputeretkammeret var der kl. 21.15 optalt 67 procent af stemmerne. På det tidspunkt førte Berlusconi med 50 procent mod Prodis 49,5 procent. Nervøsitet Og nervøsiteten har taget til inde på pladsen. »Det bliver tæt. Men det vigtigste er, at vi slipper af med Berlusconi. Så må vi klare de andre problemer bagefter«, sagde Anna Rossi, en af de mange Berlusconi-modstandere på Piazza Santi Apostoli. Frustrationerne kom også til udtryk, mens neglene blev bidt længere og længere ned af ren nervøsitet. »Jeg er rasende over, at Silvio Berlusconi har ændret valgloven, så højrepartierne får lettere ved at vinde Senatet«, sagde lærerinden Maria Maiolo, der var taget til Rom fra Calabrien i det sydlige Italien. Vendepunktet I tv gjorde den populære talkshow-vært Bruno Vespa klar til et nyt og helt forandret program. Titlen opsummerede i sig selv det italienske valgdrama: »Chi ha vinto?«, hvem har vundet. »For alt ændrer sig minut for minut«, sagde Bruno Vespa. Tidligere på aftenen var den kontroversielle regeringschef Silvio Berlusconi på vej ud efter et valg, hvor valgdeltagelsen nåede 85 pct. efter mange valg med faldende deltagelse. Venstrefløjen mobiliserede sine vælgere for at slippe af med mediemagnaten, hvis parti tabte omkring seks pct. af stemmerne i forhold til valget i 2001. De fleste regnede med en sejr. Diskussionerne til venstre gik først og fremmest på, om kommunisterne, der er en del af centrum-venstre-koalitionen, ville optræde loyalt, hvis Romano Prodi blev nødt til at føre en stram, økonomisk politik. Det bliver ikke noget problem, lovede kommunistleder Fausto Bertinotti. »For vi står over for et historisk magtskifte i Italien«, sagde han. Forsigtighed Men det var først på aftenen. En time efter så situationen anderledes ud. Nu var hovedpersonen lige pludselig manden, alle havde dømt ude, nemlig Silvio Berlusconi. Han har endnu ikke vist sig. Men aftenen igennem havde hans løjtnanter igen og igen brugt det samme ord: »Prudenza«. De havde alvorlige rynker i panderne, når de dukkede frem på tv-skærmene. Men rynkerne forsvandt og blev afløst af forventningsfulde smil i takt med, at tallene og vinden blæste i deres retning. For selv en beskeden valgsejr vil i kraft af valgloven sikre Berlusconi et solidt flertal i begge parlamentets kamre, hvis han begge steder kommer op over 50 pct. af stemmerne. Alt tyder på, at han kan nå det i Senatet, hvor stemmerne fra de italienske regioner er afgørende. Og helt sensationelt fører han også i valget til Deputeretkammeret. Tømmermænd Men uanset udfaldet af valget får alle parter i Italien alvorlige tømmermænd. Allerede nu mener flere politiske kommentatorer, at centrum-venstre-alliancen fra starten har fremstået som en broget og utroværdig flok med kristelige demokrater på den ene fløj og ortodokse kommunister - som havde væltet en centrum-venstre-regering i 1998 - på den anden. Et andet problem er ifølge iagttagere spidskandidaten Romano Prodi, der bevidst valgte at føre en meget afdæmpet valgkamp. Han svarede behersket på de mange angreb fra Silvio Berlusconi, der således fik anledning til dag efter dag at fremstille centrum-venstre som naive og - for kommunisternes vedkommende - kyniske tilhængere af »Stalin, Mao og Pol Pot«, som han udtrykte det. Et andet spørgsmål er, om centrum-venstres program fremstod tillokkende nok for de millioner af italienere, der i hverdagen må overleve med lave lønninger, arbejdsløshed og et utilfredsstillende socialvæsen. Problemer Men højrefløjen har heller ingen grund til at triumfere, hvis den trods alle forudsigelser går af med sejren. For den vil stå tilbage med en katastrofal økonomisk situation og et dybt splittet land. Fredag anbefalede den internationale storbank Goldman Sachs f.eks. sine investorer til at trække sig ud af Italien. De økonomiske udsigter er elendige, og den ansvarlige for hele situationen er Silvio Berlusconi, som nu måske kan fortsætte som leder af nationen. Svækket udgave Men det bliver i en svækket udgave. Hans parti er gået tilbage, og de øvrige ledere af højrekoalitionen vil kræve øget indflydelse. Nye partikonstellationer er mulige med risiko for voldsom, politisk uro i de seneste år. På venstrefløjen, i fagbevægelsen og i den organiserede del af det italienske er frustrationerne enorme. En politisk kommentator formulerer det således tv: »Landet er dybt splittet, før, under og efter denne valgkamp. Og nu ved ingen, hvor vi er på vej hen«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
50 år
Madklumme
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























