Etiopien hjælper nu de mange tusinde nødstedte, der blev overladt til sig selv, da kraftige oversvømmelse ramte dele af landet for et par uger siden. Det skriver Reuters nyhedsbureau. Flodbølgen har også gjort flere tusinder hjemløse, og har dræbt omkring 900 mennesker. Frygt for stigende dødstal Et voldsomt regnskyl ramte i starten af august områder i Etiopien, der gennem længere tid har haft ekstrem tørke. Det betød, at flere af landets floder gik over deres bredder. Vandmasserne var så kraftige, at de oversvømmede landsbyernes huse. Nationalt etiopisk tv fortæller, at omkring 16.000 indtil nu er blevet genhuset efter oversvømmelserne. Man frygter, at dødstallet vil stige på grund af fortsat dårligt vejr, der besværliggør redningsarbejdet for nødhjælpsmedarbejderne. Flere oversvømmelser på vej Samtidig er flere af landets floder ved at gå over deres bredder, og store dæmninger er i flere områder tæt på at bryde sammen. I de sydlige dele af landet melder nødhjælpsarbejderne om, at det er svært at overtale de nødstedte til at forlade deres kvæg, der er centralt for overlevelsen i det fattige land.
Etiopien redder tusinder fra oversvømmelser
Lyt til artiklen